You're Beautiful 2

Taemin ved, at Minho er en havmand, trods det elsker de stadig hinanden. De er nyforelskede, tror at de skal være sammen for altid, men desværre lykkedes det dem ikke, at holde Minhos hemmelighed væk fra omverdenen.
Hvad sker der så, når videnskabsmænd får fat i havmanden? Jo, Minhos far, Konge af havet, bliver rasende.

139Likes
767Kommentarer
13473Visninger
AA

18. Hvisken

Der sænkede sig en stilhed over lokalet, men kun i ganske få sekunder. Deres kroppe lå over alt. De var spredt. Deres blod op af væggene, hen over gulvet, og endda oppe i loftet. Deres kropsdele og organer var lige så meget spredt. Mine hænder var fyldte med blod, det samme var min mund, hele vejen ned til min hals. Min vejrtrækning var hurtig og ustabil. Efter de få sekunder af stilhed var ovre, begyndte alarmen at gå i gang, og rummet blev stormet af mange mænd med skudsikre veste, pistoler og skjold.

De rettede deres geværer mod mig af ren refleks, men sænkede dem straks, da jeg gav dem et trist og bange blik. Mine kløer og tænder var væk, jeg havde nu kun mit nuttede, uskyldige ansigt til at beskytte mig med.

”Hvad er der sket?!” spurgte den forreste af mændene. Jeg lavede nogle falske tårer imens jeg hulkede. De ville jo aldrig beskylde en uskyldig, nuttet dreng, trods de havde det hele på film. Den forreste smed hvad han havde i hænderne og løb over til mig.

”Hvem gjorde det her?” spurgte han straks. Jeg grinede indeni, det var jo mig. Den idiot kunne bare ikke tænke sig til det. Selvom jeg så uskyldig ud udenpå, så blev det straks forandret, når Minho ikke blev behandlet ordentligt.

Jeg pegede da over mod døren, de kom ind af. De så lidt på hinanden, og sænkede alle deres våben i forvirring. Jeg smilede skævt, og de nåede slet ikke at beskytte sig igen, før det skete. Før mine kløer kom tilbage. Før mine tænder blev skarpe.

Før de led samme skæbne, som de mænd før dem.

 

”Key umma!” råbte jeg, da jeg løb ude på gangen, få minutter senere. Alarmen lød stadig, så folk var i panik. Så meget i panik, at de ikke lagde mærke til mig, der løb igennem dem alle, med blodige hænder.

”Tae!” råbte Key, da jeg fik øje på ham. Han løb over og omfavnede mig. Jeg så omkring os, jeg kunne ikke se de andre.

”Hvor er Onew og Jjong?” spurgte jeg.

”De er fanget, men jeg slap fri. De ved, at vi har noget at gøre med Minho, mere end hvad der er sikkert. Vi kan ikke slippe ud herfra, Taemin…” sagde Key bange i krammet. Jeg kunne mærke frygten i min krop.

”De vil… Ikke lade os gå?” hviskede jeg lavt. Key rystede på hovedet og kyssede min pande blidt, som enhver mor ville gøre.

”Undskyld, Taemin… Vi er fanget,” hviskede han. Jeg rystede på hovedet imens jeg rettede mit blik mod min umma. Han var også bange og bekymret.

”Tænk, hvad de gør ved Jonghyun og Onew lige nu… Min Jongie,” græd han stille. Jeg havde aldrig set min umma græde for. Han var virkelig bekymret for Jonghyun.

”Umma, kan du godt lide Jjong?” spurgte jeg stille. Key så forsigtigt på mig, med hans tårefyldte kinder. Han nikkede kort og bed sig i underlæben. Jeg smilede forsigtigt, trods det også gjorde ondt i mit hjerte, det der foregik omkring os.

”Vi skal nok finde dem, umma. Det lover jeg,” sagde jeg, med mine tårer der også løb ned ad kinderne. Han nikkede.

”Lad os gå, Tae,” sagde Key og tog mig i hånden, hvorefter han blidt trak mig med. Jeg skulle til at følge efter, da jeg kunne høre noget, og stoppede brat op. Key så tilbage på mig og hævede et øjenbryn.

”Tae, hvad laver du?” spurgte han. Jeg rettede mit blik mod et vandglas, der var blevet efterladt i al den kaos og panik omkring os. Jeg kunne høre det. Jeg kunne høre vandet. Det talte nærmest til mig. Var det overhovedet muligt?

Jeg gik over til glasset og stirrede ned i vandet. Jeg kunne høre dens hvisken. Den ville have mig til at svare. Var det ikke lidt sært, at jeg stod og talte med et glas vand? Var det fordi, at jeg nu også var ligesom Minho? Jeg var en havmand.

”Tsunamien kan ikke holdes tilbage. Den skal og vil snart ramme… Hvor skal den ramme, Taemin?”

”Lad den ramme her,” hviskede jeg tilbage, imens mit blik blot stirrede direkte ud i luften. Den ville ramme på ét eller andet tidspunkt…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...