Brændende Kærlighed

Karorin får besked på, at skrive til skoleavisen om den mystiske skole, der er ude i skoven. Da hun tager derud, finder hun hurtigt ud af, at skolen ikke er, som andre skoler. Hvad gør man så, når man er fanget? Når der er en bekendt person fra ens barndom, og når man bliver forelsket i ham, hvis skyld det hele er? (Dette er en af mine gamle historier som jeg lige fandt på min computer, som folk gerne ville have, at jeg lagde ud, så det gør jeg. :D)

120Likes
196Kommentarer
10113Visninger
AA

14. Lektiehjælp

”Rin, har du hørt, hvorfor skolen er blevet forbandet?” spurgte Key, da han kom ind med min aftensmad senere på aftenen. Jeg så på ham og nikkede så forsigtigt. Jonghyun havde fortalt det.

”Ah, jeg hørte godt at du havde været en del sammen med Jongie i dag,” sagde Key og smilede. Jongie? Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt. Key så rundt omkring sig, Solen var ved at gå ned.

”Det bliver snart mørkt, jeg finder lige noget at tænde lamperne med, vent her!” sagde Key og begyndte at gå. Jeg havde ikke rigtigt noget valg, jeg kunne knapt nok stå op. Key var altså taget af sted for at finde en tændstik, så jeg ikke skulle være i mørke hele aftenen. Det var ret kedeligt at ligge her en hel dag. Jeg fik skam besøg. Alle jeg kendte havde allerede været herinde, altså… Undtagen ’Jongie’.

Det bankede på mit vindue. Først troede jeg bare, at det var en fugl eller noget lignende, men så fik jeg øje på Jonghyun, som var på den anden side og smilede til mig gennem vinduet. Han åbnede selv vinduet, og kom ind på mit gulv. Han lukkede hurtigt vinduet efter sig igen.

”Du må altså godt bruge døren,” drillede jeg og grinede.

”Det er sjovere på den her måde,” sagde han og grinede sammen med mig. Jonghyun fik hurtigt øje på maden der stod foran mig.

”Ah, Key har lavet mad til dig, kan jeg se,” sagde Jonghyun og fumlede med noget i hænderne. Jeg nikkede kort.

”Ja, han er nærmest som en mor for mig,” grinede jeg kort. Nu da jeg ingen mor havde længere, så var det faktisk rart at have en der udfyldte det tomme rum. Jonghyun så på mit ben.

”Rin, hvad er der sket?” spurgte han og kom nærmere. Jeg smilede bare lidt.

”Det er ikke noget særligt. Jeg blev bare fældet på fodboldbanen i dag, ikke andet,” jeg kløede mig forsigtigt i nakken.

”Det var bare et uheld, at Charlot fældede mig.”

”Det ligner hende ikke at gøre sådan noget, må jeg sige,” mumlede Jonghyun. Han fik øje på noget der stod på min madbakke. Kakao!

”Hey! Vil du ikke have varm kakao?” spurgte han. Jeg hævede et øjenbryn og så på kakaoen.

”Jeg elsker varm kakao, men… Hvordan vil du varme den?” spurgte jeg. Han tog flasken hvor det var i, og holdt den i sine hænder. Der gik ikke længe, før jeg kunne se kakaoen koge, inde i den gennemsigtige flaske. Jeg tror, jeg havde fundet ud af hans evne. Han stillede flasken tilbage på min bakke.

Han så rundt, gik over til en lysestage, lagde sin pegefinger på den, og alle stearinlysene blev straks tændt med en stor flamme. Ja, jeg havde helt sikkert fundet hans evne. Han tændte også olielamperne, og nu var Key jo gået hen efter en tændstik… Jonghyun gik hen til mig og satte sig på min sengekant. Han smilede varmt til mig, holdt sin håndflade frem mod mig, jeg så på den. Der kom langsomt nogle flammer op fra hans hud. Jeg blev meget forbavset, kunne slet ikke fjerne mit blik fra det. Jeg havde noget med ild, jeg elskede ild, og kunne stirre på flammen på et stearinlys i flere timer.

Flammen i Jonghyuns hånd, dannede sig langsomt til en flot, rød, flammende rose. Jeg smilede stort, og kunne mærke mine kinder brænde ganske svagt. Ligesom ild, men dejlig, kildende ild. Rosen forsvandt da han lukkede sin hånd. Det var svært at tro, at det var hans skyld, at skolen var forbandet.

”Hey Rin, er du god til historie?” spurgte Jonghyun pludselig og fandt nogle papirer frem. De papirer, som han havde fumlet med før. Jeg grinede lidt. Utroligt nok. De havde haft den samme undervisning i hundrede år, og alligevel havde Jonghyun svært ved historie?

”Okay, jeg kan nok godt hjælpe dig, som tak for den varme kakao,” sagde jeg og tog hans papirer for at se dem igennem. Jonghyuns blik hvilede på mig, han smilede helt svagt. Jeg håbede bare ikke at han lagde mærke til de blodrøde kinder jeg havde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...