The End of The Day

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 okt. 2011
  • Opdateret: 8 nov. 2011
  • Status: Igang
"Days. Even if you can't go back, tears aren't necessary, right? Dead and gone. Right or wrong it's too late." Hun så det hele. Hun så, hvordan skolen langsomt blev forvandlet til et sandt mareridt. Hun så det hele. Hun så, hvordan det først skete for lærerne, så eleverne, derefter hendes klassekammerater. Zombier. De er over alt. De vil blive ved med at sprede sig, og der er ingen kur. Ingen kur, ingen måde at gøre det om på. Ingen måde, at få ens kære tilbage...

136Likes
1322Kommentarer
13552Visninger
AA

25. Death game?

Der var stille omkring os. Det eneste jeg kunne høre, var mit eget hjerte, der slog hårdt helt oppe i halsen på mig. Adrenalinen susede fortsat gennem min krop, imens tårerne løb ned ad kinderne på mig. Jonghyun faldt omgående ned på knæ, imens han holdt sig i siden af sin mave, imens han også holdt sig for sin overarm. Blodet strømmede gennem hans hvide trøje, og efterlod store pletter.

Så skreg han. Han skreg af smerte, men først da det var gået op for ham, at han faktisk var blevet skudt to steder. I skulderen, og i siden af hans mave. De havde ikke ramt ham i brystet, i hjertet, heldigvis. Alligevel skreg jeg hans navn, imens mændene holdt mig i armene, så jeg ikke skulle løbe hen til Jonghyun.

Han havde sagt, at jeg var hans kæreste. Var han også min så? Jeg elskede ham virkelig, men… Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Daeho, når han sagde ordet ”kæreste”.

”Aaah! Rin!” udbrød Jonghyun med hans øjne lukkede stramt sammen af smerte. Jeg forsøgte at bryde ud af mændenes hænder, der havde fat i mine arme.

”Jongie!” skreg jeg.

”Jonghyun!” råbte Onew og skulle til at gå ud af pickuppen, idet mændene også sigtede på ham med deres geværer, og befalede ham, at standse. Det gjorde han så. Han stivnede allerede ved synet af geværerne, imens han gemte Yoogeun beskyttende bag sig.

”Umma! Appa!” råbte Yoogeun, da han alligevel så os, og så blodet fra Jonghyun. Jeg var så bange, jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg ville gerne redde Jonghyun og beskytte Yoogeun, men jeg blev holdt alt for hårdt fast og jeg var bange. Jeg var så bange for, at miste, hvis jeg gjorde noget forkert!

”D-Det skal nok gå alt sammen, Yoogeun! Det lover jeg!” sagde jeg med et stort, falsk smil. Jeg forsøgte endnu engang at skjule min uendelige frygt for ham.

”Du lyver!” råbte Yoogeun. Jeg gispede forskrækket og så over på ham. Jeg mistede mit smil en lille smule, imens jeg var lidt forvirret.

”Det sagde min far også! Han sagde, at det hele nok skulle gå! Han lovede, at det skulle blive godt igen. Han havde det samme smil som dig, men alligevel tog de ham!” græd Yoogeun højlydt imens tårerne strømmede ud af øjnene på ham.

”Yoogeun,” hviskede jeg overrasket. Mændene ved min side begyndte bare at grine af den lille dreng. Den dreng, der kaldte mig for umma. Den dreng, jeg havde sat livet på spil for at redde. Det gjorde mig så rasende indeni.

”I skal ikke grine af min søn,” hviskede jeg lavt og knyttede mine hænder. Mændene stoppede med at grine og så på mig med mærkelige blikke.

”Er du ikke lidt for ung til, at være mor?” spurgte den ene imens den anden grinede videre.

”Yoogeun er min søn!” udbrød jeg med et skrig, og rev hårdt mine arme til mig, blot for at give den ene mand en knytnæve i ansigtet, samtidig med at jeg hev geværet hårdt ud af hænderne på ham. Jeg sigtede omgående på den anden mand, der straks trådte et skridt tilbage med et bange ansigt.

”D-Du skal ikke skyde,” stammede han. Jeg hvilede min hånd på aftrækkeren. Jeg var ikke sikker på, om jeg overhovedet vidste, hvordan man brugte sådan et, men det anede han jo ikke noget om. Så længe jeg sigtede på ham, var han bange, og turde ikke tage fat i sit eget gevær. Den anden mand, der havde fået knytnæven i ansigtet, var ved at komme på benene igen.

”Du bliver liggende!” hvæsede jeg koldt og rettede straks geværet mod hans ene knæ, og trykkede på aftrækkeren.

Fuglene på hustagene omkring os, lettede straks, da han skreg af smerte. Hans stemme var forfærdelig, og larmede endnu mere end mit og Jonghyuns skrig tilsammen.

Det larmede. Over det meste af området. Det kunne umuligt være godt med de monster, der gik rundt omkring os. Monstrene, der blev tiltrukket af høje lyde.

”Lort,” hviskede jeg og rettede mit gevær mod den anden mands ben, og skød ham på samme måde som hans ven, så han også faldt sammen. Nu kunne de idet mindste ikke følge efter os mere! Jeg brød mig slet ikke om dem! De havde skudt Jonghyun!

”Jonghyun,” gispede jeg og tog geværets rem omkring mig, og løb over til Jonghyun. Han holdt fortsat på sine skudsår, som var blevet endnu mere røde. Jeg hadede blod, jeg kunne ikke klare det, især ikke når det kom fra dem jeg elskede.

”Vi må af sted hurtigt, Jjong, zombierne er på vej. Der er blevet lavet for meget larm,” sagde jeg, højt nok til, at de to mænd kunne høre det. De så bange på mig og på hinanden. Jonghyun nikkede og rejste sig svagt op. Jeg lod ham støtte sig til mig, så vi kunne få ham om bagpå pickuppen igen. Jeg så koldt tilbage på de to mænd, da jeg havde hjulpet Jonghyun op på den. Minho tog imod ham, og lagde ham ned.

”Jeg håber I vil have det sjovt, imens zombierne dræber jer,” sagde jeg koldt til mændene og satte mig op sammen med Jonghyun, for at se på hans sår, imens Onew satte bilen i gear, og spændte Yoogeun fast på sædet ved siden af ham.

Jeg smilede koldt over til mændene imens jeg vinkede.

”Tak for geværet! Sayonara!” nynnede jeg med et lille grin.

”I kan ikke bare efterlade os her med de monstre!” skreg den ene mand i panik og frygt, da zombierne kom til syne. Jeg rakte tunge til mændene og så en sidste gang på dem, da Onew kørte os væk.

”NEEEEJ!” skreg de efter os.

Den der leger med døden, skal få lov til at dø i sin egen leg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...