The End of The Day

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 okt. 2011
  • Opdateret: 8 nov. 2011
  • Status: Igang
"Days. Even if you can't go back, tears aren't necessary, right? Dead and gone. Right or wrong it's too late." Hun så det hele. Hun så, hvordan skolen langsomt blev forvandlet til et sandt mareridt. Hun så det hele. Hun så, hvordan det først skete for lærerne, så eleverne, derefter hendes klassekammerater. Zombier. De er over alt. De vil blive ved med at sprede sig, og der er ingen kur. Ingen kur, ingen måde at gøre det om på. Ingen måde, at få ens kære tilbage...

136Likes
1322Kommentarer
13553Visninger
AA

15. Run!

Jeg var endelig kommet ud på gaden igen. Jonghyun var lige i hælene på mig, så jeg kunne ikke stoppe op. Alligevel så jeg mig forsigtigt rundt, før jeg besluttede mig for, hvilken vej jeg skulle gå. Jeg så mig kort tilbage efter Jonghyun, der kun var tyve meter bag mig. Hans kondition var tydeligvis også meget bedre end min. Det var ikke så godt, når det var ham, der jagtede mig.

”UMMA!!” hørte jeg stemmen råbe igen. Jeg så mig straks omkring. Det var svært at høre, hvor hans skrig kom fra. Der var et ekko omkring bygningerne. Den kunne være hvor som helst. Så hvad gør man så, hvis man ikke har en hørelse der er specielt god?

Man følger efter dem, hvis hørelse er meget bedre; zombierne. Vi jagtede det samme mål, men jeg måtte bare sørge for, at komme før dem. Det var ikke noget problem, zombier var ikke så hurtige. Især ikke når de vaklede sådan, som de gjorde.

”Kom nu her!” hviskede Jonghyun en lille smule højt og rakte ud efter mig. Jeg havde helt glemt at løbe, så han var kommet nærmere, og stod nu helt bag mig. Jeg så straks på ham med et trist blik.

”Drengen er lige derovre, vi må da redde ham,” sagde jeg bekymret. Jonghyun lukkede sine øjne stramt i og sukkede opgivende.

”Fint, men hvis jeg bliver bidt, er det din skyld,” sagde han og tog mig i armen, hvorefter han trak mig med mod den retning, zombierne havde. Jonghyun undgik elegant at komme i vejen for dem, og lave alt for meget larm. Jeg havde stadig strømpesokker, så det var ikke noget problem for mig at være stille.

Hvis man så bort fra de tidspunkter, hvor jeg kom til at træde på noget glasskår, der lå rundt omkring.

”Jonghyun, der er han!” hviskede jeg lavt til Jonghyun, da jeg så den lille dreng side midt på en åben plads. Ved siden af ham lå en død mand. Han var ingen zombie, bare død. Et dødt menneske, der var blevet skudt af et andet menneske, for at forhindre at han også blev en zombie.

”APPA!!” råbte drengen igen. Jeg vred mig fri af Jonghyuns greb, og løb over til den lille, bedårende dreng, der sad for sig selv, forladt, og med tårer ned ad kinderne. Han så straks på mig med sine store, mørkebrune øjne. Hans hår var blødt og sort, og dækkede lige hans pande. Han var omkring de tre, måske fire, år.

Jeg satte mig ned hos ham og tog ham hurtigt op i mine arme. Jeg så mig omkring, og zombierne var allerede kommet tæt på. Jonghyun kom løbende gennem dem, og sparkede dem hårdt i ryggen så de faldt, eller hårdt i hovedet, så deres rådne kranier sprækkede og de faldt døde om. Jeg holdt den lille dreng for øjnene, så han ikke skulle se det hele. Han ville bare få mareridt.

”Lad os komme af sted!” sagde Jonghyun. Jeg nikkede straks og rejste mig med den lille dreng i mine arme. Han så mig straks over skulderen og rakte sin arm mod sin afdøde far.

”APPA!” råbte han.

”Han skal tie stille, ellers finder zombierne vores hemmelige sted,” hviskede Jonghyun til mig. Jeg så på ham og nikkede straks. Jeg fortsatte dog med at løbe, imens jeg snakkede til den lille dreng.

”Nae, hvad er dit navn?” spurgte jeg og smilede varmt til ham, som om intet var galt. Han snøftede en enkelt gang og gned sig i sit ene øje.

”Yoogeun,” mumlede han lavt.

”Aigo! Det er et sødt navn, Yoogeun! Jeg hedder Rin, og den hundehvalp der, hedder Jonghyun,” sagde jeg sødt og trygt. Yoogeun så over på Jonghyun, der bare sendte mig et mærkeligt blik.

”Hundehvalp?” spurgte Yoogeun lavt, men blev en lille smule skuffet, da han så, at det bare var en fyr, endda et menneske. Han surmulede en lille smule.

 

Vi kom endelig sikkert ned til skjulestedet, fordi jeg havde fået Yoogeun til at lade være med at græde og skrige. Jonghyun lukkede lemmen efter os, idet vi kom derned. Yoogeun så straks rundt omkring os med store øjne. Hans ansigt var det meste bedårende der fandtes.

”Du er den mest sindssyge pige, jeg kender,” sagde Jonghyun forpustet og gik forbi mig. Jeg grinede bare af ham, men ikke så højt. Jeg opdagede nemlig, at de andre lå trygt og sov i sengene. Nu jeg kom i tanke om det, havde jeg heller ikke sovet så godt på det sidste. At ligge oppe på et tag er ikke så godt igen. Der var bare ikke senge nok til alle, så folk måtte deles.

Kekirie og Hannah lå i samme seng. Minho og Taemin lå sammen og Key og Onew lå sammen. Hvad var der så tilbage? Én seng, til to halvvoksne og et barn. Det værste af det hele var, at jeg skulle ligge sammen med Jonghyun, medmindre jeg vækkede en anden. Jeg besluttede mig for den anden løsning, og gik hen og vækkede Onew.

”Onew oppa, kan vi ikke bytte plads?” spurgte jeg lavt med en lille hvisken, for ikke at vække Key. Onew mumlede noget helt utydeligt i søvne og vendte sig bare om og sov videre. Han var virkelig ikke en, der var nem at vække.

”Det ser ud til, at vi skal dele,” sagde Jonghyun og grinede lidt af mig. Jeg kunne have slået ham så hårdt, hvis der altså ikke var en lille dreng til stede i lokalet, som endda skulle ligge sammen med os.

”Fint,” sukkede jeg lavt og lagde Yoogeun ned på sengen, i midten, med mig og Jonghyun på hver vores side af ham, med ansigterne ind mod hinanden, for at få Yoogeun til at føle sig mere tryg, og ikke vende ham ryggen. Samtidig ville jeg heller ikke ligge ved siden af Jonghyun.

 

Hvorfor ville jeg ikke ligge ved siden af Jonghyun? Jeg havde ingen kæreste længere, så jeg var hverken bundet til en, jeg var heller ikke forpligtet til noget. Jeg havde ingen kæreste. Daeho var jo død, og jeg var hans morder.

Daeho…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...