The End of The Day

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 okt. 2011
  • Opdateret: 8 nov. 2011
  • Status: Igang
"Days. Even if you can't go back, tears aren't necessary, right? Dead and gone. Right or wrong it's too late." Hun så det hele. Hun så, hvordan skolen langsomt blev forvandlet til et sandt mareridt. Hun så det hele. Hun så, hvordan det først skete for lærerne, så eleverne, derefter hendes klassekammerater. Zombier. De er over alt. De vil blive ved med at sprede sig, og der er ingen kur. Ingen kur, ingen måde at gøre det om på. Ingen måde, at få ens kære tilbage...

136Likes
1322Kommentarer
13560Visninger
AA

6. Living!

The end of the day as we make the way

Will you lead me to the day when I can smile like you?

Living for tomorrow

 

Zombierne var stoppet med at komme, men vi kunne se, at de stadig gik rundt nede i skolegården. Der så ikke ud til, at være flere overlevede. Zombierne gik bare rundt, vaklede rundt, og angreb hinanden for at få noget mad. De satte tænderne i hinanden, som var de vilde dyr. De flåede hinandens kropsdele fra hinanden, så det sorte blod sprøjtede. Det var modbydeligt at se på. Nu hvor der ikke var flere mennesker, måtte de jo spise af hinanden for at overleve. Det var deres instinkt.

”Hvad med at vi ringer til politiet eller ambulancen? Så kan Daeho komme på hospitalet,” sagde jeg stille og fandt min mobil frem fra min lomme i min blodige skoleuniform. Kekirie og Hannah stoppede mig ikke, men sænkede bare deres blikke en smule.

”Vi har prøvet, Rin,” mumlede Hannah lavt, med et blik der sagde, at hun var ved at give helt op på alting. Deres mobiler lå allerede foran dem, med lavt batteri af alle de opkald. Jeg prøvede dog alligevel, at ringe.

Beep. Beep. Beep.

Linjerne til politiet var overbookede, og jeg kunne ikke komme igennem. Lige meget hvor mange gange jeg prøvede, så kunne jeg ikke komme igennem. Det foregik virkelig også i byen, ikke kun her. Jeg bed mig hårdt i min underlæbe og så på mine venner igen. Deres blikke var trætte, de var allerede ved at give op.

”Betyder det, at det også foregår i byen?” mumlede jeg bange. Jeg ville det gerne have bekræftet. Kekirie nikkede forsigtigt.

”Det er jeg ret så sikker på, Rin,” sagde hun. Så kunne vi ikke få fat i en ambulance til Daeho, kunne vi? Hvis vi ikke engang kunne få fat på politiet… Jeg så forsigtigt over på Daeho, der bare sad lidt for sig selv med ansigtet vendt væk. Hans skadede arm var den der vendte over mod mig. Jeg kunne se såret tydeligt. Huden omkring hans bidemærke var langsomt ved at blive grå og miste sin farve. Hans blodåre omkring var kulsorte, og det spredte sig hurtigt, alt for hurtigt. Han ville blive forvandlet, jeg vidste det. Jeg ville var ikke miste ham, selvom jeg godt kunne se, at vi nok ikke kunne nå at finde en kur. Jeg omfavnede ham forsigtigt med mit hoved på hans skulder, han lagde sin ene arm omkring mig. Den arm, der var blevet bidt.

”Du skal bare klare den, Daeho,” sagde jeg forsigtigt imens en enkelt tåre løb ned ad min kind. Han lænede sit hoved blidt mod mit uden at sige noget. Der var en perfekt, fredelig stilhed omkring os, lige indtil vi hørte det.

”AAAAAAARGH!!!”

Jeg gispede forskrækket og rejste mig straks op, væk fra min kærestes trygge varme, og så rundt. Jeg hørte et højt skrig af frygt, det var en dreng og stemmen var helt sikkert bekendt. Det kom fra skolegården under os. Jeg løb over til kanten af taget og lænede mig ud over, for bedre at kunne se. Jeg skimtede hen over gården med de grå elever, der var stoppet med at opføre sig som monstre, men først da skriget lød.

Jeg gispede, da jeg så to mennesker, der endnu havde sin oprindelige hudfarve og rigtige øjne. Det var en af mine klassekammerater, Lee Taemin! Han var i fare, og var ved at blive omringet, sammen med en fra klassen over os. Han hed vidst Choi Minho, han var skolens bedste basketballspiller. De stod nede på basketballbanen, hvor Taemin gemte sig bag den højere og fysisk stærkere Minho.

”Vi må hjælpe dem,” sagde jeg lavt, dog med en anelse frygt i min stemme, og løb over mod trappen. Daeho rejste sig straks op, tog Kekiries bat og løb efter mig.

”Rin! Daeho! Det er for farligt!” råbte Kekirie og rejste sig op, for at stoppe os. Jeg stoppede dog ikke, men Daeho så tilbage på hende.

”Jeg er allerede bidt, Kekirie, så jeg tager med,” sagde han, hvorefter vi sammen løb ned ad trapperne, for at nå Taemin og Minho i tide. Før de blev bidt og forvandlet. Kekirie sukkede bare dybt og opgivende og satte sig ned ved Hannah igen.

 

”Minho hyung, jeg er bange,” sagde Taemin lavt og gemte sig bag Minho, imens zombierne blot kom nærmere og nærmere. Taemins ansigt var som en engels. Han havde blondt hår, og de smukkeste, mørke øjne. Hans hud var mælkehvid, og hans stemme blid. Hans hjerte var så rent, der kunne blive. Det ville være en sorg for ethvert levende væsen, hvis han blev bidt og forvandlet til en zombie. Hans skønhed var utrolig og dyrebar for alle.

”Bare rolig, Tae. Vi skal nok slippe ud af den her knibe på den ene eller den anden måde,” sagde Minho og forsøgte at beskytte Taemin, selvom det var svært, hvis han skulle undgå at blive bidt. De bakkede blot længere og længere væk fra zombierne, trods de også kom mod dem bagfra.

”Taemin! Minho!” råbte jeg, da jeg løb mod dem, kun halvtreds meter fra dem. Zombierne vendte sig da straks mod mig og Daeho. De kunne høre mig. De vendte sig først efter, at jeg havde larmet, selvom de ville have været i stand til, at få øje på os før. Betød det, at de kun gik efter lyd? Det skulle afprøves.

”Rin!” sagde Taemin overrasket og så over på os med store øjne i håb om, at vi kunne hjælpe dem. Daeho rakte mig Kekiries bat, idet vi nærmede zombierne. Jeg så mærkeligt på ham, mente han det? Han smilede bare varmt tilbage til mig.

”Jeg er allerede bidt, Rin,” sagde han, trods det sårede mig. Jeg tøvede kort, men tog så battet fra ham. Der var ingen tid at spilde. Alligevel, kunne jeg ikke få mig selv til det, at smadre deres hoveder. De var mine venner. Klassekammerater. Lærere. Jeg kunne ikke slå mine venner ihjel, ikke engang min værste fjende. Alligevel kom de bare nærmere og nærmere, de ville have vores kød, blod, og gøre os til zombier, ligesom dem. Jeg lukkede mine øjne stramt i og skreg højt, imens jeg svingede med battet så hårdt jeg kunne. Jeg kunne dog mærke, at jeg ramte noget, og høre lyden af deres rådne kranier, der blev knust. Igen og igen. Tilgiv mig. Tilgiv mig!

Tilgiv mig, mine venner, jeg ville ikke gøre det her mod jer… Og dog, når I prøver på, at slå mig ihjel…

”Så er I ikke mine venner længere!” udbrød jeg og åbnede mine øjne op, og smadrede battet ind i fjæset på en dreng, der engang gik i klassen over mig, og pigen der gik i min parallelklasse. De faldt begge straks til jorden, og jeg tøvede ikke ét sekund med, at smadre de næste zombier. Jeg ville overleve det her. Jeg ville ikke ende som dem!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...