Against The Odds. (Færdig)

Rose er en af skolens mindst populære piger, ikke fordi hun ikke ser godt ud, fordi det gøre hun. Men fra første gang hun så Christopher, skolen mest populære dreng, fandt hun ud af hvad kærlighed ved første blik betød.
Men desvære lægger Christopher overhovedet ikke mærke til Rose, før midt i 3g.
Christopher får øjnene op for Rose, han forelsker sig i hende, han slår op med hans kærste, skolens lækkreste pige, hun havde sikkert en fremtid som model med de lange ben, det blodrøde hår, den blege hud og de grønne øjne.
Christopher forsøger sig i at få kontakt til hende, det var nemt.
Men finder Rose lykken i Christopher? vælger de hver sin vej efter 3g? måske stræber Rose efter mere end den rige, selvsikkre Christopher kan tilbyde hende?

14Likes
63Kommentarer
12430Visninger
AA

61. Rose - Slut.

Chris sagde farvel til mig, imens jeg stod og hulkede. Jeg kunne ikke tro det. Det var meget værre end jeg havde forberedt mig selv på. Jeg følte det som et stort hul i mit hjerte, dørene langsomt blev lukket til. Ingen kunne optage den plads. Aldrig nogensinde.

Jeg græd stadig meget, da jeg satte mig ned. Jeg var stadig udenfor, ude foran hoveddøren. Jeg lagde mig langsomt ned, idet tårene med ét stoppede. Jeg lagde hovedet på det kolde cement, og var mere træt end jeg forventede. Snart faldt jeg i søvn. 

Næste morgen vågnede jeg, ved at mit vækkeur ringede. Jeg lå i min seng, så nogen måtte have båret mig herop. Jeg følte ingen trang til at gå i skole, kunne ikke finde en grund til det, nu hvor Chris og jeg ikke var sammen mere.

Ærlig talt, så forstod jeg ham ikke. Hvis han elskede mig, hvorfor havde han så slået op? Jeg følte pludselig en stærk smerte i min mave, og krummede mig sammen. Jeg kneb øjnene i, og holdt armene over min mave, som om det ville hjælpe. Smerten aftog lidt, så jeg åbnede øjnene igen, og da var det, at jeg så den lille fint indpakkede æske, som lå i min baglomme på bukserne, som jeg havde på igår. Jeg rakte ud efter den, og så lidt næmere på den. Så pakkede jeg den op. Da jeg åbnede æsken, gispede jeg svagt.

Indeni lå en halskæde af guld, formet som et våbenskjold, og på forsiden var 'I love you' indskravet, og da jeg vendte den om, så jeg også bagsiden af den smukke halskæde. 'more than my own life.' stod der på bagsiden, og da kom tårene op i mine øjne igen. Jeg græd lydløst, og krammede halskæden ind til mit bryst, mit hjerte. Det gik op for mig, at den indskraverede sætning var præcis de ord, Chris havde sagt til mig i går aftes. Jeg tog halskæden om halsen.

Jeg rejste mig fra sengen, og straks kom smerten tilbage til min mave, men jeg gik over til min komode, hvorpå der stod et lille smykkeskrin. Jeg åbnede låget, og rodede lidt rundt, indtil jeg fandt en anden halskæde, han havde givet mig. Den fik jeg af ham i adventsgave, og da jeg løftede den op i mine hænder, skinnede den i lyset fra vinduet. Jeg lod blidt mine fingerspidser glide over den lille sten, og minderne fra Chris' og min lykkelige tid sammen kom hurtigt tilbage.

Jeg blev helt overvældet, så jeg lagde halskæden ned i smykkeskrinet igen, og bed mig i læben, imens jeg sank en klump. Jeg orkede ikke at tage i skole i dag, og mine forældre og Sebastian var allerede gået, så jeg gik nedenunder i nattøj. Jeg satte mig i sofaen, og stirrede lidt ud i luften, imens tanker fløj igennem hovedet på mig.

Jeg ville så gerne vide, hvorfor han forlod mig. Hvordan han kunne gøre det, og om han overhoved elskede mig. Jeg rystede på hovedet for at få tankerne til at gå væk, og rejste mig så. Jeg gik over til køleskabet, og tog en skive toast. Mere kunne jeg ikke spise, det var helt sikkert.

Da jeg havde spist min morgenmad gik jeg ovenpå. Jeg havde besluttet at glemme ham. Glemme vores tid sammen, og hvor meget jeg elskede ham. Elsker ham. Men det ville blive svært, det vidste jeg. Jeg tog alt mit tøj af, og gik ind i badet. Jeg tændte for bruseren, og lod vandet gøre hele min krop våd.

Da jeg havde været i bad, tog jeg tøj på, lagde makeup og satte hår. Jeg var på vej ud af døren, da min mobil ringede. Jeg tog den hurtigt, i håb om at det var Chris, der ringede for at sige undskyld, og at han gerne ville have mig tilbage.

"Det' Rose." sagde jeg hurtigt. Jeg kunne ikke kende nummeret på skærmen.

"Hej skat, det er far. Hør, du bliver nødt til at komme hen på hospitalet, hurtigt," sagde min far i den anden ende.

"Hvorfor?" spurgte jeg. Jeg begyndte at blive bekymret.

"Det er din mor, skat. Hun har fået en pludselig kræftsvulst i hjernen," svarede han med en nervøs og bange stemme. Jeg gispede.

"Okay far, jeg kommer med det samme," sagde jeg, og skyndte mig ud af døren. Jeg låste efter mig, og satte mig ind i bilen.

"Skynd dig herhen. Hun har ikke lang tid igen." svarede han, og så lagde han på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...