Nattens ånd

Er du ånd, ved du hvad meningen med dit liv er. Men er du menneske, kan livet virke helt normalt, indtil det er din krop, der bliver overtaget. ~ Anastasia, en pige der ingen anelse har om åndernes eksistens, før det mest forfærdelige sker for hende. Nu ser hun sin egen krop, styret af en anden, gå rundt på den nye skole og blive mobbet af den hårde type, Jason. Hun føler sig ikke tilpas med det nye liv og da slet ikke, når hun overvinder en kraft,som ingen ånder før har gjort. Pludselig bliver hun, sammen med den søde Miles, højdepunkt for de fleste ånder. Anastasias kæmper nu for at genvinde sin egen krop, og forsætte sit liv, som den nye ånd ligeså stille er ved at ødelægge. Men i kampen om at komme tilbage, bliver kærlighed pludselig et vigtigt emne, så hvad gør hun nu?

35Likes
54Kommentarer
4173Visninger
AA

9. 3.1

”Undskyld,” var Anastasia hurtig til at svare, da Derek bare så ud til at være ret så ligeglad omkring Jasons bemærkning. Jason så ikke just ud til at tage i mod et undskyld, selv om det bare var nogle få sekunder, Derek og Anastasia havde haft placeret deres kroppe på et af skolens mange borde. Jason rystede lidt på hovedet, kiggede op i himlen og opførte sig bare i det hele taget mærkeligt. Hans måde at stå der på med trippende fødder og som om han søgte noget i vinden. På en måde Anastasia blev en smule skræmt af ham, derfor var hun glad for, at hun i disse minutter, havde Derek ved sin side. Dereks bliv viste ikke skyggen af enten irritation eller had til Jason, men hvad var der egentligt at hade? Jason havde bare gjort os opmærksomme på, at vi åbenbart sad på hans bord. Hans og hans alene.

Jason gav Anastasia udseende et enkelt kort kik, inden han talte videre: ”Smut bare, okay? Gå væk herfra” Hans stemme var dyb som før, men der var noget andet inde over den. Ikke bare en ligegladhed, men noget mere sofistikeret ved den måde han gav os ordren, om at forlade hans ’territorium’. Derek var hurtig, og gjorde som han sagde, men Anastasia valgte, ikke at følge efter ham. Hun blev stående. Vinden tog fat i hendes hår, mens hun kiggede på Dereks skridt ind mod skolebygningen. Jason fik ikke bare lige sådan Anastasia til at vende om, og følge med Derek. Hun måtte finde ud af mere om ham her, Jason. Han virkede så dyster og fjern, og eftersom hun ikke hørte hvisken længere, var der et eller andet der tiltalte hende til at tale med ham.

Jason blev opmærksom på Anastasias trodsen mod hans ordre, og kiggede op, ”forstår du ikke, hvad jeg siger?” Han stirrede hende nærmest ned, men Anastasia fik sig selv til at blive, og ikke løbe væk som en svækling. Han var ikke normal, hun kunne mærke det. Hans dystre ydre sagde også Anastasia et eller andet.

Anastasia tøvede, men fik til sidst sig selv, selv om nervøsiteten var stor, til at sige noget til Jason ”dit sprog kunne forbedres en smule,” sagde hun med et mindre smil og da hun havde sagt det, blev Jason meget chokeret over Anastasias rettelse. Han gik tættere hen mod Anastasia, men holdte en meters afstand, da han nåede tæt nok på. Det var nemt at høre Anastasia synke en klump spyt, som fik Jason til at smile fornøjet. Hun var bange, og det kunne han både se, høre og føle. Han følte Anastasias svaghed, som havde spredt sig i hendes krop og øjne, de sidste minutter. Hun var et let bytte for Jason.

Han kiggede på hende, ”måske skulle du gå? Tror du ikke, at det er bedst for os begge to,” sagde Jason med en kæk stemme, og rammer Anastasia et sted, hun selv hurtigt føler. Han truer hende på en måde der kun siger fare for Anastasias synsvinkel. Anastasia ser straks den bedste og nemmeste mulighed som bare er at gå, men der er noget ved Jason, der lader hendes ben stå op asfalten. Hun føler sig ikke klar til at gå, da hun føler en mangel på svar. Nogle svar han måske kan give?

Jason stirrede, men Anastasia stirrede igen, hun kunne godt vise sig som en lidt sej pige, selv om hun nok overalt viste svaghed, nervøsitet og ikke mindst en anelse af skræk over hans hårde toneleje. ”Jason, da jeg kom så …”

”Blev der stille.”

Anastasia blev overrasket, ”hvordan?” Hun ville vide, hvordan han kunne vide det.

Jason svarede ikke på Anastasias spørgsmål, som hun havde håbet. ”Pas på, de er ude efter dig, får de fat i dig, er det svært at komme tilbage. Bare pas på,” og med det vendte Jason sig om, og gik væk fra hende. Forlod hende i det kolde men lyse vejr. Passe på? Hvad var der at være bange for? Før Jason var dukket op, havde hun sagt til sig selv, at det bare var vinden der spillede hende et pus, men nu? Passe på, det var ikke helt til at forstå. Hvem eller hvad skulle hun undvige? Derek, Emma? Hun fattede det ikke, og valgte til sidst bare også at gå inden døre, og lade Jason passe sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...