The End of The Day

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 okt. 2011
  • Opdateret: 8 nov. 2011
  • Status: Igang
"Days. Even if you can't go back, tears aren't necessary, right? Dead and gone. Right or wrong it's too late." Hun så det hele. Hun så, hvordan skolen langsomt blev forvandlet til et sandt mareridt. Hun så det hele. Hun så, hvordan det først skete for lærerne, så eleverne, derefter hendes klassekammerater. Zombier. De er over alt. De vil blive ved med at sprede sig, og der er ingen kur. Ingen kur, ingen måde at gøre det om på. Ingen måde, at få ens kære tilbage...

136Likes
1322Kommentarer
13553Visninger
AA

11. Back to the light!

Der var gået nogle minutter fra at jeg vågnede, og havde vækket de andre. Vi var én person mindre, end vi plejede at være. Han var blevet bidt, og dræbt af mig, før han blev en zombie. Han var blevet bidt af zombierne. Det var dem, der havde dødsdømt ham, var det ikke? Selvom jeg havde slået ham ihjel, så var det da ikke mig, der var skyld i hans død, vel?

”Rin?” spurgte Taemin bekymret og lagde en hånd på min skulder. Jeg så straks på ham med et lille chok, og smilede så forsigtigt.

”Jeg er okay,” sagde jeg roligt og så lidt væk. Jeg rettede mit blik mod trappen, der gik op på taget. Snart ville vi ikke være i sikkerhed længere. Snart, ville vi være i fare, alle sammen. Vi måtte være forsigtige.

”Okay, alle sammen. Tag jeres sko af!” sagde jeg og tog mine egne sko af. Hannah, Taemin, Key og Minho gjorde det, men Kekirie lignede bare et spørgsmålstegn.

”Hvorfor?” spurgte hun. Jeg havde helt glemt, at vi ikke havde fortalte hende det endnu.

”Zombierne reagerer på lyd. De kan intet se, så de går kun efter lyd. Derfor tager vi skoene af, så vi kan liste os frem,” forklarede jeg og håbede på, at min storesøster ville forstå det. Hun var ikke den skarpeste kniv i skuffen, og tog meget lidt alvorligt.

”Men zombierne har jo også sko på,” protesterede hun.

”Zombierne angriber også hinanden, Kekirie. De er ligeglade med, om de allerede er blevet bidt, det er ikke det, de går efter. De vil bare have mad,” forsøgte jeg at forklare min storesøster, så hun ville forstå det. Hun fattede det endeligt.

”Aaah! Så vi skal bare liste ud af skolegården!” sagde hun og smilede. Jeg nikkede straks. Jeg var overrasket over, at hun fangede det så hurtigt.

”Må vi så ikke smadre dem?” spurgte Hannah og surmulede en smule. Jeg rystede straks på hovedet.

”Nej, det ville lave for meget larm, og tiltrække flere zombier. Vi ville være omringet på ingen tid,” sagde Key til Hannah, som straks blev ked af det. Hun havde vist spillet for mange computerspil.

”Er I klar?” spurgte jeg forsigtigt. Alle så på mig i stilhed. De vidste godt, hvor farligt det her var. Heldigvis havde vi våben, hvis det gik galt. Kekiries baseballbat, Hannahs golfkølle, Keys nåle.

”Lad os gøre det her,” sagde Minho med et smil. Jeg smilede tilbage til ham. Jeg følte mig en lille smule mere tryg, når de var sammen med mig. Dem alle sammen. Jeg var glad for, at de havde overlevet. Indtil videre.

 

”Husk det; helt stille,” hviskede Hannah, idet vi alle var trådt ned fra trappen, iført strømpefødder. Det gjorde en smule ondt, at gå hen over de små sten på asfalten. Ikke nok med det; der lå også blod her og der, både rødt og sort. Det gjorde ondt indeni mig, og tårerne pressede på engang imellem. Der lå nogle af vores døde skole- og klassekammerater over alt. Nogen af dem havde grå hud, imens andre stadig var menneskelige og genkendelige.

Mmmrrrh.

Jeg stivnede. Det samme gjorde de andre. Vi kiggede alle tilbage på Kekirie, der holdt sig for sin sultne mave, der ikke kunne holde sin kæft med, at rumle. Vi kiggede alle på hende. Både os, og zombierne, der havde hørt hendes mave. Jeg så lige frem igen. Skoleporten var ikke langt væk. Vi ville snart være ude fra skolen.

”Løbe?” spurgte Hannah forsigtigt, idet zombierne allerede kom mod os, langsomt, men de kom.

”Løbe! Men lydløst,” hviskede jeg til de andre, der var bag mig. De nikkede, og vi begyndte alle at løbe, men det var ikke helt så lydløst. Der var nok lyd til, at zombierne kunne høre os, og fulgte langsomt efter os, med deres svajende skridt og sultne, tomme blikke. Jeg så mig tilbage på Taemin, der var snublet over sine egne ben og lå på maven. Han så forsigtigt op fra jorden af, over på os, med et bange blik.

”Taemin,” hviskede jeg lavt og stoppede op for at løbe tilbage efter ham, trods Zombierne nærmede sig med en hast. Key skulle til at råbe efter mig, men fandt dog ud af, at det ville være en meget dårlig idé. Desuden, ville jeg ikke høre efter.

Jeg ville ikke forlade en ven i nød!

 

 

Are you going to blame someone else again?!

Take back what’s yours!

Take it back! Find the light!

Before it’s too late!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...