Forført af skæbnen - Justin Bieber

Dæmon møder engel, plus møder minus. I en anden betydning, er det sandt. Den 16 årige Nora er nullet på skolen. Ingen bryder sig om hende, og kan de drille hende, udnytter de fleste situationen. Nora mistede begge sine forældre som lille, og bor derfor hos sin mors søster, så hun har det i forvejen svært. Men mere galt går det, da de et år ældre elever, skal lave en stor musical med Noras årgang, og selvfølgelig får Nora den rolle, der skal øve sammen med den værste af de mange hårde typer, Justin. – Justin er ikke kendt.

45Likes
172Kommentarer
6477Visninger
AA

8. Anderledes

Forsigtigt kiggede jeg rundt, for at se om andre skikkelser kunne skimtes i mørket, men eftersom jeg ikke fik øje på noget, vurderede jeg det til, at Justin og jeg var de eneste mennesker i meters afstand. Hans blik borede sig ind i mine, og det gjorde mig endnu mere nervøs. Han viste ingen sødhed overhovedet, han var bare ren ondskab. Han gik nu hen i mod mig, og jeg mærkede at jeg selv gik baglæns. Jeg turde ikke være for tæt på ham, sådan en aften her. Især når jeg ikke havde prøvet det før, med at han havde bedt mig møde op et sted.

”Nora, jeg gør jo ingen ting” sagde han sarkastisk, og tog denne gang hurtige skridt hen mod mig, og fik fat i mine hænder. Jeg kiggede undrende på ham, mens han bare smilede uoprigtigt.

”Hvad vil du, Justin?” spurgte jeg ham hårdt, og håbede på et svar, men som jeg forventede, sagde han intet. Han kiggede ned i jorden, men kiggede hurtigt op igen.

”Du undre dig nok over, hvordan jeg vidste, at dine forældre er døde?” sagde han og kiggede på mig med et falsk smil. Jeg nikkede stille, da det havde gnavet mig ekstremt. Ingen vidste det, troede jeg før Justin kom og spillede smart med det. Det havde gjort mig ondt, både at han vidste det, og at han havde opført sig sådan med det. Det var et punkt der sårede mig dybt.

”Justin, det er noget der sårer mig dybt, meget dybt, men nej jeg ved det ikke” beskrev jeg for ham, og følte en stor smerte i mit hjerte. Min far havde været min bedste ven, og han var væk nu. Sammen med min mor, det var bare ikke fair.  

”Jeg har også mistet min mor, Nora, så jeg ved hvordan det føles. Men din søster fortalte mig det” sagde han med en blødere stemme at han plejede. Så det var altså Freja der åbenbart havde fortalt Justin om vores forældres død, men hvorfor? Hvis han havde troet hende, så blev jeg ekstremt sur på ham. Det kunne godt være at han irriterede mig, men rørte han et hår på min familie, ville jeg gøre noget ved det.

”Hvorfor fortalte Freja det?” spurgte jeg ham hårdt og undrende, så han så lidt overrasket ud over min reaktion. Samtidig så det også ud, som om han lige skulle tænke over, hvem Freja var, da det så gik op for ham, at det var min lillesøster. Han kiggede strengt på mig, mens han ligeså stillede, falmede hans eget opstillede smil.

”Jeg tvang hende til at sige noget om dig, men da hun fortalte det, fik jeg det dårligt, og kom faktisk selv til at tænke på min mors død” sagde han og bevarede stadig hans falske smil, men jeg kunne føle, at han var såret. Han havde ligesom mig mistet en vigtig person for ham, og hvis han ikke havde et godt forhold til sin mor, hvem havde han så til?

”Tvang du min søster?” sagde jeg en smule såret, over at han egentlig kunne finde på det. Det havde jeg ikke set Justin gøre, men hans uklare humør her, var heller ikke lige hvad jeg havde forudset. Han virkede nærmest ked af det over det han havde rodet mig ud i. Jeg prøvede at bryde barrieren af den facade han måske bar på? Var han virkelig en såret dreng indvendigt og gjorde derfor andre personer sårede, så han kunne få det bedre?  

”Ja, Nora. Sådan er det, når man er mig. Lederen på skolen, det ved du godt. Jeg har fået den rolle, og den står jeg fast ved, lige meget, hvad der skal til” sagde han bestemt og kiggede på mig. Jeg nikkede, da jeg forstod ham. Han levede op til hans rolle.  

”Men det der skal til, er det hvad du ønsker?” spurgte jeg ham lige ud. Jeg følte det var et godt tidspunkt til at tale ordentligt med ham. Han virkede bare så fjern, men samtidig specielt anderledes.

”Det har jeg faktisk aldrig tænkt over” nærmest hviskede han og trippede lidt med fødderne. Hvor var den Justin jeg kendte? Den Justin der plejede at være sur på mig uden grund, drille mig, irritere mig? Levede han bag en facade?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...