The End of The Day

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 okt. 2011
  • Opdateret: 8 nov. 2011
  • Status: Igang
"Days. Even if you can't go back, tears aren't necessary, right? Dead and gone. Right or wrong it's too late." Hun så det hele. Hun så, hvordan skolen langsomt blev forvandlet til et sandt mareridt. Hun så det hele. Hun så, hvordan det først skete for lærerne, så eleverne, derefter hendes klassekammerater. Zombier. De er over alt. De vil blive ved med at sprede sig, og der er ingen kur. Ingen kur, ingen måde at gøre det om på. Ingen måde, at få ens kære tilbage...

136Likes
1322Kommentarer
13551Visninger
AA

9. Live or die!

Dead and gone

Right or wrong

It’s too late

 

Han trak vejret hurtigt og højt. Han skjulte sit ansigt i sine arme. Han så slet ikke op på mig, trods han havde opdaget mig. Jeg gik langsommere nærmere og nærmere. Jeg kunne mærke hårene på min ryg rejse sig. Hvorfor var jeg bange for min egen kæreste? Var det den grå hud? De hurtige vejrtrækninger? Fordi, at han var ved at blive til en zombie, der straks ville overfalde mig?

”Daeho?” hviskede jeg stille og satte mig ned foran ham. Trods frygten var i hele min krop, kunne jeg ikke holde mig væk fra ham. Jeg var bekymret for ham. Han måtte for alt i verden, ikke blive til en zombie. Han måtte bare ikke!

”Forsvind, Rin,” hviskede han lavt. Hans stemme var en smule rusten, ligesom zombiernes. Jeg bed mig selv hårdt i min underlæbe og rystede på hovedet.

”Jeg forlader dig ikke, Daeho… Hvad er der galt?” spurgte jeg forsigtigt og kørte min hånd gennem hans hår. Hans hår, der langsomt faldt af, idet jeg rørte ved det. Jeg så på min hånd, med de få af hans hår, der sad fast på den. Jeg fik store øjne og gispede lydløst. Daeho så da op på mig. Hans brune øjne var helt grå. Hans ansigt grædefærdigt og træt. Der var en stilhed mellem os, idet jeg omfavnede ham med tårer i mine øjne. Jeg ville ikke forlade ham, for alt i verden. Han måtte ikke blive til en af dem.

”Rin, vil du ikke nok slå mig ihjel?”

Jeg gispede forskrækket ved hans spørgsmål og så på ham med store, uforstående øjne. Mit blik blev trist, da jeg opdagede, at han faktisk mente det helt alvorligt.

”D-Daeho,” hviskede jeg stammende.

”Jeg vil ikke stritte imod, Rin… Jeg vil ikke blive til et af de monstre, der jagter jer. Jeg vil bare gerne forlade denne verden som mig selv,” sagde han lavt og tvang et lille smil frem. Tårerne pressede sig på, og trillede hurtigt ned ad mine kinder. Mit hjerte begyndte at hamre hurtigt af smerte. Daeho smilede bare varmt til mig, som han altid gjorde.

”Rin, jeg ber’ dig… Slå mig ihjel,” hviskede han lavt og lagde sin hånd blidt på min ene kind. Jeg tog fat i den og lukkede mine øjne stramt i, imens tårerne fortsatte med at trille ned.

”J-Jeg elsker dig… Daeho,” hviskede jeg lavt og så på ham med tårefyldte øjne.

”Jeg elsker også dig, Rin. Jeg vil altid elske dig, lige meget hvor jeg kommer hen,” svarede han tilbage. Jeg strammede mit greb om golfkøllen i min anden hånd. Mine blodårer dunkede hårdt, samtidig med, at mit hjerte gik amok.

”Tilgiv mig…”

 

”Der er du, Rin!” råbte Hannah og kom løbende mod mig, helt bekymret. Jeg var lige trådt op på taget af skolen, og havde slæbt golfkøllen mod jorden hele vejen. Jeg havde slet ikke set op, men bare stirret tomt ned i jorden. Mine øjne var helt tørre, jeg kunne ikke græde mere. Jeg følte, at jeg ikke havde mere væske i min krop.

”Fandt du Daeho?” spurgte Kekirie og stillede sig ovre ved siden af Hannah, foran mig. Jeg nikkede forsigtigt til hendes spørgsmål, uden at svare.

”Hvor er han så?” spurgte Hannah. Jeg lukkede mine øjne stramt i og græd stille igen.

”M-Minho oppa,” hviskede jeg og holdt mig for mine øjne og forsøgte, at holde de uendelige tårer tilbage. Minho kom da straks løbende over til mig, imens Taemin så over på os med et bekymret blik. Minhos stærke arme blev lagt omkring mig, trøstende. Jeg tog fat i hans skolejakke og begravede mit gennemblødte ansigt i den.

”Hvad er der sket, Rin?” spurgte Minho lavt og aede blidt mit hoved, som enhver storebror ville gøre, ved sin grædende lillesøster.

”H-Han bad mig om det, Minho,” hviskede jeg stille og græd videre. Minho så på Kekirie og Hannah med et blik, der fik dem til at lade os være alene.

”Jeg dræbte ham, Minho,” hviskede jeg og så op på ham.

”Jeg slog Daeho ihjel!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...