The End of The Day

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 okt. 2011
  • Opdateret: 8 nov. 2011
  • Status: Igang
"Days. Even if you can't go back, tears aren't necessary, right? Dead and gone. Right or wrong it's too late." Hun så det hele. Hun så, hvordan skolen langsomt blev forvandlet til et sandt mareridt. Hun så det hele. Hun så, hvordan det først skete for lærerne, så eleverne, derefter hendes klassekammerater. Zombier. De er over alt. De vil blive ved med at sprede sig, og der er ingen kur. Ingen kur, ingen måde at gøre det om på. Ingen måde, at få ens kære tilbage...

136Likes
1322Kommentarer
13548Visninger
AA

13. I'll find you!

I know someday

Back to the light

I’ll find you

For sure!

 

Når man virkelig ber’ for noget, kan det faktisk blive virkeligt. Alligevel, kan der dog også ske en lille drejning, i ens ønske, og det kan blive en smule anderledes, end man ville have det. Hvis man vil have en engel, kan det sagtens være en falden engel, eller blot en engel i et menneskes krop.

 

Jeg lukkede mine øjne i, og ventede på, at de ville sætte sine tænder i mig, for at gøre mig til en af dem. En zombie. En skabning, der ikke længere ville være menneskelig, men som et vildt dyr, der kun ville overleve, ved at fortære andre.

Den slags, jeg havde befriet Daeho fra.

Slaget fra dem, kom aldrig. Jeg kunne dog mærke noget væske på min ene kind. Det var varmt, men mærkedes samtidigt meget klamt og ulækkert. Jeg lagde to fingre på min kind for at få det væk. Jeg opdagede hurtigt, at det var blod. Sort blod. Zombiernes blod. Jeg gispede bange og så på jorden omkring mig. Over alt lå de. Zombierne. De bevægede sig ikke længere. De var blevet dræbt, for anden gang, men af hvem?

”Er du okay?” spurgte en ufattelig smuk stemme. Jeg så op, men kunne intet se, for Solen der pludselig var kommet gennem skyerne, og som nu skinnede. Jeg kunne kun se en skikkelse. Han rakte mig en hånd, men jeg turde ikke tage den. Jeg kunne jo ikke vide, om han var en zombie eller ej, nu hvor jeg ikke kunne se hans ansigt.

Alligevel, hans hus var ikke grå. Den var den samme farve som min, dog en lille smule mørkere. Jeg bed mig selv nervøst i min underlæbe, og tog så hans hånd, for at blive trukket op at stå.

Jeg blinkede med mine øjne et par gange, for at kunne se ham tydeligt, for al den sollys, der havde forstyrret mit blik før. Han var en lille smule højere end mig, men ikke meget. Hans skuldre var brede, og arme stærke. Hans hår var brunt, men helt lyst ude i spidserne. Hans ansigt var markeret perfekt og smukt, og så var der hans øjne.

De chokoladebrune øjne, der mindede om en hundehvalps. Han var ufattelig flot. Hans udseende var nærmest perfekt, men hvad lavede han her? Hvordan havde han dræbt zombierne?

”Hvordan har du overlevet det her?” spurgte jeg lavt.

”Streetfight, det er simpelt,” sagde han hurtigt, en lille smule forpustet fra at slå alle de zombier. Det var dog en lille smule overraskende, at han havde slået dem alle ud. Hver og en! De zombier, der havde været mine skolekammerater.

”Men… Hvad er det, der foregår? Hvorfor er alle pludseligt blevet til zombier?” spurgte jeg skræmt. Han tyssede på mig og så rundt omkring os, hvorefter han tog fat i mit håndled for at trække mig med sig.

”Der er ikke sikkert her, vi må af sted,” sagde han lavt. Jeg så mig omkring. Han havde ret. Der var stadig zombier inde på skolen, der nemt ville kunne høre os, hvis vi blev ved med at snakke. Jeg sank en klump og nikkede, hvorefter jeg fulgte med den mystiske fyr.

Hvorfor fulgte jeg egentlig efter ham? Jeg kendte ham ikke. Han kunne sagtens være ond. Han kunne være en overfaldsmand, morder, forbryder eller voldtægtsmand. Der var kun én grund til, at jeg fulgte efter ham.

Han var et menneske.

Han så tilbage på mig, imens vi løb en smule gennem byen. Han smilede varmt og trygt til mig. Hans tænder var hvide som sne. Hans blik var helt sikkert ikke en forbryders.

”Mit navn er for resten Kim Jonghyun.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...