Pageboy 3: Untill The End

Lige siden Taemin og Minho blev engle, og tog sammen til Himlen, har Yoogeun været helt nede i kulkælderen. Key og Jonghyun, som passer ham, er bekymrede. Taemin og Minho savner desuden deres venner, og Karorin og Onew har endnu ikke fundet sammen. Nyt kaos opstår, denne gang med Yoogeun, og hans hemmelighed varer ved.

174Likes
848Kommentarer
13121Visninger
AA

14. Onews død

”Jeg elsker dig så meget, Onew,” hviskede jeg lavt, idet jeg så, at hans hud langsomt blev hvidere og hvidere. Han var helt bleg, man stadig i live. Der var ikke noget at gøre ved det. Intet menneske kunne overleve den flamme, lige meget hvad man gjorde. Når han var død i Helvede, ville han blive i Helvede, som Lucifers slave.

”Jeg elsker dig, Rin. Jeg vil aldrig glemme dig,” hviskede han stille.

”Tak, fordi du vil være ved mig til det sidste,” sagde han og smilede varmt, imens han forsøgte at holde smerten væk, men uden held, idet mere blod kom ud af hans mundvige.

”Hvorfor gjorde du det overhovedet, pabo?” sagde jeg lavt og irriteret. Jeg ville ikke vide hvorfor, jeg vidste det allerede. Han elskede mig. Han ville ikke lade en anden lægge hånden på mig, og slet ikke dræbe mig.

”Jeg er allerede død, Onew,” hviskede jeg uforstående.

”Jeg er allerede død! Jeg har været død, lige siden den julenat, hvor jeg forlod dig! Jeg kan ikke leve uden dig, Onew! Du er mit oxygen! Min ilt! Du må ikke forlade mig!” græd jeg. Han lagde blidt sin hånd på min ene kind og smilede varmt til mig med sit varme smil.

”Farvel, Rin-Rin,” hviskede han, idet han langsomt blev forvandlet til kulsort aske, ligesom den aske, der havde lagt på marken over os. Jeg tog hurtigt fat i Onews hånd, for at få ham til at blive, men hans hånd blev blot til aske. Ligesom alt andet af ham. Hans ansigt var det sidste, der forsvandt.

Han havde et smil på sine læber.

Onew smilede altid. Selv, da han var ved at dø. Han smilede, trods han havde en forfærdelig smerte og kærlighedssorg. Han smilede lige til det sidste, og det skal han aldrig glemmes for.  Han smil ville for altid være plantet i mit hoved og give mig håb. Håb til, at fortsætte, lige meget hvor hårdt det var. Lige meget hvor håbløst det så ud.

Jeg ville altid fortsætte fremad. Indtil den dag, vi kunne mødes igen i det uendelige.

 

Yoogeun P.O.V.

 

”Mand… Jeg keder mig altså lidt,” sagde jeg og surmulede imens jeg sad på jorden i det mærkelige sted, jeg befandt mig. Her var så varmt, men jeg havde altid fået at vide, at selvom jeg svedte, så måtte jeg ikke tage noget tøj af. Så kunne jeg blive syg! Det havde Taemin appa lært mig.

”Du vil snart ikke kede dig længere, Yoogeun, bare rolig. Tiden er snart inde,” sagde manden og gik over til mig. Han løftede mig op, selvom jeg ikke brød mig om at være oppe i hans arme. Han lugtede ikke godt, og hans horn i panden var grimme.

”Jeg vil have Taemin og Minho appa!” klagede jeg og slog på mandens skulder. Jeg råbte jeg skreg, indtil han ville lade mig have min vilje. Jeg havde dog lært, at jeg ikke måtte gøre sådan, men det hjalp alligevel, hvis jeg gerne ville have min vilje. Især når det var ude i byen, og Key blev flov over mig, og gav mig den bamse jeg gerne ville have, eller en slikkepind. Manden måtte da også være træt af mig?

”Du kan skrige så meget du vil, det piner mig ikke. Jeg hører på de dødes skrig konstant, Yoogeun. Dit skrig er ingenting i forhold til deres,” sagde han. Jeg lukkede min mund og holdt op med at skrige. Jeg snøftede dog bare trist, imens jeg tænkte på mine appas.

”Yoogeun!” hørte jeg en savnet, bekendt stemme, råbe. Jeg drejede mig rundt i mandens arme, og fik øje på nogen, der kom løbende, men blev holdt tilbage af en anden. Taemin appa! Minho appa!

”Appa!” råbte jeg og vred mig ud af mandens arme og løb mod mine appas med åbne arme. Taemin løb mod mig med et stort smil og løftede mig op i sine arme.

”Yoogeun!” sagde Taemin igen, lykkelig. Han smilede stort til mig og kyssede min ene kind hundrede gange.

”Aaa! Appa!” beklagede jeg med et grin.

Det varede dog ikke længe, før ham manden fra før, pludselig stod bag min appa, og tog fat i halsen på ham. Hans greb var tydeligvis stramt, og Taemin appas vejrtrækning blev langsommere og langsommere. Der kom sorte mærker på Taemins hals.

”Appa!” udbrød jeg bange.

”Sig farvel… Lee Taemin,” hviskede manden.

”Fjern dig fra min forlovede!” udbrød Minho appa og slog hårdt manden væk fra Taemin appa, der straks sank sammen med mig og gispede efter vejret. Minho knyttede sine hænder og stillede sig mellem os og manden.

”Taemin appa, er du okay?” spurgte jeg lavt med tårer i øjnene. Taemin smilede forsigtigt til mig, imens han hostede, og nikkede.

”Sikke tåber… Hvor vover I, at stille jer op mod Lucifer selv. I er bare nogle døde mennesker. I er ikke andet!” udbrød manden. Jeg krammede mig ind mod Taemin appa, bange.

”Sig farvel til hinanden…” hvæsede manden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...