Nattens ånd

Er du ånd, ved du hvad meningen med dit liv er. Men er du menneske, kan livet virke helt normalt, indtil det er din krop, der bliver overtaget. ~ Anastasia, en pige der ingen anelse har om åndernes eksistens, før det mest forfærdelige sker for hende. Nu ser hun sin egen krop, styret af en anden, gå rundt på den nye skole og blive mobbet af den hårde type, Jason. Hun føler sig ikke tilpas med det nye liv og da slet ikke, når hun overvinder en kraft,som ingen ånder før har gjort. Pludselig bliver hun, sammen med den søde Miles, højdepunkt for de fleste ånder. Anastasias kæmper nu for at genvinde sin egen krop, og forsætte sit liv, som den nye ånd ligeså stille er ved at ødelægge. Men i kampen om at komme tilbage, bliver kærlighed pludselig et vigtigt emne, så hvad gør hun nu?

35Likes
54Kommentarer
4177Visninger
AA

11. 3.3

Dørene blev smækket efter hende, af klasselærere der skulle forberede timen, der om fem minutter ville starte. Hun var med raske skridt på vej mod idrætshallen, hvor Derek skulle befinde sig, ifølge Emmas svar. Hendes sorte glatte hår hoppede let på hendes skuldre, og hun følte sig en smule stresset, over at den lektion der snart forhåbentlig ville give hende noget viden, ville begynde om fem minutter.  Hun måtte finde Derek, egentlig bare for at snakke med ham. Hans mening om Jason, der for Anastasia var en smule skræmmende. Hans vilje om at ingen andre end ham selv måtte befinde sig på det bord, som åbenbart hans, var ikke den bedste ting at have. Men var han sådan, kunne Anastasia jo ikke gøre noget, for at stoppe det.

Lugten af sved var det første Anastasia tænkte på. Denne gang var den hurtige og fikse basketball skiftet ud med det lettere løb rundt i salen. Nye elever havde taget plads i den ret lille sal, men træneren var den samme. En lærer Anastasia endnu ikke havde haft, men af hendes skrappe stive ansigt, var det ikke lige en type lærer, Anastasia ville ønske at få. Langt fra faktisk.

Anastasia rystede på hovedet, da hun fandt sig selv i at stirre på de to år ældre drenge, der løb rundt i hallen med deres opsmørrede ærmer og knælange shorts. Hun så ikke sig selv med nogle af de drenge, på nogen måde overhovedet. De var bare så … Anastasia havde ikke ord for det. Hun kendte dem ikke, men kunne på deres udseende se, at det i hvert fald mellem dem, aldrig ville gå. Ikke med Anastasia som pigen.

En kold hånd, tog fat om hendes skulder, ”kigger du efter nogen bestemt?” En dreng i præcis samme beklædning som de andre løbende på banen, stod foran hende. Han var en del højere end Anastasia, men det var ikke noget der gik igennem hendes tanker, det var mest at finde et svar til den også muskuløse fyr.

Hun valgte at svare ærligt, ”leder efter min ven, Derek.” Ordet ven gav genlyd i hovedet på Anastasia. Hun havde valgt over for en fremmed at fortælle om Derek som hendes ven. Altså nogle der havde et tættere bånd, men havde nu hun egentlig det? Ja, de kendte hendes navne, ja de havde talt lidt sammen om deres liv, og ja, Anastasia kunne godt lide Derek – som en ven.

Drengen hostede for at få hendes opmærksomhed, ”havde han lyst hår, og …” han tænkte, ”grønne øjne?” Heldig som Anastasia havde været i løbet af dagen, var hun det også nu. Lyst hår og grønne øjne var helt klart Derek, især da Emma også havde beskrevet ham sådan. Anastasia nikkede lystigt, og drengen svarede hende hurtigt: ”Han er hos skolesygeplejersken, han fik det pludselig dårligt, da jeg begyndte at bløde fra albuen.” Først der gav det mening for Anastasia, hvorfor drengens albue var bundet op ved albuen.

Hun nikkede forstået, ”tak du, og god bedring,” og med et nik og et smil fra drengen, forladte Anastasia salen, og overvejede først nu, at Derek var besvimet og befandt sig hos skolesygeplejersken. Så forfærdeligt, kunne det da ikke være igen? Medmindre Derek havde et forbi for blod, og derfor ikke tålte synet af det. Sådan havde Anastasias mor også haft det, dengang hun var i live.

Anastasia bankede med et svagt bank på den hvide trædør med skiltet ’Sygeplejerske’. Efter hele dagen at have spurgt folk om en masse, gjorde det godt for Anastasias tanker, at hun selv havde fundet frem. Døren blev ikke just åbnet som hun bankede, men alligevel bankede hun ikke en ekstra gang. Alle de gange hendes mor havde klaget om hovedpine efter en besvimelse, ville Anastasia ikke gøre det værre for Derek, hvis han altså stadig befandt sig i lokalet. Døren blev åbnet, og en ligeså stiv dame i ansigtet som træneren, kom ud og kiggede Anastasia undrende i øjnene. ”Og du vil?” spurgte hun skrapt og spydigt. Hun viste allerede, at hun ikke var til den idé, at Anastasia fik lov at se Derek, hendes ven. Anastasia valgte at komme til sagen med det samme, ”jeg vil besøge Derek,” og med et blev damen mindre stiv i ansigtet, og hendes læbe vibrerede, som skulle den til at blive løftet op i et smil.

Hun nikkede, ”fordi jeg er sulten, har De syv minutter,” damen fastslog at hun var fra ældre tider, eftersom hendes sprog afslørede det hele. At omtale Anastasia som De, gjorde hende da glad. Det at hun var værd at blive tiltalt med De. Damen gik forbi Anastasia, så Anastasia gik hurtigt ind i rummet, hvor en fortumlet Derek lå på briksen. Han smilede, ”du fandt mig,” sagde han, som om han vidste hvad hun havde foretaget sig de sidste minutter. Hun nikkede og gik hen til hans liggende skikkelse. Han smilede igen, ”du skal passe på Jason, han er ikke til at lege om hjørner med, forstår du?” Hans stemme spurgte hende med et præg af både skam og vilje. Han mente det virkelig, og derpå gjorde det hende endnu mere blank.

Hvis man stillede deres to sætningen op, om at passe på:

Jason:

  ”Pas på, De er ude efter dig, får De fat i dig, er det svært at komme tilbage.”

Derek:

  ”Du skal passe på Jason, han er ikke til at lege om hjørner med, forstår du?”

Det passede ikke sammen. Jason ville have Anastasia til at passe på nogle i flertal som hun stadig ikke vidste, hvem der var. Og Derek fortalte hende at det helt præcist var Jason, hun skulle være bange for. Det gav ikke mening. Medmindre hun både skulle passe på nogle ukendte, og Jason.

”Hør lige på mig, Anastasia,” Derek berørte hendes arm med hans pegefinger. Hun reagerede straks og kiggede ind i hans undrende øjne. ”Kan jeg stole på dig?” spurgte han hende skrapt om, og kiggede hende dybt i øjnene.

”Selvfølgelig.”

Derek tøvede, ”du vil nok ikke tro det her, især fordi det egentlig er rigtig latterligt, at jeg fortæller dig det nu. Få timer efter vi kun lige har mødt hinanden, men det er vigtigt. Der findes en anden verden. Noget du ikke kender til, Ana. Men noget du skal være bestemt bange for. Ikke bare Jason men også dem. Jason hev fat i mig lige før og fortalte mig noget. De er ude efter dig,” og med det blev vi afbrudt af damen der kom tilbage. Hun skubbede mig med det samme ud, så jeg ikke nåede at spørge Derek omkring det han lige havde fortalt mig.

Straks som hun var gået ned for at finde hendes klasse, hørte hun hvisken. Denne gang var den højere, og meget tættere på. Nærmest som om lyden rørte hende. Hun prøvede at gå hurtigere ned af gangen, men de forsvandt ikke. Og endnu engang, gentog de hendes navn med en klæbende stemme, hun ikke kunne tage.

Og pludselig var det som om, at hun ikke kunne få vejret.

  Hun var blevet overtaget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...