Brændende Kærlighed

Karorin får besked på, at skrive til skoleavisen om den mystiske skole, der er ude i skoven. Da hun tager derud, finder hun hurtigt ud af, at skolen ikke er, som andre skoler. Hvad gør man så, når man er fanget? Når der er en bekendt person fra ens barndom, og når man bliver forelsket i ham, hvis skyld det hele er? (Dette er en af mine gamle historier som jeg lige fandt på min computer, som folk gerne ville have, at jeg lagde ud, så det gør jeg. :D)

120Likes
196Kommentarer
10123Visninger
AA

8. Ar

Imens jeg lå og sov let, blev døren til mit værelse åbnet. En person trådte ind og lagde noget tøj på en stol, ikke så langt fra min seng, hvorefter han så over på den sovende mig, med ansigtet rettet mod hans retning. Han gik over til mig, satte sig på knæ foran min seng og sænkede sit blik.

”Undskyld at jeg ikke kunne beskytte dig og din mor,” sagde han lavt og kørte en hånd over min pande, for at fjerne noget af mit pandehår. ”Jeg er ked af, at du endte op på den her skole, Rin. Det er det sidste, jeg ville ønske skulle ske for dig.”

Han plantede blidt, varmt et kys på min bare pande. En varme strømmede gennem kroppen på mig. Han rejste sig og forlod mit rum, men så en sidste gang tilbage på mig, før han gik ud af døren.

 

Hvorfor var jeg kommet til den her skole? Jeg følte mig som en outsider. Alle andre omkring mig var specielle, jeg kunne intet. Jeg håbede bare at det var en uhyggelig drøm, og når jeg vågnede, ville jeg være tilbage i mit eget hus! Jeg ville ikke huske noget af det her, ligesom jeg sjældent huskede mine drømme. Men alligevel, så ville jeg ikke glemme alle de personer jeg havde mødt. De var som nye venner for mig.

 

Det skete ikke. Jeg var ikke tilbage i mit eget hus. Jeg havde intet glemt. Jeg var stadig på værelset på skolen. Jeg satte mig op i den bløde seng. Jeg kunne mærke at min pande kildede lidt. Jeg kunne ikke lade være med at smile, hvorfor mon? Jeg så over på stolen lidt væk fra min seng, der lå noget tøj, lagt fint sammen. Jeg kunne se, at det var en pigeskoleuniform fra skolen af. Betød det… Betød det, at jeg nu gik på skolen? Men jeg havde ingen evner!

Jeg fik hurtigt skoleuniformen på, den passede perfekt, som var den malet på. Jeg så over mod vinduet og smilede en lille smule. Gad vide om jeg ville se Jonghyun i dag? Jeg var så spændt, men alligevel… Hvorfor ville jeg gerne se Jonghyun? Jeg besluttede mig så for, at gå til Minhos værelse, bare for at tænke på noget andet.

 

Der var så mange værelser over alt! Men jeg spurgte lidt om vej. Eleverne omkring mig virkede allerede rarere, end de gjorde dagen før. Det var dejligt at føle, at man hørte til. Eller, nogen lunde hørte til.

Jeg bankede kort på døren til Minhos værelse. Der var intet svar, men jeg åbnede alligevel døren, bare en lille smule. Jeg opdagede så, at han lå og sov på sin seng. Trygt og rart. Der var morgenmad om ikke så længe, han skulle skynde sig op og i fjerene! Jeg trådte ind på værelset og lukkede døren efter mig. Jeg gik over til hans seng og satte mig ned ved siden af den imens jeg så på ham. Jeg smilede. Hans ansigt vendte mod mig.

”Minho hyung,” sagde jeg lavt og blidt og lagde en hånd på hans ryg. Han lå på maven. Jeg sukkede lavt, da han ikke reagerede.

”Op og hop, Minho,” sagde jeg og trak dynen af ham. Jeg gispede forskrækket og gav straks slip på dynen, idet jeg bakkede overrasket væk. For det første lå han i bar overkrop. Det gjorde mig ikke så meget, jeg havde tit set fyres overkroppe, både på stranden og i svømmehallen, selvom man tydeligt kunne se at Minho var veltrænet… Men det der skræmte mig, var de to store ar, som Minho havde på sine skulderblade. De var store og tydelige, lyste nærmest blodrødt. Han slog straks øjnene op da jeg gispede. Han opdagede mig hurtigt og vendte brystet til mig, for at skjule sin ryg. Han stirrede på mig.

”Hvad så du?!” udbrød han straks. Jeg havde aldrig set Minho sådan. Han lukkede sine øjne stramt i.

”Forsvind!” sagde han højt, vredt. Han lød virkelig sur på mig, jeg følte at mit hjerte blev revet over i to. Han var den eneste jeg følte mig tryg ved på den her skole, og nu hadede han mig. Jeg ville jo bare vække ham, så han ikke kom for sent til morgenmaden. Jeg lukkede mine øjne stramt sammen og løb mød døren. En tåre løb ned ad kinden på mig, idet jeg løb ud af værelset.

Perfekt. Nu var Minho vred på mig. Jeg havde vel fortjent det, ikke? Jeg gik ind på hans værelse imens han sov. Alligevel var der et billede, som var printet i hovedet på mig; hans ar på ryggen. Det gav mig kuldegysninger ned ad min rygsøjle.

Jeg kunne ikke klare den slags. Jeg kunne ikke klare sår, blod, eller noget lignende. Tårerne trillede ned ad mine kinder, da jeg gik på gangen. Folk så på mig, ingen kom hen og snakkede til mig. Jeg kunne slet ikke lide den her skole. Jeg hørte ikke til her. Jeg var malplaceret. Alle her på skolen var perfekte, overnaturlige. Jeg var bare kedelige mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...