Jacob Black and Jasmine Cullen?♥ #3

Jacob er forsvundet ud fra Jasmines liv. Hvordan klarer de sig hver i sær uden hinanden - Kan de overhovedet det? Og hvad med deres fælles datter, som Jacob har valgt at forsvinde fra?

11Likes
388Kommentarer
6226Visninger
AA

11. Jasmine: Farewell

 

Jeg havde brug for at se ham én sidste gang, inden jeg for alvor gav slip på ham. Jeg ville ikke længere være ved ham, da det blot gjorde for ondt, at se ham sammen med en anden. Han skulle ikke tro, at han kunne komme tilbage, og tro at alting var fint mellem os. Miley pissede mig voldsomt af, og jeg kunne både høre og fornemme hendes bebrejdende tanker omkring mig, og at det hele var min skyld. Jeg var kun herinde i stuen, for at sikre mig, at Jacob var okay. Hans hjerteslag slog helt normalt, og han trak vejret normalt.  Jeg smilede svagt da han åbnede øjnene efter sin mini koma. ,,Fuck dig," Smilede jeg for mig selv, og ønskede at han forblev i sin kritiske tilstand. Miley var henrykt og overfaldede ham med voldsomme kram, selvom han jamrede af smerte. På grund af deres ih så glæde genforening, bemærkede hverken lægerne, Miley eller Jacob, at jeg lydløst forsvandt ud af døren - Bare væk fra alt dette sentimentale lort, som var røvhamrende irriterende. Jeg havde inderst inde lyst til bare at gøre det af med dem begge, men vidste at jeg senere ville få skyldfølelse. Jeg gik selvsikkert ned ad gangene, mens jeg blinkede og lavede kyssemunde til lægerne som passerede mig. Jeg grinede hånligt ad lægernes forskrækkede blikke. Jeg følte ikke længere trang til overhovedet at være sammen med Jacob, jeg havde fået afsluttet min sag, og havde gemt minderne om vores tidligere forhold ned i en kasse, og låst dem inde. Den nar skulle fandme ikke tro, at han både kunne få vanilje og ckokolade. Stakkels Miley, hun ved ikke, hvad hun går ind til. 

 

Min hånlige latter og stiletter gav genlyd og højt ekko i gangen. Jeg følte mig så lettet, og jeg var endelig den frie fugl, som jeg i omkring et år, havde ventet på ville komme ud fra sit bur. Jasmine Angela Cullen var væk - Tilbage var der kun den sande jeg: Cheyenne Quinn Hudson. Da jeg var ved enden af gangen, stak Jacob sit hoved ud af døren, kiggede efter mig og kaldte. Jeg fnøs for mig selv. Han kaldte og kaldte, mens jeg frøs mere og mere til is - Jeg skyldte ham intet, det var mere omvendt. ,,Fuck dig," Tænkte jeg, mens jeg stoppede op for at kigge på Jacob, som så hjælpeløs ud. Jeg sendte ham et sidste luftkys og et uskyldigt blink, inden jeg igen vendte mig om og gik videre ned ad trapperne. 

 

Nu er det din tur til at lide. Nu er det din tur til at blive ladt i stikken. Du valgte selv at tage den åndssvage beslutning om at forlade mig, nu gør jeg det samme mod dig, og du får den samme smerte at føle, som jeg gjorde. 

 

En klump voksede i mig, mens jeg gik ned ad trapperne. Klumpen voksede sig størrer og størrer for hvert trappetrin jeg tog. Da jeg var trådt udenfor i den friske luft igen, piblede tårerne sig frem. Jeg prøvede virkelig at være stærkt, men det var så ufattelig svært. Jeg kunne og ville ikke leve uden ham - Jeg bildte mig selv ind og andre omkring mig, at jeg sagtens kunne. Men jeg bar min facade så fantastisk, at folk i sidste ende troede på mig. Jeg husker Jacobs forvirrede og skuffede ansigt, da jeg blot afviste ham. Det var forfærdeligt - Men jeg vidste, at det var nødvendigt, at skulle klare mig uden ham. Jeg fortjente meget bedre end den behandling, han havde givet mig. 

 

Han havde forladt mig to gange, og jeg kunne ikke mere. Det måtte få en ende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...