Englen - Færdig

Man falder ikke fra Guds side ustraffet. Men det ved den mange hundrede år gamle faldne engel Aisha ikke. Ikke endnu, i hvert fald. Men hun vil snart opdage hvorfor man aldrig holder op med at falde, når man er faldet én gang.

- Her er så det i sukker efter. Tror jeg. Og nej, selvom kapitlerne hedder det samme, sker der ikke det samme i dem :)

11Likes
54Kommentarer
3673Visninger
AA

9. Sandheden

Det udviklede sig ikke til mere end det, og selvom jeg inderligt ville ønske at jeg kunne sige at det var på grund af mig, kan jeg desværre ikke tage æren. Nej, det var Patch der sagde stop, hvilket overraskede mig utroligt. Han havde, for ikke at lægge skjul på detaljerne, aldrig sagt nej til sex. Det var altid mig der var den tilbageholdende, men det havde så åbenbart ændret sig over de sidste hundreder af år. Ligesom så meget andet.
Men jeg må da indrømme at han, da jeg gik i seng, satte sig på min sengekant, og nynnende forskellige melodier indtil jeg faldt hen. Lyden af hans stemme, måden den fik alle mine muskler til at slappe af på, var utrolig. I det øjeblik, ville jeg gøre hvad som helst for at være sammen med ham for evigt.
Men da jeg vågnede næste morgen, var jeg ikke det mindste mere afklaret omkring det valg jeg skulle træffe.
Jeg overvejede at gå ind til Jackson, men samtidig ville jeg gerne give ham tid til at sørge alene. Det, og så havde jeg virkelig dårlig samvittighed, over kyssene mellem mig og Patch. Det, og så det faktum at jeg rent faktisk overvejede at vælge Patch, alene på grund af kendsgerningerne. Han ville leve evigt, præcis ligesom mig, og han kendte mig. Han vidste hvem jeg var, og hvad jeg var. Og han så ud til at have ændret sig.
Men på den anden side... Hvis han ikke havde ændret sig, ville jeg få knust mit hjerte igen, og sandsynligvis have mistet Jackson for altid.
Så jeg nåede frem til det eneste logiske. Jeg lod skæbnen bestemme. Eller Gud, om jeg må bede.
Det vil sige at jeg meget enkelt, besluttede at fortælle Jackson sandheden. Hele sandheden. Og hvis det var meningen at vi skulle være sammen, ville han acceptere det, acceptere mig, og holde på min hemmelighed. Og hvis Patch virkelig elskede mig, ville han vente på mig, til jeg havde fundet ud af det. Han havde trods alt hele evigheden.
Så det var hvad jeg gjorde.
Risikerede alt, men det nåede jeg selvfølgelig ikke at tænke over. Ikke fordi der ikke var tid, men fordi jeg var pinligt bevidst om hele tiden at aflede mine tanker, alene af den grund, at jeg ikke kunne overskue at tænke over hvad konsekvenserne af mit valg kunne være.
Jeg trak i shorts og en tanktop, ikke fordi det passede til det kølige efterårsvejr, men fordi faldne engle aldrig fryser, og det kunne jeg ligeså godt også demonstrere, nu jeg var i gang.
Og så proppede jeg ellers noget makeup i hovedet, der indrammede mine næsten sølvfarvede øjne, og klippede hul i min trøje på ryggen, så jeg om nødvendigt, kunne vise ham mine vinger. Altid at godt kort at have i baghånden, hvis han ikke troede på mig.
Så satte jeg ellers kursen mod Jacksons lejlighed. Og der var jo ikke så lang vej, men uheldigvis lige nok, til at jeg nåede at tænke; hvad Fanden i Helvede og Gud i Himlen er det jeg laver?
Dog besluttede jeg at ignorere stemmen i mit hoved, der skreg til mig om at vende om og glemme alt om nogensinde at fortælle ham min hemmelighed.
Hold kæft! Beordrede jeg den, lige som jeg ringede på hans dør.
En træt, og en smule forgrædt Jackson åbnede døren.
''Aisha, hej,'' hilste han, og smilede halvhjertet.
''Hej. Jeg er nødt til at snakke med dig,'' sagde jeg, mens mine instinkter skreg af mig at jeg stadig kunne nå at ændre mening.
''Okay. Kom ind,'' sagde han bare, og trådte til side.
Jeg trådte ind i hans lejlighed for første gang, og den var uhyggeligt ens med min. Ikke kun dens opbygning og arkitektur, men også møblementet. Selvfølgelig ikke de samme, men samme stilart, selvom min indretningsform var ret unik.
Vi gik ind i en stue, næsten magen til min, og placerede os i hver sin ende af sofaen.
''Hvad skal du tale med mig om?'' spurgte han ligegyldigt, og endnu engang blev jeg i tvivl om, om det jeg var i gang med, var en god ide.
Men jeg fortsatte.
''Mig selv, faktisk. Der er ting du ikke ved om mig. Vigtige ting,'' fortalte jeg tøvende.
''Fortsæt,'' sagde han, og havde et nysgerrigt glimt dybt inde i øjet. Det var opmuntring nok for mig, til at fortsætte. Bare et se en følelse i hans ansigt, selvom den kun var flygtig, var en gave til mig.
''Du kommer til at synes at jeg er fuldkommen vanvittig...'' mumlede jeg, og tilføjede i mine tanker at det var jeg muligvis også.
''Men jeg er en falden engel. Og jeg kan bevise det.'' Han stirrede bare på mig, og begyndte at grine. Det var både utrolig irriterende, og utrolig dejligt.
''Du tror ikke på mig, det har jeg fattet, men så se her,'' sagde jeg, og rejste mig fra sofaen. Han kiggede på mig med et blik som udstrålede at han morede sig fortræffeligt, men i det mindste kiggede han da på mig. Så jeg tog det store skridt, og lod mine vinger gå ind og ud bag mig, igen og igen. De var sorte, som hos enhver falden, men de var trods alt vinger.
Han stivnede midt i et grin og mumlede ''Holy crap...''
Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle tage det. Hvad var det for at udtryk at bruge.
Frygt? Glæde? Forvirring? Frustration? Hvordan skulle jeg vide det? Alt helligt jeg kendte, var Gud og kirken, og selvom Gud havde ret så meget med det at gøre, var jeg rimelig sikker på at det ikke var det han mente.
“Det er jo… sindssygt!” råbte han, med ægte glæde i stemmen. Okay, måske ikke glæde, men spænding.
“Ja, det er et godt ord for det…” mumlede jeg sammenbidt, mens jeg fortsat prøvede at regne ud hvad han helt præcist mente.
“Det er… For vildt…” mumlede han fascineret, næsten henført.
“Er det… Godt eller dårligt?” spurgte jeg tøvende. Det her var sandhedens øjeblik, hvor han enten kunne velsigne eller forbande mig.
Jeg vidste ikke engang hvad jeg håbede på. Hvis han forbandede mig, ville der være at valg mindre at træffe. Hvis han velsignede mig, ville han i princippet stadig være min.
“Godt spørgsmål… Det er helt klart sejt! Men… Ja, hvad betyder det helt præcist at du er en falden engel?” spurgte han nysgerrigt.
Her kom den. Nu var jeg nødt til at forklare om Patch, og alt andet. Jeg burde have vidst at det ikke kunne undgås.
“Det er noget af en lang historie, kan jeg love dig,” sagde jeg, og forsøgte at undgå spørgsmålet.
“Så start ved begyndelsen,” sagde han, med et venligt, tålmodigt smil.
“Begyndelsen… Det er mange år siden. Men det må jeg jo så… Jeg blev født i år 1587, eller, skabt er måske et bedre ord. Jeg var en af Guds kærlighedsengle, altså det i mennesker nu om dage betegner som Amor, selvom vi er en del flere end bare denne ene, tykke baby med bue og pil.
I hvert fald, kom der på et tidspunkt en ny engel til. Hans navn var…” Jeg tøvede her, sank en gang eller to, mens jeg talte mine hjerteslag, der steg i tempo for hvert sekund. Men jeg fortsatte.
“Hans navn var Patch. Jeg forelskede mig dybt og inderligt i denne fremmede, hemmelighedsfulde, og alt for perfekte engel. Men han viste sig ikke at være en engel, men en af Djævlens håndlangere, sendt for at spolere Guds idé om den perfekte verden. Og en af tingene han kunne gøre der, var jo selvfølgelig at få kærlighedsenglene til at falde.
Og han startede ud med mig.
Så jeg faldt, hele vejen herned på jorden, hvor jeg skal vandre i al evighed. Det er nok 400 år siden nu, eller deromkring.
I al den tid har jeg ikke følt noget. Overhovedet. Så kom du… Og pludselig følte jeg noget, uden at vide hvad det var. Og det ved jeg faktisk stadigvæk ikke. Og så kom Patch… I går aftes, da du bad mig ringe til din ven… Jeg fik et chok…”
“Er min ven Patch.. Den Patch?!” spurgte Jackson forfærdet, og kiggede på mig med åben mund. Hvis det ikke havde været sådan en alvorlig situation, var jeg begyndt at grine, for han lignede virkelig en guldfisk.
“Ja, det er han… Og nu kommer vi så til den værste del…” mumlede jeg.
Jackson stirrede bare på mig.
“Jeg..”
“Aisha, du står vel ikke og fortæller min historie, vel?” lød Patch’s stemme, fuld af falsk forfærdelse.
“Ja, det gør jeg, og hvis du har et problem, så kan du jo forklare det,” snerrede jeg irriteret. Det havde krævet utrolig meget for mig, at indstille mig selv til at fortælle Jackson hvad der var sket mellem mig og Patch, og så fik jeg ikke engang lov til det, uden at han skulle afbryde mig.
“Jeg tror ikke du ønsker at jeg forklarer noget som helst søde,” sagde han, og strøg min kind da han passerede mig. Jeg rystede den kildrende fornemmelse af hans fingre af mig, men den uønskede nydelse forlod mig ikke så nemt.
“Lad hende være,” sagde Jackson vredt, da han så min reaktion.
“Jackson, jeg er ked af at sige det, men hun ønsker ikke at jeg lader hende være…” mumlede han, da han satte sig i sofaen ved siden af Jackson.
“Hvordan kan du vide det?” snerrede Jackson.
“Nå, jeg kan høre at du ikke har fortalt ham hvad der skete i går. Ja, undskyld jeg både er arrogant og uhøflig, men jeg ønsker ikke at du holder Jackson for nar Aisha. Og jeg ved at du i sidste ende, ikke kan undvære mig. Præcis ligesom jeg ikke kan leve uden dig,” sagde han, og kiggede intenst på mig.
Jeg svarede så koldt og skarpt som muligt: “Du lever ikke. Du er ligesom mig. Du er død.”
“Årh, for Himlens skyld min engel, du ved hvad jeg mener,” sukkede han opgivende. Han havde virkelig en forkærlighed for drama.
“Ja, det gør jeg. Og har du tænkt dig at forklare Jackson noget, eller skal jeg gøre det?” spurgte jeg irriteret.
“Tal du bare,” sagde han med et smil.
“Okay… Min pointe var… I går da jeg var oppe og hente nøglen…” stammede jeg mumlende.
Patch afbrød mig utålmodigt: “Søde, du kan ikke holde ham hen på den måde, og du har tydeligvis svært ved at få det sagt. Så altså, det der skete i går var kort fortalt, at da jeg så Aisha, kunne jeg ikke undgå at… Føle mig tiltrukket af hende igen. Så kort sagt, jeg kyssede hende. Og igen i går aftes. Men selvom ja var i hendes soveværelse, skete der ikke mere end det, det kan jeg skrive under på!”
“Du sang mig i søvn,” mumlede jeg med et smil.
“Ja, noget skulle jeg jo gøre,” smilede han tilbage.
“Så, det du siger er at du er min kærestes eks kæreste, at du smed hende ned fra himlen for flere hundrede år siden, og alligevel snaver du hende nu?” snerrede Jackson sammenbidt.
“Ja, jeg er ked af at sige det min ven, men det er vel nogenlunde sådan tingene ser ud, hvor vi står nu,” sagde Patch, alt, alt for afslappet.
“Patch, gider du holde din kæft?” råbte jeg. “Eller i det mindste lade være med at være så pisse arrogant!”
“Undskyld…” mumlede han.
“Tak,” sagde jeg med et påtvunget smil. Så flyttede jeg mit blik over på Jackson. “Nogle spørgsmål?” spurgte jeg.
“Kun et par tusind eller deromkring,” sagde han ironisk.
Jeg tog en dyb indånding, og forsøgte at slappe af.
“Skyd løs,” sagde jeg.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...