Forført af skæbnen - Justin Bieber

Dæmon møder engel, plus møder minus. I en anden betydning, er det sandt. Den 16 årige Nora er nullet på skolen. Ingen bryder sig om hende, og kan de drille hende, udnytter de fleste situationen. Nora mistede begge sine forældre som lille, og bor derfor hos sin mors søster, så hun har det i forvejen svært. Men mere galt går det, da de et år ældre elever, skal lave en stor musical med Noras årgang, og selvfølgelig får Nora den rolle, der skal øve sammen med den værste af de mange hårde typer, Justin. – Justin er ikke kendt.

45Likes
172Kommentarer
6478Visninger
AA

7. En besked

Jeg nåede kun lige akkurat ud af den store dør for enden, da jeg havde nydt Justins sang, og derfor taget korte langsomme skridt, da jeg blev drejet om i en hurtigt og hård bevægelse, med Justin der holdte mig for munden.

Egentlig var jeg ikke særlig nervøs, for han havde gjort værre ting, end hvad han kunne finde på at gøre nu. Jeg så ikke noget farligt i det.

”Jeg synger ikke godt, okay?” Justin stemme skar i mine ører, som han nærmest gnavede det ind i min bevidsthed. Jeg nikkede forstået, da jeg ikke havde et andet valg. Justins odre til mig var der kun en mulighed med … adlyde. Gjorde man ikke det, fik det konseksvenser, det både vidste jeg og havde prøvet.

”Men du ved altså godt selv, at du gør?” spurgte jeg ham, og prøvede at udfordre ham en smule. Det fik jeg pludselig lysten til, da jeg nu vidste at han havde et skjult sangtalent, som ingen andre sikkert vidste. Ikke en gang Ryan kunne jeg forestille mig vidste det.

”Klap kaje, Nora. Lad os nu bare få det her på det rene. Jeg synger af lort til, og lad os bare sige, at du også gør, forstår du det?” Hans øjne stirrede vredt ind i mine, og jeg nikkede. Han havde endnu en gang vundet over mig, som altid. Men det jeg mest tænkte over lige nu var, at han havde nævnt mit navn. Ikke kaldt mig ved et øgenavn, men mit rigtige navn. Det gjorde mig en smule glad, men jeg var stadig ret uvidst omkring det her inden i. Justin kunne synge, men han så ikke ud til at være glad for det talent. Men en syngende badboy, var nok ikke lige et ry han gad have. Jeg sukkede stille, og besluttede mig for at tage hjem af. Der kunne man altid få gode råd om skolestykket, og så måtte jeg vente til i morgen med at få resultaterne at vide, omkring stykket.

Hoveddøren så hvid som den altid var, åbnede jeg hurtigt og satte tasken på gulvet. Efter at den havde været låst, kunne jeg gætte mig til at ingen andre var i huset. Sikkert sammen med veninder og på arbejde, sådan var deres hverdag sådan set hver dag. Min var enkel, skole, lektier og så at kede sig. Da jeg aldrig selv var sammen med nogen, var mit selvværd meget lavt, og det vidste både min lillesøster og moster alt om.  

Ved ottetiden vibrede min mobil, og med en overraskende mine, valgte jeg at kigge på den.

Mød mig ved centeret klokken halv ni, du har kun en mulighed. Vær der.

I en kort sms stod det klart, hvem det var fra. Justin. Hvad det handlede om, kunne jeg ikke lige gennemskue, men i hvert vidste jeg, at det som så meget andet, ville give konseksvenser ikke at møde op. Så med en halv time igen, begyndte jeg at gøre mig det klar jeg kunne. Finde noget varmere tøj som en aften som denne, og sætte mit hår op, eftersom det havde hængt ned over mine skuldre, for at tørre. Mobilen blev puttet i lommen, og jeg overvejede ikke rigtigt noget, før jeg til sidst blev klar og kunne se den kvarter lange cykeltur over til centeret i udsigten. Det gjorde mig en smule nervøs, hvad Justin ville, og hvis jeg havde snakket med min moster om det, var det sikkert at jeg ikke måtte gå. Men jeg ville ikke tænke på hvilke konseksvenser det ville få, efter episoden i skolen med Justins sure mine omkring det, at jeg havde hørt ham synge.

Mørket havde lagt sig rundt omkring byen og resten af området, så kun lygtepælene lyste op og viste det lille centers butikker. Hvor jeg helt præcist skulle finde Justin var jeg også uvidende om, men kendte jeg ham ret, ville han overraske mig lige pludselig, med at komme fra et hjørte, hive fat i mig, eller bare snakke til mig.

”Godaften, Nora” Hans kolde stemme var mere end kold, og da jeg forsigtigt vendte mig om, blev jeg meget nervøs. I en vuderende stilling, lænede han sig op af en lysende lygtepæl, så lyset faldt over hans skikkelse. ”Så du fik min besked?” spurgte han udfordrende. Jeg nikkede stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...