Jacob Black and Jasmine Cullen?♥ #3

Jacob er forsvundet ud fra Jasmines liv. Hvordan klarer de sig hver i sær uden hinanden - Kan de overhovedet det? Og hvad med deres fælles datter, som Jacob har valgt at forsvinde fra?

11Likes
388Kommentarer
6270Visninger
AA

37. Jasmine: Judas

 

Varmen mødte mig med hastige bevægelser, da vi endelig var trådt ind i studiet igen. Vores hænder slap ufrivilligt hinanden, da vi begge blev vinket i hver vores retninger af vores stylister. Jeg tørrede tårerne fra mine kinder, da det gik op for mig, at jeg måtte ligne noget der var løgn. 

- ,,Som De dog ser ud, Ms. Hudson." Kvinderne fra tidligere rystede på hovedet og trak afsted med mig ind i det samme rum som før. Jeg fulgte blot med, som havde jeg intet valg. 

- ,,Bare sæt Dem ned i stolen dér, og øv Dem på Deres manuskript." Den ene af kvinderne pegede på en stol foran et enormt sminkebord. Senere manøvrede hun sig forbi sine kollegaer og smækkede med døren efter sig.

Jeg fik stukket mit efterhånden velkendte manuskript i hånden endnu en gang. Ikke at jeg overhovedet havde brug for, at øve mig på det igen - Jeg kunne det som sagt allerede udenad. Som en robot, som var indstillet til at adlyde ordre, satte jeg mig stift i stolen uden at skænke manuskriptet blot ét enkelt blik. Hvordan havde de overhovedet tænkt sig, at jeg skulle øve mig på manuskriptet, mens jeg både skulle være deres personlige dukke, som de kunne pynte, uden at det var tilladt for mig, at være subjektiv? 

Det eneste som kørte i hovedet på mig var - som det sædvanlige - Jacob. Jeg vidste at han ikke ønskede dette for mig, men havde jeg noget valg? Det var som om, jeg ikke måtte give min mening tilkende. Hverken her, eller nogle andre steder. Det her var hans hjemmebane. Ikke min. Min mening var ligegyldig indenfor studiets tykke betonvægge. Uanset hvor højt jeg råbte, tiggede og beklagede mig, ville de ikke anse mine behov for noget som helst. 

Men hvad kunne jeg gøre? Jeg ville gøre alt for at være sammen med min Jacob. Jeg ville ikke længere være væk fra ham. Det sidste forrige år uden ham var slemme nok, at jeg nær havde giftet mig med en anden. Phellan. Sukkersøde Phellan, som ville gøre det samme for mig, som jeg ville gøre for Jacob. Alt. Phellan ville gøre alt for mig. Han ville skabe sig, som en klovn, for at tiltrække min opmærksomhed.  Men hvad ville jeg for Jacob? Havde jeg ikke for blot sekunder siden, bildt mig selv ind, at jeg ville opgive og udføre de særeste hændelser for Jacobs ønskede selskab?

Jeg ville nok aldrig komme til, at passe ind i Jacobs liv. Hvis jeg nogensinde havde gjort, hvornår var så det? Det var aldrig meningen, at vores forhold skulle gå så vidt - Var det, vel? Havde han nogensinde planlagt, at have et fast forhold, og endda at få et barn med som tilbehør i gavekurven? Tanker snurrede i hovedet på mig. Var det ren indbildning, eller var det sandheden, som lå og dvalede dybt i mig? Jacob var en player, men han havde lovet mig at være tro. Det gjorde ufattelig smertende ondt, at jeg inderst inde udemærket vidste, at det måske blot var ubetydelige ord, som han senere ville glemme at have sagt. Det var et løfte - Måske senere et løftebrud.  

- ,,Ms. Hudson?"       

Jeg drejede forskrækket hovedet. - ,,Har De det ubehagelig? De ser bleg ud." En af kvinderne kiggede på mig. Hvis jeg ikke var på det forkerte spor, var hun den eneste tilbage i rummet sammen med mig.

- ,,J-jeg.." Hun kiggede indtrængende på mig, med et mildere sagt, et godt irriteret ansigtsudtryk.

- ,,Jeg trænger til noget luft," svarede jeg. Jeg havde med en umenneskelig hastighed, slynget min jakke om mig og havde fået mine støvler på.  Og ude af døren var jeg. Jeg kunne mærke hendes måbende blik limet til mig, mens jeg blev mindre i dørkammen på min vej. Ude ved studiet larmede både maskiner og mennesker, som ville de overdøve hinanden. Mest af alt, kunne man høre den vrede instrøktør skrappe op omkring, at folk aldrig ville gøre, hvad han havde bedt om. 

- ,,Og hvor skal du hen, frøken?" Instruktøren stoppede mit ivrige forsøg på at komme væk fra alt dette. 

-,,Jeg skal.. j-jeg skulle," stammede jeg. - ,,J-jeg har brug for noget luft."

- ,,Luft, siger du? Hør her, unge dame. Ved du godt, hvor meget alt dette grej koster at lege per time? Det gør du tydigvis ikke, kan jeg forstå. Det kan godt være, at du har udseendet og du er en forkælet rigmandsdatter, men her bestemmer jeg. Jeg bestemmer, hvornår du går ud og trækker luft til dine diva agtige lunger. Forstået?" Han blev fuldstændig rød i hovedet. Og som sædvanligt, svingede han rundt med både arm og ben. 

Jeg smilede et hurtigt falsk smil. - ,,Jeg nægter at være din skuespiller, hvis du ikke behandler mig ret." Instruktøren rystede af vrede og formede sin mund som et stort O, da han ville sige noget - Dog kom jeg ham i forekøbet. 

- ,,Desuden!" Jeg tyssede på ham, mens jeg bevidst og selvsikkert gik direkte mod ham med yndefulde bevægelser. Han kiggede uforstående på mig. - ,,Du har ikke andre kvindelige skuespiller, som både har udseendet og allerede kan hele manuskriptet udenad. Har du vel? Det tror jeg næppe. De andre skuespillere, kan ikke med så kort en varsel. Så hvad med, at du knytter sylten og behandler mig og resten af teamet ordenligt?" Jeg smilede uskyldigt, mens jeg stod tæt lænet ind mod ham med en truende adfærd.

- ,,Det tænkte jeg nok," fnøs jeg, da han ikke mere havde at sige. Resten af teamet udbrød sejrshyl og klappede på hænderne. Sikkert ikke af mig, men af instruktøren som var chokeret og, som endelig var ude i stand til ikke at sige ét ord. 

                                                                                        ***

 

Jeg stod i baggården og kiggede ud mod havnen med et fraværende blik. Ikke at jeg overhovedet fokuserede på et punkt, eller tænkte på noget specielt. Der kom falmende hvidt luft ud fra min mund, for hver gang jeg tungt trak vejret. Dette sted var slet ikke mig. Jeg var ikke vant til denne kulde, og havde ikke oplevet den i et år nu. Jeg var vant til Samfundet dybt gemt inde i Frankrigs hemmelighedsfulde skove. Samfundets lune, trygge rammer omkring mig. Her følte jeg mig sårbar, som var jeg blottet og tilgængelig for alle..

Jeg fumlede som ren refleks nede i mine jakkelommer, uden overhovedet at lede efter noget specielt. Noget bidende koldt mødte mine fingerspidser, og sendte elektrisk stødende igennem kroppen på mig. En sten? Jeg fulgte dets form med nysgerrige tanker. Det var rundt og smalt, som en.. cirkel? En yderst mærkværdig rund, smal sten som var udhulet? Jeg krydsede mine fingre i mine tanker, i stor håb om, at det ikke var, hvad jeg havde en teori om - En ring. Jeg trak tøvende hånden op fra lommen, hvor ringen.. Jeg mener stenen befandt sig.      

Jeg kunne knap nok få vejret, da synet af min forlovelsesring, som jeg havde modtaget af Phellan, mødte mit blik. Den skinnede og reflekterede sig i det blændende sne og solens skarpe stråler. Dybt i sølvet var der skraveret et mystisk mønster som snoede, bugtede sig som vandets kaldende bølger. Cenreret på ringen var placeret en isblå ellipseformet diamant med et cirkelformet omrids bestående af bittesmå diamanter. Det var en af de slags, som min mor, ikke troede at Jacob kunne give mig. Og det var sandsynligvis også hende, som havde sponsoreret for den, og specielt havde fået den fremstillet hos De Beers.   

Måske alt dette med Jacob var forkert - Beth. Frankrig. Forholdet. Vores flugt, som havde forårsaget alt detteIntet virkede ægte mere. End ikke mine.. følelser. Alt var gået så hurtigt, og alligevel bevægede det sig, med en snegls fart på samme tid. Hvad ville der være sket med mig, hvis jeg havde taget med Phellan hjem, efter min første skoledag i La Push? Havde jeg haft det bedre.. Eller værrer? Jeg fortrød intet, men alligevel følte jeg, at jeg burde føle mig på et forkert spor. Allermest havde jeg lyst til at smide ringen langt bortistand - men jeg kunne ikke, som om jeg frygtede konsekvenserne.  Måske jeg bare skulle stikke af og starte på en frisk. I Italien? Asien? ..Eller i La Push skole igen? Folk ville stadig betragte mig som en syttenårig skolepige, som hverken har været forlovet eller har et barn på et år. 

Ville jeg gøre ligesom Jacob? En forrædder, kujon. Som en slags Judas, som lod sine nære i stikken. Judas, Judas, Judas. Turde jeg og var jeg stærk nok, eller ville jeg være som et vissen blad, som ikke kunne modstå vinden - altså modstanden?  

Jeg sukkede tungt og klemmede ringen i min knyttede næve. Ringen havde uden tvivl efterladt et dybt mærke i min håndflade. Forhelvede da, hvor var det svært at tage en beslutning

- ,,Jasmine?"

Jeg vendte mig forskrækket om mens jeg lynhurtigt og langt fra diskret, nærmest kastede ringen ned i lommen, som var det en glødende varm ting. Forhelvede da også

- ,,J-Jacob?" Jeg fik med nød og næppe fremstammet hans navn, mens tankerne kørte rundt i hovedet på mig. 

 

Sometimes it lasts in love, but sometimes it hurts instead. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...