Whispering

Et lig findes, hvor morderen efterlod bekseden "L. A. Academy". De to efterforskere, Lee Jinki og Kim Jonghyun, bliver sat på sagen for en hurtigst muligt opklaring. Men deres møde med L. A. Angels, seks individer der dominerer skolen, går ikke efter deres planer, og ender i en verden af skjulte masker. Men i takt med de kommer dybere ind i sagen, bliver deres hjerter også taget dybere ind.
Vil sandheden komme frem og kærligheden sejre, eller vil sagen gå tabt under kampen om magten?

12Likes
72Kommentarer
3314Visninger
AA

9. Comeback

"Lad os tage hjem og få noget søvn, så kan vi snakke med engle-gruppen senere. Systemet er også gået ned."

  Jeg nikkede træt. Jeg rejste mig og tog min jakke. Mine skridt var knasende, mens jeg stille fulgte efter Jonghyun. Dobbelt Lee var endda også på ekstra arbejdstimer, så Jonghyun og jeg var ikke de eneste der var begravet i arbejde. Dog havde Dobbelt Lees sager ikke én fællesnævner: L. A. Academy. Hvis det havde været tilfældet, havde de skubbet al papirarbejdet på Dinoen og Chicken Lover, ergo Jonghyun og mig. Jeg håbede snart der ville komme nogle nye til vores afdeling.

 

Da Jonghyun bankede på min dør, føltes det alt for tidligt. Jeg havde ikke lyst til at stå op, og slet ikke tage hen til L. A. Academy. Hun ville alligevel ikke være der, og der vil bare være stille.

"Aigoo, Onew, jeg har kylling med," hørte jeg Jonghyun sige udefra gangen. Kylling! Jeg kravlede langsomt ud af min seng, og fumlede med at komme hen til døren og låse op.

"Du ser forfærdelig ud, må man sige."

"Og godmorgen til dig, Jonghyun," sagde jeg og rakte tunge. Jeg forlod ham, med døren stående åben, for at kunne tage et bad.

  Da jeg kom ud fra badeværelset igen, fuldt påklædt, sad Jonghyun og ventede på mig. For at være mere præcis, han sad og spillede et eller andet spil på hans telefon. Posen med kylling stod på bordet, som jeg hurtig tog og løb mod min hoveddør.

"Sidste man smækker døren, og jeg kører i dag," råbte jeg. Jeg hørte nogle irriteret lyde komme fra Jonghyun.

 

"Der er stille, alt for stille," mumlede jeg for mig selv. Selvom L. A. Academy er en stor skole, er der var stille lige nu. Der var ingen der skreg af Angel-gruppen, hvilket var meget mystisk. Så vidt jeg vidste, skulle der heller ikke være nogen samlinger på kalenderen. Men ak ja, der kan være sket så meget på den tid jeg har været væk. Jeg strakte mig, højt, og kløede min næsetip. Jeg tog en dyb indånding inden jeg trådte ud af bilen, efterfulgt af min sædvanlige følge.

 

  Mit blik rettede sig mod indkørslen til skolen. Jeg gik helt i stå, ligesom alle de andre omkring mig. Vi havde lige været inde og tale foran hele skolen, om mulige trusler, og på vej mod rektorens kontor. Alle elever havde været samlet, og var nu en stor klump. En klump der snart stod klisteret mod vinduerne.

"Hun er tilbage! Hun er tilbage!"

"Val-unni er tilbage på skolen!"

"Val-noona er tilbage, så det betyder vi kan spille basket mod pigerne igen!"

"Men hvem er alle dem bag hende?"

"Der er så mange i jakkesæt, advokater? Skal hun mon flytte skole!?"

"OOOH!! Der er de andre Angels!"

  Sammen med Jonghyun havde jeg presset mig frem, så vi kunne se hvad der skete. Rigtig nok, det var Hannah Valentine i egen høje person, efterfulgt af en håndfuld mænd i jakkesæt. Jeg ved ikke rigtig om de andre fra deres gruppe var glad for at se hende, for det lignede de overfaldt hende. Så vidt jeg kunne se, lå Hannah på jorden med to personer stående over hende. Kibum og Kekirie. Det så ud som de holdte hende nede med hver deres fod, mens de snakkede til hende? Skæld ud måske?

 

 Jeg så dem alle fem ud af øjenkrogen. Choi Minho, Lee Taemin, Kim Kibum, Godwin Karorin, og Godwin Kekirie. De havde vist også set mig, før jeg vidste af det lå jeg ned og kiggede op på Key og Keki. Jeg sank en klump. Jeg havde jo forladt min umma og appa uden at sige noget, så det stod nok på en skideballe. Medmindre Rin eller Taemin ville redde mig. Jeg kiggede dog tilbage på mit følge, og gav dem et ok-tegn. De skulle helst ikke skade folk jeg elsker højst. Men pludselig stod jeg op igen. Med Yunho og Changmin på hver min side.

"Hannah, det kan godt være de er dine bedste venner," sagde Changmin.

"Men du skal stadig ikke ligge på jorden," afsluttede Yunho.

"FINGRENE VÆK FRA VORES BABY!" skreg Key og Keki i kor, mens de rev mig ind i deres favn.

"YARH! FINGRENE VÆK FRA VORES PIGE!" råbte Yunho, hvor han derefter hev mig tilbage og skubbede mig ind til Changmin.

  Jeg måtte hellere gøre noget, inden et uheld fandt sted. Jeg løsnede Changmins greb om mig. Jeg stilte mig mellem Yunho og Key, de skulle i hvert fald ikke op og slås. Ikke engang for sjov.

"Umma, appa, Rin-Rin, Taemin, Minho, dette er Jung Yunho og Shim Changmin. De har passet på mig siden jeg har været lille," sagde jeg stille. Key så ud som om han skulle besvime. Yunhos og Changmins kæber lå på jorden, efter jeg havde kaldt Key for 'umma' og Keki for 'appa'. Jeg troede jeg havde fortalt dem om hinanden.

"Max Changmin," rettede Changmin mig. Jeg kunne tydeligt se hvad han mente med det.

"Jeg var fem år der! Hvordan skulle jeg vide det var 'Max Changmin', og at Max ikke var Yunhos usynlige ven?!"

  Alles blikke rettede sig på mig. Jeg følte mig pludselig meget lille.

 

 Jeg havde løbet ned mod dem, med Jonghyun ved min side, men vi stoppede begge op. De to fremmede fyre, hjalp Hannah som om det var naturligt for dem. Deres samtale lød også meget mærkelig. Jeg forstod den ikke helt, men jeg havde forstået de to fyre hed Jung Yunho og Shim Changmin. Og så  noget med en usynlig ven.

  Jeg stod bare og betragtede hende. Det blonde hår, de gyldenbrune øjne, de fyldige læber, en pæn tan, den skinnende diamant ring. Eh? Vent, diamant ring!? Endda på hendes ringefinger!

"OOI~, Hannah er du blevet forlovet?!" fløj det ud af munden på mig. Det føltes som om en masse knive var stukket i gennem mit hjerte. Jeg kunne ikke forstå det, var grunden til hun var væk fordi hun skulle forloves? Jeg så hvordan hun lagde hovedet på skrå, mens hun bare kiggede på mig.

 

You can’t, you can’t, don’t leave like this.

Please just one more time, one more time, hold me in your arms again.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...