Underground Love


1Likes
0Kommentarer
1068Visninger
AA

2. Historien; Del 1

Jeg rejste mig stille op, og så omkring i det lille hus hun sov i. Jeg besluttede mig at gå ud på gaden, uden nogen egentlig grund. Jeg kiggede rundt på folk, og begyndte så at gå. Jeg begyndte at løbe, at være ude på fri gade brød jeg mig ikke om. Pludselig (og uheldigvis) løb jeg ind i en, jeg kiggede forskrækket op på ham og lagde skræmt ørene ned. Han kiggede bare på mig, og løftede det ene øjenbryn. Jeg skærmede mit ansigt med min arm, og bad til han ikke så mig.. Hvilket ville være umuligt. Jeg sukkede stille, men kiggede skræmt op på ham nede fra jorden. Jeg prøvede at skjule ørene, som jeg havde lagt ned i håret, og min buskede hale som jeg uheldigvis landede på. Han kiggede bare på mig, men rækkede så en hjælpende hånd ned til mig. "øh.. er du okay?" sagde han, imens han bare kiggede ned på mig. Jeg rykkede mig bare længere ind i skyggen, med et skræmt blik i øjnene. Jeg trykkede mig op af muren, imens jeg kiggede nervøst rundt omkring mig, men jeg var fanget. Jeg rejste ørene ganske lidt, og hvæste lavmældt af den fremmede fyr. Han trækkede hånden til sig, og kiggedeuforstående på mig. Han kiggede kort på mine øre, og trådte så et par skridt tilbage. Jeg lukkede stille øjnene, og prøver at få det til en drøm.. som virkelig ikke kig specielt godt. Jeg åbnede dem igen, og kantede mig forbi ham, men standsede hurtigt og vender om og styrter tilbage til ham. "Sig at du kender mig" hvislede jeg stille og rev ham ind foran mig, lige tidsnok til at en stor flok drenge kom gående. Han kneb stille øjnene sammen da jeg lukkede øjnene, og han så kort på mig da jeg kantede mig forbi ham. Han havde allerede næsten vendt om, da jeg kom styrtende tilbage og rev ham foran mig. "hvad?" sagde han, og fik tydeligvis ikke rigtig fat i hvad jeg sagde. Han rettede så blikket imod drengene, og måler dem med blikket. Hvor han så lægger hovedet let på skrå. "Sig-at-du-kender-mig!" hvæstede jeg, og skubbede ham frem ad. Jeg kiggede rædselsslagent på de store drenge, for deres anfører møver sig tøvende frem og spørger fyren om han kender mig. Jeg kigger bedene på ham, og vender så blikket ned igen. Han nikkede kort, og kom med et "ja" som svar. Jeg sukkede lettet, da hun ser drengene smutte igen og vipper med de katteagtige ører. Jeg læner hovedet tilbage, misser med øjnene og kigger op på fyren. Jeg betragter ham lidt, men tøver så og ved ikke hvad jeg skal sige. Da jeg ikke har høflighed nok til at sige tak. Han så bare efter drengene, med et drillende og let lumsk blik. Han rettede så blikket imod mig, "hvad ville de?" spurgte han. Jeg så stille ned, og skævede til ham. "det de plejer at ville.." mumlede jeg stille og ser ham pludselig i øjnene. Mit blik er mørkt, og mine øjne er dybe og sorte som natten, da hun stirrer ham direkte i pupillerne. Han så på mig. nærmest helt vildt uforstående på mig. "Hvad plejer de store aber at ville?" sagde han stille, og mødte mit blik og betragtede mine øjnes dybe men velkendte farve. Jeg rystede bedrøvet på hovedet, og kiggede ned. "slemme ting, slemme ting, sir jeg til dig" hvislede jeg og så på ham med det samme blik, bare hvor han nu kan se mit voldtægtsfulde liv i mine øjne. Jeg vippede stille med ørene, og svingede nervøst med halen. Han så på mig, og anede ikke rigtig hvad han skal sige. Han rystede det af sig, og lyttede til hvad jeg sagde. Han så mit voldtægts liv gennem mine øjne, hvilket fik ham til at spekulere på om den gruppe havde rørt mig. "Har de abekatte rørt dig?" spurgte han. "Hvad tror du selv?" snerrede jeg som et svar og lagde ørene ned i håret. "Jeg er et nemt offer, lille og tynd. Nem at brække knogler på, og kan ikke gøre megen skade" hvislede jeg og så ned igen. Mine øjne blev sløret af tårer, og tårene trillede ned over mine kinder. Jeg hulkede ikke, jeg stirrede bare ligeud i luften, og tårene trillede ned af mine kinder. Han anede ikke hvad han skulle sige, ikke andet end djævlen inden i ham ville ud og rive dem over. "Så de rammer dig fordi du er lille? Hvad i alverden løber der igennem deres hoveder i dette år 100.. Det er vist på tide at lære dem en stor lektie" sagde han, og satte sig i bevægelse i den retning gruppen forsvandt hen. Uden at se tilbage, gik han bare. Jeg løftede blikket, og kiggede forskrækket efter ham. "Hey, vent! Hvad laver du?!" råbte jeg efter ham, og løb hurtigt op på siden af ham. Jeg kiggede ned, men gik ved hans side og tænkte. "Du kan ikke lære dem noget. De har ikke noget hovede, du på nogen måde kan banke noget ind i" sagde jeg, og sukkede tungt. Fyren gik bare, imens hans blik var fæstnet frem ad. Et lille smil spillede om han læber, som både er farlige og mystiske. "Hvad siger at jeg vil banke dem? Måske bare skræmme dem en smule..Men kan du forklare mig hvad væsner de er? Hvis de er mennesker er det ingen sag" sagde han, imens han gik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...