One For Me: Fallen Love {JongKey}

Når en skytsengel er forelsket, gør denne engel dumme ting. Den vil ofre sit lys, for at få sin kære tilbage fra døden, trods dette bare var en lille dreng, der hed Key. Han anede ikke, at han havde en skytsengel, før ti år senere, når en fyr med et ondt, men alligevel blidt, blik i øjnene, står foran ham. Key bliver fristet. Fristet ind i kærligheden, med en Fallen Angel. Den forbudte kærlighed begynder og modstanderen er Gud og Djævlen selv. [Credit; Jean for billede til cover. Saki for navn. Rye for at hjælpe mig med min skriveblokering. :D]

176Likes
1057Kommentarer
17917Visninger
AA

2. En ny start, gamle minder

Sikken dejlig sommer det var! Solen stod højt på himlen, vejret var helt perfekt i Seoul i Sydkorea. Børnene legede på gaden. Nogle cyklede, andre legede fangeleg eller noget helt tredje. Jeg var lige steget ud af en taxi, da Solen skinnede ind gennem mine solbriller.

”Her er helt anderledes end Daegu,” sagde jeg, med den accent, jeg nu havde fået fra min hjemby. Nogle mente, at den var mærkelig, imens den smeltede pigehjerter. Jeg kunne dog sagtens tale i normal accent, som om jeg kom fra Seoul. Det var også det jeg normalt gjorde.

”Deres tasker, sir?” sagde taxichaufføren, da han stillede mine kufferter på gaden.

”Yah! Pas på! Det er Prada, siger jeg dig! Prada!” sagde jeg strengt. Chaufføren løftede dem hurtigt igen af frygt for min vrede. Jeg himlede med øjnene under solbrillerne. Normalt var jeg ikke så streng igen, kun nogle gange, især når det gjaldt mine mærkevarer.

”Ah, er du den nye nabo?” sagde en stemme. Jeg så en dreng, lidt yngre end mig, stå foran mig. Han havde det smukkeste lyse hår, og et engleansigt. Jeg smilede stort til ham.

”Aigo! Hvor er du kær!” sagde jeg. Jeg kunne ikke lade være. Han grinede genert.

”M-Mange tak. Jeg er Lee Taemin, hvad hedder du?” spurgte han forsigtigt. Han var meget genert og nervøs. Det var så sødt!

”Jeg er Kim Kibum, men folk kalder mig bare Key,” sagde jeg og smilede varmt. Taemin boede inde i huset ved siden af, så han var min nabo.

”Tae, jeg troede, at du var taget ud for at handle,” sagde en anden fyr, da han pludselig stod med en arm omkring Taemins skuldre. Fyren var høj, havde mørkt hår, med en smule krøl. Hans øjne var store, ikke særligt smalle i forhold til, at han var koreaner. Han var da en koreaner, ikke?

Taemin præsenterede mig for ham. Hans navn var Choi Minho, han var Taemins kæreste. Da mine tanker begyndte at køre i mit hoved, når jeg tænkte på, at de var kærester, begyndte jeg at hade Minho mere og mere.

”Jeg håber, at du passer ordentligt på min lille dreng,” sagde jeg koldt til Minho, der straks trak sig lidt væk fra mig. Ja, jeg var meget skræmmende, især når jeg var alvorlig, og sendte folk mit vrede katteblik. Mine øjne mindede om en kats, det havde jeg altid fået at vide, trods jeg hadede hunde og katte mest af alle dyr.

”Sir… Deres kufferter,” sagde taxichaufføren, der havde stået med mine tunge kufferter hele tiden. Jeg grinede lidt.

”Åh, undskyld darling. Nu skal jeg tage dem,” sagde jeg og tog kufferterne fra chaufføren, der straks faldt sammen på fortovet. Så tunge var de da heller ikke? Jeg var så også vant til, at løfte rundt på kufferter og poser, fra al min shopping. Det var min hobby.

”Vi ses, Taemin og Minho,” sagde jeg, og sendte Minho et falsk smil, imens jeg sendte Taemin et moderligt smil.

Taemin vinkede smilende til mig, imens Minho var lidt mere urolig.

”Vi ses, hyung!” sagde Taemin sødt. Aigo, han var så kær!

 

”Er du sikker på, at du klarer den, Kibum?” sagde min mor i telefonen. Jeg gik så småt og pakkede ud fra flyttekasserne. Jeg var fyldt tyve år, så det var på tide, at jeg flyttede hjemmefra.

”Ja, mor. Jeg skal nok klare det, vær nu ikke urolig,” sagde jeg stille til min mor. Jeg vidste godt, hvordan hun havde det. Hun var stadig urolig, overbeskyttende. Det hele var fordi, jeg var blevet kørt ned, som lille. Jeg kunne næsten ikke huske hændelsen, jeg var kommet mig over det. Det var min mor så tydeligvis ikke.

”Ring nu hver aften, ikke Kibum? Jeg elsker dig, min skat,” sagde hun. Jeg himlede med øjnene. Det var typisk hende, hun snakkede også sådan til mig i offentligheden, det var så pinligt.

”Ja ja mor, vi ses,” sagde jeg og lagde på. Jeg sukkede dybt og satte mig ned i den sofa, som flyttemændene allerede havde sat ind i min stue. Den var af hvidt læder. Behagelig, blød og stilfuld. Der lå et lyserødt tæppe hen over det ene armlæn. Noget skulle jo være lyserødt?

Jeg så mig selv i spejlet i min iPhone. Mit hår var brunt, det sad normalt, men alligevel perfekt. Det var sådan jeg ville have det. Jeg lagde da min iPhone tilbage i min lomme, og fortsatte med at pakke ud.

”Kibum!”

Jeg gispede forskrækket og så mig omkring. Hvad skete der?! Jeg kunne pludselig høre min mors stemme, fra dengang. Det skrig, hun gav, da lastbilen ramte mig.

”Var det en lastbil?” mumlede jeg til mig selv og fortsatte langsomt med at pakke ud fra flyttekasserne. Hvorfor kunne jeg pludselig huske, hvilket køretøj, der kørte mig ned? Jeg havde lige glemt det hele. Nu kom det langsomt tilbage.

”D-Det er bare indbildning,” hviskede jeg lavt til mig selv, med en lille ryste i min stemme. Jeg havde aldrig erindret noget fra uheldet, så hvorfor nu?

Jeg bed mig selv hårdt i min underlæbe. Så hårdt, at jeg næsten begyndte at bløde. Jeg var bange, lige pludselig. Jeg kunne knapt nok huske, hvad der var sket i min fortid, imens jeg ikke anede, hvad der ville ske i min fremtid.

I min meget nære fremtid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...