Nothing's fine...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2011
  • Opdateret: 8 jul. 2013
  • Status: Færdig
16-årige Izabella hader sit liv. hun er overbevist om at døden vil være langt mindre smertefuld, men er det nu også sandt..?

3Likes
8Kommentarer
2046Visninger
AA

2. The meeting...

"Hva så smukke." Hviskede Jacob Locker og trykkede mig hårdt op mod muren. Jeg vendte hovedet væk i afsky af den lugt der kom fra hans mund. Han var fuld, midt på dagen! Jeg havde aldrig brudt mig synderligt om Football holdets måde at fejre ting på. De fejrede nemlig altid lidt for meget.

"Skrid Jake." Sagde jeg i afsky og trak mig så langt ind mod muren som muligt, for at komme væk fra kickerens stinkende øl ånde.

"Kom nu skatter, du vil jo gerne." Hviskede Jacob, og begyndte at famle febrilsk ved mig t-shirt, som hang løst ned over mine solbrune hofter. Jeg havde ikke verdens pæneste tøj på, da jeg kun troede at jeg skulle en tur ned i centeret og tilbage, men så havde Jacob fanget mig inde i den mørke gyde.

"Stop det Jake!" Sagde jeg lidt mere fast end sidst, og denne gang skubbede jeg forsigtigt til ham, men han var stædig og ville ikke give slip.

"Kom nu babe." Hviskede han, og så fandt hans hånd kanten på mine trusser. Babe var det alle drengene kaldte mig, men pigerne kaldte mig Bella eller Liza.

"Jake!" sagde jeg fast, og skubbede lidt hårdere. Det gjorde bare Jacob mere ophidset. Han kastede sig mod mig igen, og skubbede mig så hårdt ind i muren bag os, at jeg kunne mærke blodet sive fra mit baghoved, og min højre albue. Så lød der stille trin lidt væk, og jeg forbandede gyden mellem husene, som Jacob og jeg stod i. Ingen kunne se os, medmindre de kiggede ind på vej forbi, men det var der aldrig nogen der gjorde. Og så lugtede der alt for meget af øl og hjemløshed.

"Jacob!" Hvæsede jeg, og han begyndte febrilsk at kysse mig op ad halsen, mens jeg slog irriteret på hans brystkasse, som var hård og veltrænet efter at have trænet hver dag i et år, indtil vores skoles Football hold lå nummer et på ranglisten.

"Kom nu Babe." Hviskede han - totalt liderligt - og så begyndte jeg for alvor at gøre modstand. Han skulle overhovedet ikke nyde noget af mig.

"Jacob stop!" Sagde jeg højt og tydeligt, og begyndte at vride mig vildt, for at komme væk. En masse tårer var begyndt at trille ned ad mine kinder, og smerten i mit hoved og min albue var uudholdelig. Jeg skubbede endnu hårdere til ham, men han blev bare ved med at holde stramt fat i mine hofter.

"Jacob! Slip mig!" Så begyndte jeg at skrige, da han tog endnu hårdere fast på mig. "Jacob!" Skreg jeg, og begyndte at vride mig endnu mere. Hans hånd ar begyndt at famle efter min bukseknap.

"Hey! Slip hende!" lød en dyb og hård stemme foran mig, og jeg kunne svagt skelne en silhuet dukke op i gydens udmunding.

"Shit!" hviskede Jacob irriteret, og så smed han mig på jorden, hvor jeg klynkede lydløst. "Fint!" Sagde han lidt højere, så den anden person kunne høre det. Så sparkede han noget af den løse jord på mig, og gik med selvsikre skridt forbi personen, som stod foran mig, mens jeg holdt krampagtigt om det jord infiserede sår på min albue.

"Er du okay?" Spurgte fyren foran mig usikkert, og jeg åbnede forsigtigt øjnene. Det var en høj dreng, som så ud til at være på min alder. Han havde let kryllet, lysebrunt hår, og de mest fantastiske blå øjne. Jeg fik rejst mig forsigtigt, og skubbede mit tøj på plads, så ingen af mine goder var synlige.

"Jeg har det fint." Sagde jeg lidt koldere end jeg havde ment det. Han havde trodsalt reddet mig fra Jacob. Jeg kiggede trodsigt på ham, for ikke at vise at jeg havde ondt, og så gik jeg med skridende trin ud ad indhakket, og videre hen ad gaden, mens jeg prøvede at mærke hvor slemt såret i baghovedet var.

"Vent! Du bløder jo!" sagde drengen og løb efter mig. Blodet fra mit baghoved havde sikkert fået farvet mit lange blonde hår. Jeg tog hurtigt min hånd væk fra hovedet, og vendte mig mod drengen igen.

"Og også på armen!" Sagde han forfærdet. Jeg havde fået løftet armen med den blødende albue. Skønt! Jeg havde ikke brug for flere der hånede mig. Mit liv stank nok i forvejen. Jeg vendte mig bare væk fra ham igen og gik videre.

"Jeg har det fint, sagde jeg jo." Sagde jeg surt, mens jeg prøvede at orientere mig på hvilken vej jeg skulle. Heldigvis lå mit hus ikke mere en et par gader væk - eller ti - og den pakke vindruer, som jeg havde været nede og købe var fuldstændig uskadt.

"Vent! Lad mig hjælpe dig!" Sagde drengen med en indtrængende blidhed, og jeg sukkede opgivende.

"Skrid nu! Jeg har ikke brug for din hjælp!" Sagde jeg koldt, og gik hurtigt videre, mens jeg håbede på, at han ikke fulgte efter mig.

"Det ser ellers sådan ud!" Råbte han efter mig, men jeg blev ved med at gå, mens jeg prøvede at få en lille sten ud fra såret på albuen.

"Hey Babe, hva' så? Har bjørnen overfaldet dig igen?" Råbte nogle drenge fra den anden side af gaden. Jeg sendte dem mit værste dræberblik, og gik irriteret videre. En lille tåre trillede ned ad min kind, da jeg igen tog fat i stenen og rev den ud. Så var drengen oppe ved siden af mig igen, og jeg slog irriteret ud med armene.

"Lad mig nu hjælpe dig." Sagde han bedende, og jeg sukkede igen, mens jeg kiggede rundt efter eventuelle lurere.

"Fint, du må gerne hjælpe mig med at komme hjem." Sagde jeg, da jeg sikrede mig at ingen kiggede, og så så jeg ind i drengens fantstiske øjne igen. Han smilede stort til mig, og afslørede et perfekt sæt tænder. Så trak han mig med sig hen ad gaden, og hen til en stålgrå Volvo, som stod parkeret et stykke væk.

"Hop ind." Sagde han, og holdt døren for mig, mens jeg kiggede beundrende ned på den nyvaskede bil. Jeg kiggede mistroisk på ham en enkelt gang, men endte alligevel med at stige ind.

"Hvor bor du?" spurgte han, og jeg pegede stumt ligeud. Jeg ville bare have denne køretur overstået  så hurtigt som muligt. Stilheden var allerede for intens.

"Sig mig dit navn." sagde drengen efter lidt tid, og jeg spærrede øjnene op. Ingen havde nogensinde interesseret sig for mit navn. Og det gjorde ham her sikkert heller ikke. Han prøvede bare at finde på et ligegyldigt samtaleemne.

"Izabella. Drengene kalder mig Babe, men mit rigtige kælenavn er Bella. Eller Liza" Sagde jeg stille, og så afvendtende på ham, mens jeg forventede et udbrud af fornærmelser eller hån.

"Izabella. Sødt navn. Mit navn er Derrick. Eller, mit rigtige navn er Aldericko. Jeg er fra Spanien." Sagde han, og trak tøvende på skuldrene, mens han drejede ned ad den gade, som førte ind til mit hus.

"hey Derick. Rart at møde dig." Sagde jeg, mens jeg kiggede efter mit hus, og Derrick smilede til mig, mens han drejede af igen, og kørte ned ad den ensomme villavej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...