Jacob Black and Jasmine Cullen?♥ #2

Seth, Jacob og Jasmine har endelig befundet sig ud på deres flugt. Men noget er helt galt! Jasmine finder ud af, at hun er en anden end hun har gået rundt og troet.

Deres arter er imod Jacob og Jasmines forhold, og er i hælene på dem. Har det kommende par nok følelser for hinanden, til at klare al den modstand på deres vej - Og er den overhovedet stærk nok?

Og hvad med Jacobs tidligere ulvekobbels alfahan, Sam? Har Sam noget at gøre med Jasmines pludselige forvandling og trance?

8Likes
224Kommentarer
4669Visninger
AA

11. Jasmine: Jacobs forsvindelse

 

Jeg vågnede igen. Jeg fumlede efter væggeuret og gispede. Klokken var fire minutter over tre! Shit! Jeg fór op fra sengen smed tæppet fra mig og styrtede ind i vores badeværelse. Jeg vaskede mig hurtigt og kom i tøjet. Jeg flettede mit lange hår i en fletning, og trak en stram sommerkjole på, som gik mig til knæet. Da jeg kom ud fra badeværelset var Jacob stadig ikke kommet tilbage! Mut redte jeg vores seng og samlede vores tøj op fra gulvet og satte det til vask. Efter at have ryddet op, bankede jeg forsigtigt på Seths dør. Det lød som om.. han græd?

- ,,Seth? Hvad er der, søde ven?" Sagde jeg blidt og satte mig ved siden af ham på hans seng. Jeg trak ham ind til mig, mens han fortsat græd. Han rystede blot på hovedet, mens tårerne gled ned ad hans kinder. Hvordan kunne jeg trøste ham? Jeg kendte ham jo ikke så godt som Jacob gjorde - Jacob, hvor er du henne?

 

Jeg tog Seth med ud at plukke blomster til Mrs. Leroy den dag. Vi havde ikke andet at lave. Der var ingen skole, ingen sure miner. Kun min egen og Seths fælles forvirrede tanker om, hvor Jacob havde sneget sig hen. - ,,Jeg løber herop, Jasmine," Råbte han til mig og løb sin vej. - ,,Seth! Lad være med at løbe så langt væk! Jeg gav dig ikke lov!" Han lod åbenbart ikke til at kunne høre mig - Han var sikkert over millioner af bjerge nu. Han løb længere ind i skoven, med mig i hælene. - ,,Stop, Seth! Vi skal også finde tilbage!" Mindede jeg ham om, og han stoppede heldigvis op. Han så lammet ud. - ,,Hvad er der? Har du set et spøgelse, eller noget?" Jeg lo af ham, da jeg ikke så det samme som han gjorde.

- ,,Jasmine.." Hviskede han forskrækket. - ,,Der er blod..." Sagde han skrækslagen og pegede på en masse blade med blod på. Jeg rystede panisk på hovedet og var på randen til at skrige. Åh, nej. Nej, nej, nej, det kan ikke passe. Åh nej, Jacob!

- ,,Løb tilbage til huset, og sørg for at Mr. og Mrs. Leroy ikke går udenfor!" Sagde jeg og puffede Seth afsted. Jeg ved at det ikke var anstændigt af mig, at lade Seth gå tilbage - også endda alene - men jeg blev nødt til at følge sporet af blodet. Det kunne sikkert føre mig til Jacob. Min elskede Jacob. Jeg løb panisk dybere ind i skoven og gentog Jacobs navn, igen og igen - Jeg NÆGTEDE at opgive! Sporet af blodet stoppede pludseligt, og jeg kunne mærke mine øjne blive våde af tårer. Jeg hulkede Jacobs navn og knyttede mine hænder. Hvordan kunne han bare forlade mig?! Hvordan kunne han bare forsvinde fra os på dén måde! Jacob! 

 

Jeg hørte skridt. Og en genkendelige latter lo højt. Jeg kiggede rundt for at se hvem det var. Edward! Jeg løb ham hulkende i møde og log mig falde i hans favn.

- ,,Du ligner en rigtig.. navojaner," Lo han. Hvor var det dejligt at høre min brors beroligende stemme. Alligevel var jeg bange for ham og hvad han nu kunne finde på at gøre, nu hvor jeg havde trodset hans regler. Men han var ikke stiktosset - Ikke spor..

- ,,Sam, tag hende," Mumlede han og skubbede mig fra sig og ind i en andens favn. Sam? Hvad? Hvad skete der? Jeg så uforståendelig på min bror og brød ud i gråd. Jeg rystede panisk på hovedet.

- ,,Nej, nej, nej, neeeej..." Hulkede jeg og skulte mit ansigt med mine hænder. - ,,NEJ!" Råbte jeg højt, og ordet gav ekko i skoven. Nej, nej, nejj, nejjj.

- ,,Hvad har I gjort ved ham?!" Råbte jeg vredt og vred mig ud af Sams favn. De svarede ikke. Lo bare. - ,,HVAD HAR I GJORT VED HAM?!" Råbte jeg igen. Jeg måtte virkelig se forfærdelig ud. Tårerne strømmede ned ad mine kinder, og mit hjerte bankede for fuld gallop afsted.

- ,,J-Jasmine.." Sagde en hæs stemme bag mig. - ,,JACOB!" Råbte jeg og løb hen til ham. Men inden jeg nåede hen til ham, trak Edwards kolde hænder mig i håndleddet og min arm sagde.... knæk.

- ,,Undskyld, lillesøster, men det er for dit bedste," Hviskede han med sin kolde stemme. Sam kom gående i mod mig - Med næsten samme blik, som Jacob havde sendt mig forleden aften... Nej, nej, neeeeejHold dig væk!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...