Nattens ånd

Er du ånd, ved du hvad meningen med dit liv er. Men er du menneske, kan livet virke helt normalt, indtil det er din krop, der bliver overtaget. ~ Anastasia, en pige der ingen anelse har om åndernes eksistens, før det mest forfærdelige sker for hende. Nu ser hun sin egen krop, styret af en anden, gå rundt på den nye skole og blive mobbet af den hårde type, Jason. Hun føler sig ikke tilpas med det nye liv og da slet ikke, når hun overvinder en kraft,som ingen ånder før har gjort. Pludselig bliver hun, sammen med den søde Miles, højdepunkt for de fleste ånder. Anastasias kæmper nu for at genvinde sin egen krop, og forsætte sit liv, som den nye ånd ligeså stille er ved at ødelægge. Men i kampen om at komme tilbage, bliver kærlighed pludselig et vigtigt emne, så hvad gør hun nu?

35Likes
54Kommentarer
4174Visninger
AA

6. 2.1

Lugten af rådden skolemad fyldte Anastasias næsebor. En lugt der mindede hende om den gamle skole. Altid en klump havregrød på en rød bakke, og så var det bare om at få det ned, medmindre man ville sidde i en time og lade alle i klassen høre på ens knurrende mave. Det havde tit hændt hende, og efterfølgende var der kun kommet nedgørende kommentarer.

Blikkene. De stirrede, nærmest borede sig ind på hende. Hun følte sig utilpas, men med Emma ved sin side, følte hun sig en smule bedre tilpas. Men alligevel blev hun nervøs af de stirrende blikke fra den ene plasticdukke efter den anden. En masse make-up klasket i fjæset og deres arme fyldt med armbånd. Emma prikkede til Anastasias arm, og hun kom derfor ud af den tænkende trance.

Emma smilede til hende, mens hun trippede med hendes fødder. ”Vi stiller os i kø, skal du med?” spurgte hun Anastasia om, og stillede et smil op, Anastasia ikke kunne gennemskue. Anderledes var det. På gangen havde de virket så oprigtige, så søde, men her … det var som om de var på en facade. En facade der intet havde med nye at gøre.

Anastasia tøvede en smule, men svarede så, ”lad os gøre det.” Friskt og klar til nye udfordringer.  Emma så straks overvundet ud, som Anastasia lige havde givet et svar, Emma ikke havde haft i vente. Det opfangede Anastasia øjeblikkeligt, og sukkede indvendigt. Ikke hvad hun ønskede på sin første skoledag her, men sådan var virkeligheden. Hun troede det ville blive anderledes her, men hvad hun ikke vidste, var at det ville blive anderledes. Meget anderledes.

Lauren, stod der på den ældre dames skilt, der stod bag kantinens disk og serverede maden for de mange elever. Det ene klask kunne høres efter det andet, som Lauren tog en klump havregrød og klaskede det hårdt ned på bakkerne. Emma stod nu for tur, og skævede til den klump hun fik på sin tallerken. At folk spiste det, var klamt, selv jeg synes det.

Stolene blev rykket ud, sat ind under bordet igen, og bakker blev stillet på plads. Alt i et langsomt tempo. Selv Emma var langsom om at få stolen ud, og få sat sig ved et tilfældigt ledigt bord, sammen med de to andre og Anastasia. Anastasia fik sat sig sidst på en alene plads ved bordenden.  Hun begyndte stille at rode i havregrøden med hendes ske. ”Har du virkelig tænkt dig, at spise det?” spurgte pigen i den stribede trøje undrende. Egentlig havde Anastasia overvejet det, da du umuligt kunne være værre end det på den gamle skole, men den måde pigen spurgte hende på, fik hende til at ryste på hovedet.

Emma sukkede, ”det her er bare så klamt,” brokkede hun sig, og informerede alle om, hvordan hun synes de skulle ændre menuen her på skolen. Alle omkring dem nikkede sig hurtigt enige, undtagen Anastasia. Hun kiggede bare ned i det brune bord og undlod samtalen om for mange lektier og de sure lærere. Endnu ikke havde hun prøvet det her, og kunne ikke deltage i samtalen med en fiks kommentar.

Klokken gav lyd fra sig, og straks blev alle eleverne hurtige med at pakke sammen og løbe ud af kantinen. Selv var Anastasia den sidste der forladte lokalet med en skuffet følelse af de første minutter på skolen. Det var ikke som hun havde ønsket, der var ingen der var søde mod hende. Indtil videre i hvert fald. Sukkende forladte hun også kantinen og så en tom gang for sit blik. Først nu gik det op for hende, at hun havde glemt at spørge hvilket klasselokale hun skulle i. Først da døren i den anden ende blev lukket med et smæk, så hun en mulighed. Drengen fra kontoret gik nu forbi Anastasia på gangen, men gav hende ikke et smil. Uden overhovedet at give det en tanke, prikkede hun til hans skulder. Spontant vendte han sig om og borede sine øjne ind i hendes. Nogle egentlig smukke brune øjne stirrede ind i hendes. Det gav hende små rejsninger af hendes hår på armene, da en følelse af uhygge ramte hende.

Han tog hætten ned fra hans hoved, så hans brune hår kom frem, ”hvad vil du?” spurgte han undrende, men med en helhed i hans bløde men kraftige stemme. En bange anelse groede sig større inde i hende som han ikke blinkede en eneste gang, men holdte i den graf øjenkontakten.

Anastasia kiggede på sine papirer rektoren havde givet hende, og så der stod G2 på papiret ud for lokale. ”Ved du hvor G2 er?” spurgte hun ham forsigtigt, mens han bare rystede med øjnene – stadig uden at blinke. Han sukkede irriteret samtidig med, og tog papiret ud fra Anastasia hånd, og lynlæste informationerne.

Han rakte det derefter tilbage, ”bare følg med mig,” sagde han stilfærdigt. Anastasia nikkede og puttede papirerne ned i tasken. Straks som hun kiggede op igen, var drengen flere meter foran hende, og havde trukket hætten godt ned over hovedet. Anastasia begyndte hurtigt at småløbe efter ham, og kom til sidst op ved hans højre side. Hun undlod at kigge ind i hans øjne, men bare gå hurtigt ved siden af, og lade som om hun ikke var til stede.

Da de nåede en dør med G2 på døren, forsatte drengen ligeud, mens Anastasia blev stående. Det var vel her, at hun skulle ind? Hun tog chancen og tog i det rustne håndtag, mens hun ud af øjenkrogen så drengen gå til højre længere ned af gangen, og forsvandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...