Brændende Kærlighed

Karorin får besked på, at skrive til skoleavisen om den mystiske skole, der er ude i skoven. Da hun tager derud, finder hun hurtigt ud af, at skolen ikke er, som andre skoler. Hvad gør man så, når man er fanget? Når der er en bekendt person fra ens barndom, og når man bliver forelsket i ham, hvis skyld det hele er? (Dette er en af mine gamle historier som jeg lige fandt på min computer, som folk gerne ville have, at jeg lagde ud, så det gør jeg. :D)

120Likes
196Kommentarer
10103Visninger
AA

34. Nothing better than you

Asken blæste op omkring os alle, mine øjne var stadig lukket, og asken i mine hænder var snart, væk. I stedet, var der nogle varme hænder, der flettede fingre med mig, og nogle bløde, varme læber mod mine. Læberne fik mit hjerte til at slå hurtigere. Jeg havde frygt for at åbne mine øjne, hvis han nu ikke var der. Jeg åbnede forsigtigt mine øjne, og så direkte ind i de smukkeste, mørkebrune øjne, med et gyldent skær. Hans blik, der mindede om en lille hundehvalp. Tårerne kom tilbage. Denne gang var det glædestårer.

”J… J-Jonghyun!” udbrød jeg og omfavnede ham stramt. Så stramt at man skulle tro, at jeg aldrig ville give slip på ham igen. Han grinede lidt, det samme gjorde jeg. Jeg havde savnet hans dejlige duft. Jeg fattede ikke, at jeg havde kunnet leve uden den.

”Jeg elsker dig, Rin,” sagde han.

”Jeg elsker også dig,” hviskede jeg imens jeg hvilede mit hoved ind til hans skulder.

”Awwh, hvor er I kære!” udbrød Key. Jeg gispede straks og så op på Key. Jeg havde helt glemt, at alle eleverne stod omkring os, og smilede af os, imens de sagde lyde, som om vi var to kattekillinger, eller hundehvalpe. Jeg så på Jonghyun.

”Jjong, hvordan er du her? Hvorfor… Jeg mener… Jeg er forvirret,” mumlede jeg og surmulede en lille smule. ”Du gjorde det, Rin,” sagde Nara og smilede. Jeg stirrede bare på hende, overrasket. Jeg pegede på mig selv. Nara nikkede.

”Hvad? Men jeg kan jo ikke noget,” mumlede jeg.

”Mennesker der er almindelige, kan ikke komme til den her skole, Rin,” sagde Key og trådte lidt frem.

”Derfor vidste vi, at du også kunne noget,” sagde Taemin og smilede imens han drak noget bananmælk.

”Vi skulle bare finde ud af, hvad det var,” sagde Onew. Jeg havde fundet ud af det, men var stadig forvirret. Jeg havde bragt Jonghyun tilbage fra intetheden. Min evne… Det var healing. Ikke kun sådan noget som at heale sår? Nara så på Minho, og ændrede lidt ansigtsudtryk.

”Choi Minho, jeg har observeret dig i noget tid,” sagde Nara og gik over til Minho. Minho så på Nara.

”Du passer på Karorin, selvom du har mistet dine vinger. Hvorfor?” spurgte hun. Minho sukkede lavt. Jeg så tilbage på ham.

”Fordi jeg ikke har fuldført opgaven jeg fik endnu, om at få Rin til at føle sig sikker,” mumlede Minho. Nara smilede varmt til Minho.

”Mon ikke du skulle have brug for et par vinger, til at fuldføre den mission?” sagde Nara. Minho gispede og så overrasket på Nara, som bare smilede. Minho kunne mærke noget. Noget der skulle til at flænse det bagerste af hans trøje. Han holdt om sig selv, og faldt ned på knæ. Jeg gispede og rejste mig straks op.

”Minho!” udbrød jeg. Jeg troede straks, at han var kommet til skade. Tvært imod. Ud fra hans ryg, spredte der sig nu to, store, pragtfulde og smukke vinger. Fjerene var hvide, og de faldt omkring os alle.

”Dine vinger, Minho,” hviskede jeg lavt. Nara lagde en hånd på Minhos skulder.

”Minho, du har bare at passe godt på Rin nu, ikke? Ingen undskyldning nu,” sagde hun og smilede. Minho rejste sig op og så på sine vinger. Et smil bredte sig over hans ansigt. Et stort smil. Han havde glædestårer i øjnene. I tre år havde han savnet sine vinger. De var jo som en kropsdel for ham, bar vigtigere.

”I må have mig undskyldt, jeg har en Charlot som jeg gerne vil straffe,” sagde Nara og smilede varmt, hvorefter hun fløj op mod himlen, og efterlod store, smukke, hvide fjer efter sig. Jeg smilede stort. Det kunne ikke blive meget bedre nu.

”Aaah, det ser ud til, at du fik Jonghyuns første kys og omvendt, Rin,” sagde en stemme. Jeg så over mod et træ, hvor Aissa stod lænet op ad. Var jeg den eneste, der kunne se hende? Hun smilede ondt.

”Bare ærgerligt at du ikke nåede det i tide. I er alle sammen fanget her, til evig tid,” sagde hun og grinede lidt ondt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...