Englen - Færdig

Man falder ikke fra Guds side ustraffet. Men det ved den mange hundrede år gamle faldne engel Aisha ikke. Ikke endnu, i hvert fald. Men hun vil snart opdage hvorfor man aldrig holder op med at falde, når man er faldet én gang.

- Her er så det i sukker efter. Tror jeg. Og nej, selvom kapitlerne hedder det samme, sker der ikke det samme i dem :)

11Likes
54Kommentarer
3654Visninger
AA

12. Afrejse

Jackson gik ind i det jeg formodede var stuen, og jeg fulgte ham. Det viste sig at jeg havde ret. Patchs stue var endnu mere luksuriøs end min egen, hvilket indebar design til flere millioner kroner, samlet på mindre end 7 gange 5 kvadratmeter.
“Hold da kæft…” mumlede jeg, mens Jackson gik hen og satte sig i sofaen.
“Ja, fedt sted, ikke?” spurgte Jackson henkastet, og tændte for tv’et. Et eller andet reality-show kørte.
“Jo, det må man nok sige,” mumlede jeg, og mente selv at min lejlighed var ‘et fedt sted’ mens det her mere lignede noget der tilhørte en millionbetalt skuespiller eller sanger, frem for en dæmon der havde konverteret til et ærligt liv.
“Hey Aisha?” Jackson vendte sig væk fra tv’et, og kiggede på mig, der stadig ikke var trådt et skridt længere end døråbningen.
“Ja?” spurgte jeg med et smil, der føltes ægte, på trods af den anspændte situation vi var endt i. Nu har jeg jo heller ikke været god til at mærke ægte følelser i lang tid, så jeg kan sagtens have taget fejl.
“Kommer du ikke lige herover? Der er noget jeg gerne lige vil snakke med dig om, før Patch kommer tilbage,” sagde han, og gjorde plads til mig, i den lille, men meget moderne, og tydeligvis dyre sofa.
Jeg gik roligt hen til ham, og satte mig ned. Han satte fjernsynet på mute, og vendte hele overkroppen mod mig.
“Er du forelsket i Patch?” spurgte han ligeud.
Det spørgsmål var ikke lige hvad jeg havde forventet. Noget mere logisk at spørge om, på et tidspunkt som dette, ville være; hvor tager vi hen, hvad kommer der til at ske, men som sædvanlig skulle Jackson gå efter det uventede.
“Det… Det ved jeg ikke…” mumlede jeg forsigtigt. Klumpen i min hals bevidnede om min skræk, både for at såre og miste ham.
Men det værste var hans blik. Hans ansigt ændrede sig ikke ved det jeg sagde. Hans udtryk forblev det samme.
“Er du forelsket i mig?” spurgte han så.
“Det… Det tror jeg…” hviskede jeg, rædselsslagen for hvordan han ville reagere.
“Hvad mener du med det?” spurgte han, og lød mere tålmodig end jeg nogensinde ville have troet at han kunne være.
“Jackson, du er nødt til at forstå at jeg ikke har tilladt mig selv at føle noget siden jeg faldt. Jeg er først lige i gang med at vende mig til det. Men du fik mig til at føle noget, så et eller andet må du jo gøre ved mig, ikke?” forsøgte jeg.
Han så rimelig tilfreds ud ved det svar, og nikkede.
Vi sad et stykke tid i tavshed, før Patch kom tilbage. Han havde en masse poser under armen. Han rakte tre til mig, og til min lettelse indeholdt de ikke udelukkede blondeundertøj, hvilket jeg ellers havde frygtet at han kunne finde på, når han nu vidste at jeg ikke kunne føle kulde.
Jackson fik to poser, og så havde han fem tilbage.
“Der er alt hvad vi behøver. Også til mennesket. Men jeg ville nok begynde at gøre klar til at tage af sted. Tusmørket er begyndt at falde udenfor,” sagde Patch. Jeg nikkede. Jackson tog bare sine poser under armen, og gik ud og åbnede døren ud til opgangen.
“Skal vi af sted eller hvad?” spurgte han utålmodigt, og gav et kast med hovedet ud af døren.
Patch og jeg kiggede et øjeblik på hinanden, og blev stiltiende enige om, at hvis mennesket syntes det, så skulle mennesket have sin vilje.
Vi listede ned af trappen, af frygt for at tiltrække unødig opmærksomhed til vores flugt. Naboerne ville jo nok bide mærke i at Patch var væk.
Da døren til opgangen lukkede bag os, havde Patch allerede kastet alle tingene om i bagagerummet i sin bil, og kommanderet os ind.
Jeg satte mig på passagersædet, med Patch ved siden af mig, foran rettet. Stakkels Jackson blev forvist til bagsædet.
“Hvor kører vi hen?” spurgte jeg Patch.
“Lige nu, bare ud af New York i en hulens fart, for lige siden vores hemmelighed blev afsløret, har jeg kunnet mærke at noget var under opsejling. Men jeg ved også at Lucifer er nødt til at få det til at ligne en ulykke, ellers vil for meget mistanke falde på ham. Det vil han ikke risikere. Det betyder at det skal være under opsejling i et stykke tid. Med andre ord, hvis vi holder os i bevægelse, kan han ikke ramme os,” forklarede han, satte bilen i gear, bakkede ud på den lille sidevej, og trykkede speederen i bund.
“Jamen… Farvel New York,” mumlede jeg, og lod min finger køre hen ad bilruden.
Bilens lys forsvandt bag os på under en halv time, og snart var vi i ødemarken. Noget i mig var taknemmeligt for friheden.
For alt i verden ville jeg ikke miste Jackson, men jeg vidste ikke hvem af det to fantastiske mænd, der elskede mig af hele deres hjerte, jeg skulle vælge.
I stedet håbede jeg bare på at denne lille tur, ville give mig tid til at træffe valget.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...