Kunstigt liv

Der står den. Den nyeste robot det største firma i Japan har lavet til dato med navnet HRHv2.0, Human Robot Helper version 2.0. Den mest virkelige og menneskelige robot nogensinde, programmeret til at hjælpe i menneskets hjem med alt lige fra rengøring til børnenes lektier.

Robotten ligner en ganske almindelig menneskepige med langt sort hår og perlehvid hud, som om den aldrig har været ude i solen. Robotten er slukket nu, så forskerne kan undersøge den for fejl i designet. Det eneste der ikke ser menneskeligt ud er maven. Den han samme form om en almindelig mave, men er lavet af rustfri stål og andre materialer med en masse knapper og små huller. Lige nu er der en lang ledning koblet til et af hullerne, som går videre ned til en kasse ved siden af den. Robotten bliver ladet op.

Firmaets direktør Takeshi Matsuda, en høj mand med sort overskæg, er lige kommet for at se robotten. Han er meget tilfreds. En af forskerne kommer over til ham.

”Den færdige udgave af HRHv2.0, direktør,” siger forskeren og peger med sin kuglepen på robotten.

”Godt, godt. Har i fundet nogle fejl på den?”

”Da vi prøvede den af gik det fint. Den gjorde alt vi bad den om og sagde ikke imod. Selv det som et almindelig menneske ville sige nej til, sagde den ikke noget ved. Vi gav den en masse skriftlige prøver, som den ikke lavede fejl i. Men da vi skulle afprøve dens følelser, kunne den ikke svare. Det viser sig at den ikke forstår hvad en følelse er,” afslutter forskeren uden at se direktøren i øjne.

”En alvorlig fejl. Kan i gøre noget ved det?”

”Nej, direktør.”

”Så smid den ud og lav en ny!” Direktøren går med faste skridt ud af lokalet og smækker døren hårdt i, så alle forskerne hopper.

Oppe på en stålbalkon ud over lokalet står en 17-årig dreng og kigger på. Han har sort hår, brune øjne, ja en almindelig dreng, hvis drøm er at overtage robotfirmaet, som han nok skal få opfyldt. Kohaku Matsuda er direktørens søn, og han set de mange robotter tage form lige siden hans første besøg i firmaet.

Kohaku bliver altid lidt ked af det, når en af robotterne har en fejl og skal smides ud. Og denne gang er det noget specielt.

Forskerne tager HRHv2.0 ud af lokalet. Kohaku følger nøje efter. Han skynder sig at kravle ned af balkonen og efter robotten. Han ved hvor robotterne med fejl kommer hen.

Da han kommer ind i det enorme rum med en masse forskellige robotter stående over det hele, ser han med det samme HRHv2.0 stående imellem dem. Det er ikke til at tage fejl af. Alle de andre robotter i lokalet ligner ikke mennesker, og mange af dem er små kasser med arme ud af siderne og røde knapper.

Kohaku kigger lidt på robotten. Hvis ikke det var, fordi han ved at det er en robot, ville han forveksle den med en normal skolepige. På hans alder, nu han tænker over det.