Pageboy 3: Untill The End

Lige siden Taemin og Minho blev engle, og tog sammen til Himlen, har Yoogeun været helt nede i kulkælderen. Key og Jonghyun, som passer ham, er bekymrede. Taemin og Minho savner desuden deres venner, og Karorin og Onew har endnu ikke fundet sammen. Nyt kaos opstår, denne gang med Yoogeun, og hans hemmelighed varer ved.

174Likes
848Kommentarer
13118Visninger
AA

10. Bekymring

”Hvordan kommer vi så hen til Yoogeun?” spurgte jeg og bed mig selv i underlæben. Rin så på mig med et bekymret blik, imens hun tænkte lidt over spørgsmålet.

”Jeg skal have snakket med Donghae om det. Det er ikke nemt, bare sådan at komme derned,” sagde hun og så lidt væk fra os, hvorefter hun gik mod døren til udenfor.

”Rin, vent,” sagde Onew. Rin stoppede brat op og så forsigtigt tilbage på Onew med et bedrøvet blik. Der var virkelig noget mystisk mellem dem. De elskede hinanden, men deres kærlighed var ikke tilladt.

”Jinki,” mumlede Rin lavt og sænkede sit blik en smule.

”Lad mig tage med, Rin. Lad mig tage med derhen, for at få Yoogeun tilbage,” sagde Onew. Rin rystede forsigtigt på hovedet af ham og smilede svagt.

”Jinki, mennesker kan dø så nemt som ingenting, dernede. Jeg vil ikke have, at det sker. Hvis man dør i helvede, så bliver man i helvede,” forklarede Rin lavt og forsigtigt.

”Lad mig tage med, Rin. Jeg vil gerne beskytte dig,” mumlede Onew og gik hen foran hende. Han lagde blidt sin hånd på hendes kind, og hun lagde sin hånd ovenpå hans. Hun sukkede dybt og opgivende, hvorefter hun så hen på mig og Minho.

”Hvad siger I?” spurgte hun lavt. Minho og jeg så på hinanden, hvorefter vi rettede vores blikke mod Rin igen.

”Bare lad ham komme med…” sagde jeg lavt. Rin virkede ikke helt tilfreds med vores svar, da hendes blik straks blev helt trist. Hun nikkede dog forsigtigt og forlod huset, for at tage hen og snakke med Donghae.

 

”Hvad gør vi, hvis vi ikke kan få Yoogeun tilbage, Minho?” spurgte jeg lavt og sendte min forlovede et bekymret og trist blik. Han kørte blidt sine fingre gennem mit hår som en trøst.

”Vi skal nok finde ham, Taemin, bare rolig,” sagde han og kyssede min pande helt blidt.

”Minho, vi har jo ingen chance overfor Lucifer, det ved du. Vi er jo bare to engle, en skytsengel og et menneske. Han har kræfter så store, som en Gud,” påpegede jeg.

”Taemin, gennem det sidste halvandet år, har vi oplevet ting, der var endnu værre, det ved du. Vi kom igennem det, imens vi stadig var sammen,” sagde Minho.

”Men du døde af det, Minho. Du døde, og så gik jeg selvmord, bare for at være sammen med dig,” sagde jeg lavt. Minho lagde sin arm trygt omkring mig.

”Så længe vi bliver sammen, sker der ikke noget, Taemin. Vi fejlede kun dengang, fordi vi tvivlede på vores følelser,” sagde Minho. Han havde ret. Vi tvivlede jo på, om vi virkelig elskede hinanden eller ej.

”Jeg elsker dig, Minho,” røg det bare ud af min mund. Han smilede blidt til mig og kyssede forsigtigt mine læber, ikke alt for meget, da Key stod et lille stykke væk og skændtes med Jonghyun om, hvem der skulle lave mad når vi engang kom hjem.

Hvis vi kom hjem.

Turen ville vel tage længere tid, end blot en enkelt dag, ikke? Det var allerede ved at blive lidt sent, og Solen ville snart gå ned udenfor. Det var snart tid til, at vi skulle derned. Ned i helvede. Det sted, ingen ville ønske sig hen, hvis det ikke var for at redde sit barn.

Vores barn! Mit og Minhos barn.

”Jeg tilgiver ikke Lucifer for det er,” mumlede jeg lavt og lænede mig ind mod Minhos bryst. Han puttede sine arme trygt omkring mig og nussede mit hår.

”Det vil jeg heller ikke, vi skal nok få Yoogeun tilbage, Taemin. Før det er for sent, ikke?” sagde han. Jeg nikkede forsigtigt og krammede ham. Jeg var glad for, at han var min forlovede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...