Dr. Bieber... JB!4

Rose/Dream er i koma, Justin er helt nede, og alle hans venner gider ham ikke. Men midt i dette store kaos, vil der så komme et lys? Vil der ske et mirakel, så Rose/Dream vågner? Og hvis hun gør, tilgiver hun ham så? Er kærlighed nok?

20Likes
91Kommentarer
4540Visninger
AA

7. Justin's synsvinkel.

Det ærgrede mig, at jeg ikke kunne gå med Greyson, da Chris og mig var tæt knyttet. Men jeg blev nødt til at vente her, da Ryan og Chaz kunne komme hvornår det skulle være. Men ville det ikke være lige så mærkeligt, at det er mig der åbner, i stedet for Greyson? Og hvad nu hvis Greyson løj, om at Chaz og Ryan ikke beskyldte mig? Kunne han finde på det? Umuligt, han havde jo været så venlig. Men var det derfor han var så venlig?  

Okay, jeg stopper min tankegang, lige der! Jeg mener, hvorfor dog beskylde Greyson for noget, som sikkert ikke passer? Det var ledt og upassende, da han var den eneste der havde taget kontakt med mig. Burde jeg så være vred på Chris, Chaz og Ryan? Burde jeg ikke det? Jeg mener, de havde ikke kontaktet mig, fordi Caitlin havde sagt, at de ikke skulle gøre det? Er vores venskab virkelig ikke mere værd?  

Dørklokken afbrød min absurde tankegang. Jeg gik hen til døren, men var pludselig bange for at åbne den. Hvad nu hvis de begyndte at råbe af mig? Hvad hvis de gjorde det samme som Caitlin? Det ville sikkert gøre mere ondt, end da Caitlin råbte af mig. De var jo trods alt mine bedste venner. Jeg rystede på hovedet, som om jeg rystede tankerne væk, og tog så en dyb indånding, inden jeg åbnede døren.  

Chaz og Ryan kiggede overrasket på mig, men smilede så stort. Jeg lod dem komme indenfor, men nåede knap nok at lukke døren, før de krammede mig. Da de trak sig væk fra mig igen, var de helt oppe at køre. ”Justin! Hvor er det lang tid siden,” sagde Ryan, og smilede stort. Det var alt for lang tid siden, tænk at jeg egentlig ikke selv var taget hen til dem. Altså, jeg kunne ligeså godt have gjort noget ved det, som de kunne.  

”Det er alt for lang tid siden! Undskyld jeg ikke har ringet eller noget,” sagde jeg, og blev lige pludselig fyldt med skyldfølelse. Hvad var det for en dårlig ven jeg havde været? Jeg havde beskyldt dem for ikke at tage kontakt med mig, men jeg var ikke spor bedre. Det var lige det modsatte af at være en god ven.  

”Det er ikke kun din skyld, vi kunne også have ringet. Desuden vidste vi, at du nok var mere nede end os andre, og nok hellere ville være lidt alene, end at høre på vores tamme forsøg på at gøre dig glad,” sagde Chaz, og trak på skuldrene, med et skævt smil.  

De kendte mig virkelig godt. De første par dage, havde jeg været så langt nede i kulkælderen, at jeg kun lagde i min seng, og stirrede op i loftet. Jeg kunne ikke får mig selv til at rejse mig op, min krop gad ikke reagere.  

”I kender mig rigtig godt. Jeg gad ikke rigtig noget i den tid, lige efter at… Dream…” sagde jeg, men kunne ikke få ordet over mine læber. Hvorfor var det så svært at sige? Hvorfor gad de ord ikke komme over mine læber? Jeg kunne skrige ordet ’koma’ i mit hoved, men det gad ikke komme ud.  

”Det er helt i orden, vi ved godt du stadig ikke har det helt fint endnu,” sagde Ryan, og smilede et beroligende smil til mig, da han sikkert kunne se min frustration. Jeg nikkede med et skævt smil, idet det døren bag mig langsomt åbnede. Jeg flyttede mig, så døren kunne åbnes, og havde regnet med at se Chris og Greyson. Men i stedet stod en person, som jeg helst ikke ville have set.  

Caitlin…  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...