Nothing's fine...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2011
  • Opdateret: 8 jul. 2013
  • Status: Færdig
16-årige Izabella hader sit liv. hun er overbevist om at døden vil være langt mindre smertefuld, men er det nu også sandt..?

3Likes
8Kommentarer
2045Visninger
AA

10. A chance to proof me wrong...

Jeg vågnede op med en mærkelig prikkende følelse i højre side af ansigtet, og jeg bedte inderligt til at gårsdagens hændelser bare havde være en drøm, da jeg forsigtigt åbnede øjnene og kiggede op på Larrys tomatrøde ansigt.

"Hvad har jeg sagt om at sove længere end otte!?" Råbe han rasende, og jeg kiggede surt på mit vækkeur, som stod og ringede.

"Slap af, den er kun et minut over." Mumlede jeg, og så blev der plantet endnu en lussing på min kind, og den prikkende følelse blev erstattet af følelsen af et sår, som formede sig lige under mit højre øjenbryn.

"se at komme op!" vislede Larry vredt, og så traskede han ud af mit værelse, og jeg rejste mig besværet fra min seng, mens jeg bandede over det røde mærke, som formede sig på min kind. dagen ville måske alligevel ikke få mig til at ændre mening. Jeg hoppede hurtigt ud på badeværelset og så trak jeg i den nye top og de nye jeans, mens jeg mærkede forsigtigt på det brækkede ribben, som var begyndt at hele en smule. Så trak jeg i mine sorte converse, greb min sports taske og mine færdiglavede lektier, hvorefter jeg listede ned ad trappen og ud af døren, hvor jeg så en stålgrå Volvo køre forbi, og jeg kneb hårdt øjnene sammen, mens jeg bedte mod himlen, om at søndagen ikke havde været andet end et mareridt.

Jeg løb over vejen og traskede hen til busstoppestedet, hvor bussen lige var stoppet, og jeg hoppede hurtigt ind og gik ned mod bagenden, hvor Eva Spartles sad og smilede venligt til mig. Hun var vidst lidt ligesom mig. Et nul, som ikke havde noget og gøre i verden.

Jeg satte mig smilende ned på den ledige plads ved siden af hende, men ingen af os sagde noget, inden vi kom til solen, og vil grinte svagt, da vi stødte vores skuldre sammen, og så gik vi hurtigt hver til sit. Jeg stirrede stift ned i jorden og småløb op mod skolens hoveddør, indtil Stephanies overfladiske grin nåede mig, og jeg tillod mig et enkelt blik op mod den lille gruppe af wannabes, som omringede Stephanie, Jennifer og Sophie - og Derrick. Jeg blev overvældet af en følelse af jalousi og sorg, og jeg bandede indvendigt over min dumhed. Selvfølgelig havde gårsdagens hendelser ikke været en drøm. Derrick var endnu  én af Stephanies 'kærester' som hun alligevel smed væk efter en måned, eller måske kun uger.

Jeg kiggede kun kort på dem, men nåede alligevel at bemærke Derricks blik, da jeg vendte mig mod skolen igen. Det var blandet af følelser, men den der virkelig trådte igennem til mig, var glimtet af et 'jeg-gider-virkelig-ikke-det-her'.blik, som fik mig til at sætte et lille kryds på 'the up side' på min mentale afkrydsnings liste.

"Hey! Bella!" Råbte Alison bag mig, og jeg satte farten ned, så hendes bebrejdende blik nåede mig. Jeg smilede skævt til hende, men hun forholdt facaden af en bekymret veninde.

"Hvad lavede du i går? Tiff sagde at du vare ude og shoppe! Uden mig!" Sagde hun surt, og jeg løftede øjenbrynet, mens jeg trådte ind på det glatte gulv i skolens forhal.

"Ja." Sagde jeg bare, og så lukkede jeg af, mens jeg gik hen mod mit skab med en plaprende Alison i hælene, indtil hun registrerede min ligeglade attitude og så skred hun, mens hun hvæsede en masse irriterede ord. Jeg sukkede lettet og åbnede mit skab, mens jeg kiggede en smule trist efter min falske veninde. Endnu et kryds på 'the down side' siden.

"Hey Babe." Lød en hånende stemme bag mig, og jeg vendte mig for at nidstirre Stephanie, som kom gående med Derricks arm viklet om sin talje, selvom han virkede ret ligeglad med det hele.

"Hey Kathrine!" Snerrede jeg tilbage og både Jennifer, Sophie og Derrick kiggede forvirret på Stephanies vrede ansigtsudtryk.

"Hold kæft!" Snerrede hun surt, og så vandrede hun hurtigt videre. Stephanie havde engang været helt vild med vampyrer og især 'The Vampire Diaries', så hun havde i flere måneder gået rundt og sagt til alle at hun hed Kathrine, hvilket hun aldrig nogensinde ville høre for efter det.

Jeg klappede hårdt min skabs låge i med et suk og gik mod klassen. Stephanie var endnu et kryds på minus siden. Den side begyndte virkelig at køre ud fra rammerne.

 

***

 

"Hey! Bella!" Råbte Tiffany bag mig, og jeg smilede skævt til hende, da jeg trådte ud på den grønne plæne og kiggede anerkendende på Tiffanys stramme top og knælange bukser. Jeg havde også taget mit sports tøj på, da jeg ville opleve en af plus tingene ved mit liv. Tiffany kunne måske faktisk også være en af dem? Så var jeg da i hvert fald oppe på tre. Men de var stadig i undertal.

"Hva' så? Ingen OL dommere i dag?" Spurgte jeg med løftet øjenbryn og Tiffany grinte glad, mens hun skubbede let til min arm.

"Nah... Men de diskede også mine tryouts... Én eller anden afslørede min rigtige alder for dem." Sagde hun med et træk på skuldrene, og så satte vi vores tasker på bænken og gik hen mod de forskudte barrer.

"Næste år, Tiff. Jeg er sikker... Vil du prøve?" Spurgte jeg, og Tiffany kiggede skævt på mig, mens hun kiggede mod Træner Lawrence, som var igang med at træne Football holdet. Jeg kiggede hurtigt gennem drengene på holdet og opdagede overrasket at Derrick løb rundt i den gamle quarterbacks uniform. Men hans krops bygning svarede jo også perfekt til en Football spillers.

Jeg kiggede stille rundt på banen og så Jennifer og Stephanie, som stod og stirrede hånende på mig, mens de grinede over et eller andet, som jeg ikke kunne høre for afstanden mellem os.

"Hvis du ikke vil..." Mumlede jeg til sidst og så stillede jeg mig klar til tilløb, så jeg kunne nå den toenhalv meter høje barre, som var en halv meter lavere end den bagved. Så kiggede jeg hen på Tiff.

"Du griber mig hvis jeg falder, ik'?" Spurgte jeg, og da hun nikkede hoppede jeg lidt, og jeg så nogle af Football spillerne kiggede vantro på mig - selv Stephanie stirrede på mig - da jeg løb over græsplænen og hoppede op og greb stangen over mit hoved og Træner Lawrence løb hurtigt mod mig, mens jeg svang mig rundt mellem de to stænger.

"Izabella, pas nu på!" Sagde han bestemt, mens han skubbede Tiffany væk og erstattede hendes plads ved min side. Jeg smilede beroligende til ham, og så lød der gisp omkring mig, da jeg svang mig rundt på den lave stang og gav slip, inden jeg tog fat om den lidt højere, og der lød få klap fra Football spillere og Cheerleadere, som havde nærmet sig forsigtigt.

"Hold op med det blær!" Lød Stephanies hånende stemme, og de sårende ord fik mig til at miste grebet om stangen, men jeg nåede heldigvis at få fødderne vendt den rigtige vej, inden jeg landede på jorden. Jeg stod stille et kort sekund, men så kunne jeg pludselig mærke et tryk i mit ribben fra støddet mellem min krop og jorden, og jeg mistede fodfæstet, men var besvimet inden jeg ramte jorden.

 

Da jeg åbnede øjnene igen, stirrede jeg direkte op på Derrick, Træner Lawrence og Tiffany, som stirrede bekymret ned på mig. Men jeg opdagede hurtigt at Derricks hoved kun var en del af min underbevidsthed. Hans hoved var bare en svævende boble af fantasi.

"er du okay?" Spurgte Tiffany bekymret, og jeg nikkede svagt inden jeg trak min sports top op over min forbundene mave, som jeg hurtigt bandt ud, og kiggede på det lille mærke fra, da jeg slog ribbenet.

"Jeg burde have vidst at jeg aldrig skulle have gjort noget som krævede sådan en landing." Mumlede jeg med et skævt smil, og så tog jeg træner Lawrences hånd og kom op og stå, mens jeg kiggede nervøst rundt på de stirrende blikke, som stadig stod rundt om mig.

"Er du okay?" Spurgte en overfladisk stemme, og jeg nedstirrede hårdt Jennifer, inden jeg vendte mig mod træner Lawrence igen.

"Jeg skal bare hjem og slappe lidt af, så er det okay igen." Sagde jeg med et beroligende smil, og så tog jeg min taske og traskede langsomt mod parkeringspladsen. Jeg følte mig ydmyget. Stephanies stemme havde gjort, at jeg faldt om! Helt ærligt?! Mit liv var helt sikkert ikke værd at leve! 

Jeg sprang irriteret over kantstenen og sparkede surt til gruset, som udgjorde kanten af fortorvet, ind mod græsset. Bussen ville ikke stoppe dér før om en halv time. Jeg satte mig vredt ned på bænken og lænede mit hoved mod glasvæggen bar mig, og så stirrede jeg grædefærdigt op mod den blå himmel, som slet ikke passede til mit humør. Jeg sad længe og stirrede op i luften, indtil jeg bemærkede den summende lyd fra en motor og jeg kiggede forventningsfuldt op efter bussen, men fandt i stedet en stålgrå Volvo, med Derrick i en grå T-shirt og en par sorte jeans, som stod lænet op ad sin bil og stirrede med løftet øjenbryn mod mig.

"Skal du bruge et lift?" Spurgte han med en glad stemme, og jeg bemærkede hurtigt, at han ikke så lige så ligeglad ud, som da jeg så ham om morgenen. Måske havde Stephanie endelig sagt ja til endnu en date, eller noget? Mit liv var helt sikkert ikke værd at leve.

"Skal du ikke køre Stephanie hjem eller noget?" Spurgte jeg koldt, og Derrick trak på skuldrene, mens hen nikkede til en rød sportsvogn, som kørte forbi, og jeg bemærkede Stephanie, som sad og smilede sødt til Derrick bag rettet.

"Hun har ikke nær så meget brug for et lift, som du har." Sagde han med et skævt smil, og jeg kiggede kort ned på mine fødder, inden jeg rejste mig og spadserede rundt om bilen og ind på passager sædet. Derrick stod stadig udenfor, men han var ikke længe om at sætte sig ind ved siden af mig. Til gengæld ikke så meget som rørte han speederen.

"Jeg ved godt det ikke er mit område, men vi bliver altså nødt til at snakke om det der skete forleden, mellem dig og din stedfar..." Begyndte Derrick, men jeg afbrød ham.

"Du har ret." Sagde jeg bestemt, og så kiggede jeg koldt ind i hans lysende øjne. "Det er ikke dit område." Derricks glade smil forsvandt langsomt, og så vendte han sig endelig mod rattet og trykkede på speederen, og vi kørte hjem til mig i tavshed, mens jeg famlede ved et lille stykke papir og en blyant.

Så stoppede bilen og jeg steg ud, men efterlod papiret og en lille ipod, som kun kunne spille en sang, og så hoppede jeg ud, og lod Derrick læse sedlen, mens jeg løb ind i huset og ignorerede Derricks råben, som blandede sig med Larrys, og så åbnede jeg døren til mit værelse, og kiggede hurtigt mod Derricks forpinte ansigt, inden jeg løb ud på badeværelset, med hans råben i hælene, men kniven nåede mig før han gjorde...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...