Forført af skæbnen - Justin Bieber

Dæmon møder engel, plus møder minus. I en anden betydning, er det sandt. Den 16 årige Nora er nullet på skolen. Ingen bryder sig om hende, og kan de drille hende, udnytter de fleste situationen. Nora mistede begge sine forældre som lille, og bor derfor hos sin mors søster, så hun har det i forvejen svært. Men mere galt går det, da de et år ældre elever, skal lave en stor musical med Noras årgang, og selvfølgelig får Nora den rolle, der skal øve sammen med den værste af de mange hårde typer, Justin. – Justin er ikke kendt.

45Likes
172Kommentarer
6480Visninger
AA

5. Idræt

”Nu skal i høre elever” smilede vores lærer, Mr. Phillips. Hen til ham kom syv andre lærere, som tilsammen havde min årgang og den ældre årgang. De kiggede alle sammen på hinanden, og en ny lærer, som jeg ikke kendte kendskab til, gik frem og ville nu tale til os alle.

”Vi har besluttet, at de to ældste årgange på skolen her, skal lave en stor musical, så vi sammen kan samle penge ind til skolen” smilede hun, og kiggede spændt på os alle. De fleste jeg kunne se, så ud til at synes det var fed idé, men det synes jeg bestemt ikke. En musical, fedt nok at det ville være en masse musik, men mig med i sådan noget, aldrig. Nu elskede jeg at synge, og min moster havde forklaret mig hvor fantastisk jeg var til det. Nu vidste jeg ikke, om hun mente det, eller om det var for at gøre mig en smule glad, siden jeg sang hele tiden. Ingen her på skolen vidste det, hvilket jeg var glad for. Egentlig vidste de ikke særlig meget om mig. De vidste ikke en gang, at mine forældre var døde i en bilulykke.

”Derfor skal alle til prøve. Ikke noget med en bestemt rolle. I skal møde op, og gøre hvad vi siger, og på den måde finder vi de mest perfekte til hver rolle. Dem der er i skolens kor, kan selvfølgelig vælge bare at synge kor i musicalen, men må også stille op, for at skulle være en af rollerne” smilede min gymnastiklære, som jeg skulle have senere i dag, til eleverne. Alle talte nu endnu mere, og da jeg kiggede over skulderen gik det op for mig, at ingen af de ældre elever så ud til at gide det. Selv ikke pigerne snakkede, de så bare irriterede ud.

”Allerede senere i dag, skal i alle op til prøve, ved rækkefølge af efternavn. Så dem med de første bogstaver, må stå klar ved dramasalen klokken to, er det forstået?” sagde hun, og alle lærerne gik nu ud, og det samme med de ældre elever, men før jeg hørte døren smække, landede et sammenkrøllet papir foran mig. Jeg overvejede om jeg burde folde den ud og læse, eller ignorere den og smide den i skraldespanden, men det var alligevel lidt vigtigt at se hvad Justin havde i vente til mig. Forsigtigt og lydløst foldede jeg den ud, og så Justin tykke grimme håndskrift, stå på papiret. ’Idræt’ var det eneste der stod med blokbogstaver, og jeg vidste godt, hvad han havde i tankerne.

Jeg stod og klædte om i gymnastiksalens omklædningsrum, og det var tit til min ydmygelse for dagen. Mit tøj var hvidt med en lyseblå nederdel, da de fleste piger skulle bære den uniform. Det gjorde mig irriteret at pigerne var delt op under højde, da jeg ikke var specielt høj, med min 1.63 cm. Jeg glædede mig ikke til timen, og havde allermest bare lyst til at smutte hjem, væk fra det hele, og det Justin havde tænkt sig at gøre, det kom nemlig an på, hvad vores træner havde planlagt til os, forhåbentlig noget godt.

”Vi spiller hockey, Justin og Ryan, vælg jeres hold” sagde træneren, da hun vidste at Justin og Ryan var de to bedste hockeyspillere på skolen, derfor skulle de hver for sig. Egentlig så jeg ikke pointen i, at min årgang og Justins årgang, trænede sammen i hold, men sådan var det blevet, og selvfølgelig var det Justin klasse, og min klasse, der var kommet sammen. Justin kiggede undrende omkring, og valgte så selvfølgelig hans nye kæreste, som derefter gav ham et vådt kys direkte på munden. Da det var Ryans tur, overraskede han mig. Han valgte mig. Undrende gik jeg hen og stillede mig ved siden af ham, og havde på fornemmelsen, at det var et led i Justins plan, om det han havde tænkt sig. Det så ikke ud til at give godt, slet ikke.

Vi var i gang. Den hvide runde udhulede bold huller, hoppede rundt på gulvet, som den blev skudt af sted med de røde og blå hockeystave. I min hånd havde jeg en rød hockeystav, men fik aldrig bolden overhovedet. Det var heller ikke min sport, som om noget var det, og det vidste alle godt. Faktisk gik jeg bare stille rundt på banen, og holdte i smug øje med Justins bevægelser. Han strøg tit igennem banen, og fik det ene mål efter det andet, skudt ind i vores mål, hvor de havde efterladt Ryan i målet. Da jeg forsigtigt drejede rundt, for at løbe op af banen, blev jeg ramt hårdt på benene, og jeg faldt til jorden. Det var som om alt blev sort, men værst af alt blev jeg svimmel, og jeg hørte både grin og min gymnastiklærer, der spurgte om jeg var okay – hvilket jeg ikke var. Justin havde gjort sit, og det var som altid, gået ud over mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...