Brændende Kærlighed

Karorin får besked på, at skrive til skoleavisen om den mystiske skole, der er ude i skoven. Da hun tager derud, finder hun hurtigt ud af, at skolen ikke er, som andre skoler. Hvad gør man så, når man er fanget? Når der er en bekendt person fra ens barndom, og når man bliver forelsket i ham, hvis skyld det hele er? (Dette er en af mine gamle historier som jeg lige fandt på min computer, som folk gerne ville have, at jeg lagde ud, så det gør jeg. :D)

120Likes
196Kommentarer
10107Visninger
AA

16. Aissa

Jeg vågnede op midt om natten, olielampen ved siden af min seng brændte stadig, jeg bar pludselig slet ikke træt, selvom det var så mørkt udenfor. Jeg satte mig op i sengen og så på mit skadede ben. Jeg sukkede lavt, men begyndte så at rykke på det. Jeg hævede overrasket et øjenbryn, da jeg kunne bøje det, uden det gjorde ondt. Overhovedet!

”Ej seriøst,” mumlede jeg, da jeg viklede bandagerne af. Der var nogle blå mærker, men ellers var det så godt som aldrig før! Jeg smilede forsigtigt, da jeg rejste mig op, og gik rundt på mit værelse i bare fødder.

Jeg hørte pludselig nogen ude på gangen, troede jeg. Jeg lagde mit hoved på skrå, og gik hen for at åbne døren. Nej, gangen var helt ensom og forladt. Så var jeg jo så dumdristig, at gå mig en tur, selvom man ikke måtte forlade værelserne om natten. Jeg tog olielampen med mig, for at lyse lidt op. Jeg kunne godt lide mørket, selvom jeg var mørkeræd. Meget endda.

 

Jeg var gået i noget tid, men endte så med en lille tur ud i skolegården. Den store græsplæne, med sne på. Jeg havde bare fødder. Så langt havde jeg ikke tænkt. Så jeg brugte den samme sti, som førhen! Den Jonghyun havde smeltet. Jeg så et lys, ikke så langt væk, fra hvor jeg stod. Det var stort, men blidt. Ikke særlig kraftigt. Hvem var ude at gå så sent om natten?

”Er der nogen?” spurgte jeg, da jeg gik mod lyset. Jeg trådte nogle få skridt ud i skoven, jeg kunne jo sagtens finde tilbage alligevel. Jeg skulle bare gå i en hvilken som helst retning, så kom jeg tilbage.

”Hvad vil du?” sagde en stemme. Den tilhørte helt klart en pige. Det hvide lys var stoppet, men jeg gik nærmere. Jeg så på lyset med et mystisk blik. Lyset formede sig pludselig, jo nærmere jeg kom… Det lignede en pige. Hendes fødder rørte ikke jorden, hun var gennemsigtig. Hun var ikke levende længere… Hun var et spøgelse.

”Hvad? Skal du ikke skrige mig op i hovedet? Løbe din vej?” spurgte hun koldt. Jeg blev bare stående og så på hende.

”Det ville jeg nok også have gjort, hvis det ikke var fordi at der foregår så meget, jeg ikke finder virkeligt, og fordi jeg er bekymret for en person,” mumlede jeg. ”Så bekymret, at jeg ikke engang kan være bange for noget.” Jeg sænkede mit blik, idet jeg tænkte på ham. Den gennemsigtige pige kom nærmere, jeg så på hendes ansigt. Hun var smuk, havde langt, glat hår og flotte øjne.

”Hvem er denne person, du bekymrer dig sådan for?” spurgte pigen. Hendes udseende var ikke koreansk. Måske… Afrikansk? Men hun var ufattelig smuk! Jeg sænkede mit blik lidt og knyttede mine hænder.

”Jeg er ikke sikker,” mumlede jeg lavt.

”Jeg har ikke set dig før, du må være den nye pige, som alle snakker om, ikke?” sagde pigen pludselig. Jeg gispede lavt og så straks på hende. Hun smilede ganske svagt.

”Hvad er der galt, Rin?” spurgte hun, da hun kunne se at jeg var meget anspændt.

”I-Ikke noget, jeg har bare aldrig talt med et spøgelse før… Du kender mig, men hvem er du?” sagde jeg lavt. Kuldegysningerne løb ned af rygsøjlen på mig.

”Aissa. Jeg kom her for hundred år siden, for at erklære min kærlighed til den person, jeg troede var min eneste ene… Da jeg kastede forbandelsen over ham,” sagde hun, koldt. Jeg gispede lavt.

”D-Du er hende pigen, som Jonghyun afslog?” mumlede jeg.

”Ah, ja… Kim Jonghyun, det var hans navn. Alligevel, har jeg ikke snakket med ham siden. Du er faktisk den første jeg har snakket med i alle de år. De få mennesker der har været i stand til at se mig, er bare flygtet,” hendes blik sænkede sig.

”Hvis det er dig der kastede forbandelsen over Jjong, hvordan ophæver man den så?” spurgte jeg forsigtigt. Hun stirrede straks på mig med kolde øjne. Hun fór hen til mig, holdt hendes ene hånd om halsen på mig, stramt, så jeg tabte olielampen. Jeg greb fat om hendes hånd. Bange.

”JJONG?! HVORFOR KALDER DU MIN UDKÅRNE DET?!” skreg hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...