Brændende Kærlighed

Karorin får besked på, at skrive til skoleavisen om den mystiske skole, der er ude i skoven. Da hun tager derud, finder hun hurtigt ud af, at skolen ikke er, som andre skoler. Hvad gør man så, når man er fanget? Når der er en bekendt person fra ens barndom, og når man bliver forelsket i ham, hvis skyld det hele er? (Dette er en af mine gamle historier som jeg lige fandt på min computer, som folk gerne ville have, at jeg lagde ud, så det gør jeg. :D)

120Likes
196Kommentarer
10111Visninger
AA

6. Den grumme sandhed

Solen var ved at gå ned udenfor, jeg sad og rystede helt. Jeg nev mig selv i armen op til flere gange. Der her var fysisk umuligt! Jeg så på dem der sad omkring mig. Vi sad i et lokale. Det var alle dem, jeg havde mødt i løbet af dagen. Minho kom endelig ind af døren, efter nogle minutter hvor han havde været væk.

”Jeg kan ikke finde ham,” sagde han. Onew lænede sig tilbage på stolen og sukkede opgivende.

”Det er typisk ham, når der er sne og kulde, så gemmer han sig væk,” sagde han og lænede sig mere tilbage så han vippede på stolen. Det endte så med overbalance, han faldt bagover og landede på gulvet med et BUMP. Dem i rummet grinede en smule, men pludselig var det som om, at tiden gik baglæns, hvad angik Onew, og han sad pludselig på stolen igen. Jeg hævede et øjenbryn.

Udover Onew, så sad Saki og legede med vandet i hendes glas, og lavede springvand og alt muligt andet. Angelina sad og drillede hende, ved at forvandle hendes vand til is. De havde intet at skjule længere. Ikke overfor mig. Hannah og GD sad bare og kedede sig lidt. Taemin sad ved siden af Angelina og så på hendes kunst, som hun kunne lave ud af is.

Det var derfor at Angelina ikke frøs udenfor, hun kan kontrollere is og sne. Jeg så på Minho, jeg følte stadig ikke, at dette var virkeligt.

”K-Kan jeg ikke bare glemme det her, og tage hjem?” spurgte jeg lavt, min stemme rystede. Jeg var bange. Jeg sænkede mit blik. Jeg rystede helt. Minho lagde en arm på hver af mine skuldre, jeg følte pludselig en tryghed. Minho var faktisk den eneste her, som jeg følte mig tryg ved. Den eneste som jeg følte, at jeg kendte? Jeg så væk.

”Kan jeg ikke godt få lov til at snakke med min storesøster? Ringe til hende? Ét eller andet?” spurgte jeg lavt. Der blev stille i lokalet, alle så lidt ned.

”Det er det, der er problemet,” sagde Minho da han satte sig ved siden af mig og lagde en hånd på min skulder. Jeg så mærkeligt på ham.

”Vi kan forlade slottet, gå ud i skoven, men lige meget hvilken retning vi går…” Minho blev afbrudt.

”… så kommer vi altid tilbage her til skolen igen,” afsluttede Hannah. Jeg så mærkeligt på dem alle.

”I starten var det meget sjovt med så meget mystik, men efter få dage, så bliver det kedeligt og trist,” sagde Saki og puttede vandet op i glasset igen.

”For ikke at tale om at man ikke kan tage ud og feste, forny sin garderobe, eller møde andre mennesker end der er på skolen,” sagde Key, som stod op ad væggen lidt væk fra mig.

”Så I kan slet ikke forlade det her sted?” spurgte jeg. Alle rystede på hovedet.

”Det har været sådan i nogle år nu,” sagde Taemin.

”Det startede med, at vores skole var som alle andre skoler, helt normal, men så kastede der sig en forbandelse over os, som gjorde at vi alle ville have de evner, og vi aldrig ville leve som normale mennesker igen. Vi hørte ikke til i verdenen, og blev slettet fra verdenskortet,” sagde Minho.

”Derfor overraskede det os meget, at en person udefra, kunne komme her til skolen,” sagde Onew. Jeg begyndte at tænke tilbage, fra da jeg gik ind i skoven. Jeg kunne huske, at jeg nærmest gik gennem en mur, der lyste blåt, og før jeg vidste af det, var jeg midt i skoven. Var det der, jeg kom herhen? Jeg sad bare og stirrede tomt ned i bordet, så gik det op for mig. Jeg rejste mig straks og så på Minho.

”Kan jeg så ikke komme hjem?!” udbrød jeg. Minho tog fat i mine arme, som rystede helt vildt. Jeg var på randen til at græde.

”Jeg er ked af det, Rin… Men når du først er kommet herhen, så er du fanget sammen med resten af os,” sagde Minho. Så kom tårerne frem. Som vandfald. De trillede ned ad kinderne på mig.

”N-Nej… Jeg kan ikke se min søster igen,” hviskede jeg lavt og bakkede lidt væk, men så omfavnede Minho mig bare fast. Hans varme spredte sig gennem min krop, jeg kunne mærke hans hjerte slå. Jeg følte mig tryg. Jeg havde helt klart mødt ham før. Set ham før. Men dengang så han ikke sådan her ud… Der var en stor forskel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...