Nothing's fine...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2011
  • Opdateret: 8 jul. 2013
  • Status: Færdig
16-årige Izabella hader sit liv. hun er overbevist om at døden vil være langt mindre smertefuld, men er det nu også sandt..?

3Likes
8Kommentarer
2043Visninger
AA

3. beat up...

Hele vejen hjem sad jeg en lille smule lænet forover, da jeg ikke ville spilde blod på de fine sæder. Jeg smilede skævt til Derick, da vi kom til mit hus, og så steg jeg hurtigt ud. Jeg gik med hurtige trin mod hoveddøren, og pludselig dukkede Derick op ved min side, hvilket fik mig til at spærre øjnene kraftigt op.

"Må jeg ikke komme med ind? Så jeg kan sikre mig at du er okay?" Spurgte han, og jeg smilede undskyldende, mens jeg stoppede op lidt fra døren.

"Jeg vil helst gøre det selv." En løgn. Men min stedfar - Larry - var hjemme, og var altid fuld. Han ville sikkert give mig et ekstra blåt mærke eller to, og det skulle Derick ikke se. Selvom jeg var ret ligeglad med hvad han tænkte om mig, så havde jeg aldrig fortalt andre end min veninde om Larry.

Derrick trak tøvende på skuldrene, og gik så langsomt ned ad trinene igen. Jeg ventede til han var helt væk, og så listede jeg ind ad døren. Larry sov og jeg listede stille forbi. Men selvfølgelig skulle jeg lige komme til at vælte paraply-holderen, og han vågnede snorkende, inde fra stuen.

Jeg vendte mig mod trappen, og kneb øjnene i. Jeg hørte Larry komme ud i gangen, og jeg vendte mig tøvende mod hans tomatrøde ansigt, mens jeg hurtigt registrerede den tomme øl i hans hånd.

"Sig mig, har du ikke lært at være stille!" Nærmest råbte han, og jeg kiggede stille ned i gulvet og pillede nervøst ved en løs tråd i mit ærme.

"Jo." mumlede jeg næsten utydeligt, for jeg ville ikke gøre ham vred. Det endte aldrig godt.

"Hva' sagde du?" Spurgte Larry tvært, og jeg kiggede trodsigt op i hans lynende øjne, som var han bare en af drengene på min skole.

"Jo!" sagde jeg koldt, og så ramte hans hånd min kind, med et brag. Jeg faldt om på gulvet, og tog mig til hovedet, mens jeg kæmpede med de smerte tårer, som pressede sig på.

"Så husk det!" Råbte Larry, og så sparkede han mig i siden, så mine ribben skreg i smerte. bagefter gik han ind og lagde sig på sofaen igen, og jeg gik krumbøjet op på mit værelse, mens jeg knugede om mit skadede ribben.

Det ar heldigvis fredag, så han ville være ude hele weekenden, og så ville jeg slippe for ham. jeg ømmede mig meget da jeg satte mig på sengen. jeg fandt stille mit private førstehjælps-sæt frem, og begyndte at rense mine sår.

da jeg havde fået forbundet in albue, kom min mor listende ind. hun vidste godt hvad Larry gjorde ved mig, men problemet var bare, at han også gjorde det ved hende. Hun var tit overøset med sår og blå mærker, men hun kunne intet gøre, da Larrys forældre var meget rige, og vi havde ikke råd til en så krævende skilsmisse.

"Åh, min lille skat." Sagde hun trøstende, og løb hen til mig på sengen. Jeg klamrede mig grædende til hendes skulder, mens hun stille begyndte at rense såret på mit hoved. Det var sikkert meget slemt, for hver gang hun rørte ved det måtte jeg bide tænderne samen i smerte.

"Hvad er der sket? Larry plejer aldrig at være så hård?" Sagde min mor bekymret og jeg trak stille på skuldrene. Jeg ville ikke fortælle hende om hvad der skete med Jacob. Endnu en tåre trillede ned ad min kind, og min mor trykkede mig ind til sig igen.

"Shhh..." hviskede hun i mit øre, og sådan sad vi lidt, indtil Larry råbte nede fra tuen, at mor skulle gå igang med maden. Jeg smilede beroligende til hende, og gik ud med førstehjælps-kassen igen, med en rivende smerte i maven, men jeg forsikrede mig selv og min mor om at det bare var et begyndende blåt mærke.

Da min mor var væk hoppede jeg stille ud ad vinduet med flere små smertes udbrud, og så gik jeg mod hospitalet. Min mor ville ikke have at folk vidste hvad Larry gjorde, men jeg nægtede at lade det passere, så jeg gik til hospitalet, for at få det behandlet. Og de havde tavshedspligt, så de sagde intet videre.

 

**

 

"Hej igen Izabella." Sagde lægen - Dr. Hendra -  bedrøvet, og så på mine forbindinger. "det ser slemt ud denne gang." Så tog han mig med hen til min sædvanlige plads, hvor han tjekkede mine sår, mens jeg udbrød nogle få bandeord ind imellem.

"Såret i hovedet er ikke dybt, men albuen er væsentlig skadet." Sagde han da han havde undersøgt mig. "Jeg kan lime såret i albuen sammen, og det i hovedet skal nok hele af sig selv. Og så kan du få nogle flere smertestillende piller." Så forsvandt han, og lidt efter kom han tilbage. Jeg smilede til ham, og tog imod pillerne, mens han begyndte at lime albuen sammen.

"I må da melde ham til politiet eller noget. Han kan ikke blive ved med at gøre dig fortræd." Sagde Dr. Hendra bekymret og jeg smilede bedrøvet, mens jeg begyndte at vikle forbindingen om hovedet igen.

"Det er desværre min mors beslutning. Hun ville dræbe mig hvis jeg tog den for hende." Sagde jeg med et skævt smil, og Dr. Hendra nikkede opgivende, mens han forbandt min albue.

Vi havde den samtale hver gang jeg var der, men jeg endte altid med at lukke den ned. Han limede mig sammen med et smil, og så gik jeg hjem igen, hvor jeg vaskede det sidste af blodet ud af mit hår, mens jeg forbandede Jacob indvendigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...