You're Beautiful 2

Taemin ved, at Minho er en havmand, trods det elsker de stadig hinanden. De er nyforelskede, tror at de skal være sammen for altid, men desværre lykkedes det dem ikke, at holde Minhos hemmelighed væk fra omverdenen.
Hvad sker der så, når videnskabsmænd får fat i havmanden? Jo, Minhos far, Konge af havet, bliver rasende.

139Likes
767Kommentarer
13500Visninger
AA

20. Tsunamien

Jeg løb gennem gangene sammen med Minho. Vores hænder holdt stramt fast i hinanden, så vi ikke skulle blive væk i vrimlen af folk, der var blevet tættere end sidst jeg var der.

”Taeminnie!” råbte Key, der kom løbende med Jonghyun og Onew, efterfulgt af en vrimmel af vagter. Jeg så på dem med store øjne, især da vagterne halte ind på dem.

”Hvad har I lavet?!” udbrød jeg.

”Undskyld! Ikke tid! Må løbe!” råbte Jonghyun og tog mig i armen, samtidigt med, at Onew tog Minho i armen, for at få os af sted hurtigt muligt. Det var dog besværligt med alle de folk der masede og skubbede, for at komme ud.

”Hvad skete der, Key?!” spurgte Minho, da han opdagede, at Keys hænder var meget blodige. Key smilede undskyldende, imens vi fortsatte med at løbe.

”Halskæderne virker, lad os sige det sådan,” grinede Key. Minho og jeg så på hinanden med bekymrede blikke. Jeg begyndte så at grine en lille smule.

”De var beskidte mennesker, hyung… Det er okay,” sagde jeg. Minho smilede tilbage til mig og tog endnu engang min hånd. Jeg så på ham med et forelsket blik, imens han også så på mig med et endnu mere forelsket blik. Vi hørte virkelig sammen alligevel, så det ud til. Vi var den perfekte kombination.

Pludselig, midt i al panikken, kom der et jordskælv så kraftigt, at alle mennesker omkring os faldt. Inklusiv os.

”YAH!” udbrød jeg forskrækket, da jeg væltede oveni Minho, og vi begge faldt til jorden, med hans arme lagt beskyttende omkring mit hoved og mit liv. Jeg lukkede mine øjne stramt i, idet vi ramte jorden. Jeg så bekymret ind i Minhos øjne. Han var en smule bange, så det ud til. Det var jeg også. I den grad!

”Hvad skete der?!” udbrød jeg og rejste mig op sammen med Minho. Vores venner rejste sig også, imens vi så os rundt på de andre mennesker der også var faldet.

”Vi må skynde os,” hviskede Minho, der tydeligvis godt vidste, hvad der foregik. Alarmen, der allerede lød, blev lige pludseligt større og større!

”Evakuér omgående! Om få minutter vil øen blive ramt af en tsunami! Jeg gentager; evakuér omgående!”

Jeg så omkring mig, skræmt. En tsunami?! Måske burde jeg ikke have talt med det glas med vand alligevel… Mine tanker var virkelig sære. Tale med et glas vand… Dog var det den lille samtale, der var skyld i, at vi snart skulle blive ramt.

”Kan du ikke bare stoppe den Minho?” spurgte Onew imens vi fortsatte med at løbe, for at komme til udgangen. Minho rystede på hovedet, en smule forpustet.

”Ingen kan stoppe en tsunami. Når min far først har sat en i gang, kan selv ikke han stoppe den igen,” forklarede Minho, da vi endelig kom udenfor i sollyset. Minho knurrede indvendigt og dækkede for solens lys med sin ene hånd. Han havde ikke set det længe. Jeg sank en klump, da jeg så den høje bølge, der nærmede sig med lynets hast.

”Det er sikrere nede i vandet,” sagde Jonghyun. Jeg nikkede forsigtigt. De havde jo alle deres halskæder, så der kunne vel ikke ske dem noget, vel? Vi skulle nok nå det, ikke? Selvom der var mange klipper, før vi kunne nå ned i vandet.

”Taemin, skynd dig nu!” råbte Key, da jeg var gået lidt i stå. De var allerede på vej ned fra klipperne, alle sammen. Jeg gispede og nikkede, idet jeg straks fulgte efter dem, dog en lille del bag dem.

Tsunamien kom nærmere og nærmere! Jeg var allerede langt bag mine venner, som kun fokuserede på, at komme ned i vandet, så de kunne svømme væk.

”Minho hyung, jeg tror ikke jeg når det!” sagde jeg bange, og stivnede, da jeg så, hvor tæt på Tsunamien var lige pludseligt. Alting gik lige pludseligt langsomt, da mine venner allerede var nede i vandet, og jeg stadig stod blandt klipperne. Jeg kunne slet ikke bevæge mig.

Dunk. Dunk. Dunk. Dunk…

Mit hjerte slog hurtigt, og skreg til mig, at jeg skulle bevæge mig! Jeg kunne bare ikke!

”Taemin!!” skreg Minho efter mig.

For sent.

Tsunamien skulle jo ramme på et tidspunkt, og det gjorde den. Den ramte øen, og ramte mig. Den ramte mig hårdt og slog mig tilbage, ind i klipperne.

Krrrzh…

Alt blev sort og min vejrtrækning stoppede, da mit baghoved blev slået mod en af klipperne. Hårdt og uden nåde…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...