You're Beautiful 2

Taemin ved, at Minho er en havmand, trods det elsker de stadig hinanden. De er nyforelskede, tror at de skal være sammen for altid, men desværre lykkedes det dem ikke, at holde Minhos hemmelighed væk fra omverdenen.
Hvad sker der så, når videnskabsmænd får fat i havmanden? Jo, Minhos far, Konge af havet, bliver rasende.

139Likes
767Kommentarer
13470Visninger
AA

12. Adskilt

Alle billederne susede gennem mit hoved. Billederne af Minho og mig, som forsøgte at holde os sammen, trods mændene i jakkesæt trak os fra hinanden. Minho råbte mit navn, jeg råbte hans.

”Hvor længe har du kendt ham?”

Minhos smukke, kongeblå hale forsvandt snart ud af min synsvinkel, da de hårdt og strengt, tog ham fra mig. De tog min elskede fra mig.

”Hvor længe har du vidst, at han ikke var et menneske?”

Jeg besvarede slet ikke spørgsmålene, som blev kastet i hovedet på mig. Jeg var grædefærdig, og sad bare på den stol, i det åndssvage rum med én udgang, bevogtet af to mænd i jakkesæt, matchende til dem, som sad overfor mig og udspurgte mig.

”Hvornår kan jeg se Minho?” spurgte jeg lavt med en hvisken, imens jeg rystede over hele min krop. Jeg sad konstant og stirrede på mit muslingearmbånd.

”Hvor længe har du vidst, at han var et monster?”

Det spørgsmål tiltrak min opmærksomhed, men ikke på den gode måde. Jeg stirrede straks på ham manden, som sagde det. Mit vrede blik borede sig ind i hans sjæl. Nu var jeg for alvor vred.

”Minho er intet monster!” råbte jeg vredt og rejste mig så hurtigt, at stolen væltede bagover. Mændene foran mig blev lidt overraskede over at se mig sådan, det var tydeligt.

”Minho er det reneste væsen der findes… Hans sjæl er blidere end noget menneskes,” hviskede jeg lavt og sænkede mit blik, imens mine salte tårer endnu engang pressede på.

”Din… Ven… Er lige nu til undersøgelse, og du skal ikke regne med, at komme til at tale med ham lige foreløbigt,” sagde en af mændene imens han legede med sin kuglepen.

”Kan jeg idet mindste se ham?” spurgte jeg lavt. Mændene så på hinanden, imens de hviskede en lille smule frem og tilbage. Imens kastede jeg forsigtigt mit blik over på de blokke, som de havde skrevet på. De havde taget mange noter fra mødet, trods jeg intet havde sagt.

”Fint, du kan få lov til at se ham,” sagde den ene. Jeg så straks på dem igen og nikkede så forsigtigt.

”Men der er ikke nogen, som har kommet i nærheden af ham, så vi har ikke fået ham undersøgt endnu… Han virker meget vred,” sagde den anden. Hvem ville ikke være vred over, at være blevet slæbt med af nogle fremmede mennesker?!

 

Vi gik gennem en masse gange, gik forbi en masse vagter. Alle de mennesker vi stødte på, havde jakkesæt på, eller andet fint tøj. Alle havde mindst én stak med papirer i favnen. Det var et travlt sted.

”Er I kommet for at se den?” spurgte en dame, en smule bange. Mændene som havde fulgt med mig, nikkede. Et par store døre af metal blev åbnet, og jeg kunne se, at Minho sad og hvæste af de mennesker, som prøvede på at fange ham med deres lange strømpistoler, for at lamme ham.

”HOLD JER VÆK FRA HAM!” råbte jeg og løb hen til Minho, som selvfølgelig ikke gjorde mig noget. Jeg kunne se på mændene i beskyttelsesdragterne, at de havde fået smagt både Minhos skarpe kløer og tænder.

”Minho,” hviskede jeg stille og satte mig ned ved siden af ham. Han var også kommet til skade, kunne jeg se. Små rifter her og der. Brandsår fra strømpistolerne. De havde gjort min prins ondt! Jeg sendte mændene et koldt blik, som straks fik dem til at bakke lidt væk fra os.

”Taemin,” sagde Minho med en svag stemme imens jeg krammede ham beskyttende ind til mig. Jeg kørte blidt mine fingre gennem hans hår, imens tårerne trillede ned af mine kinder.

”Vi slipper ikke så nemt ud herfra, gør vi?” hviskede jeg bange.

”Du gør måske, men ikke mig,” hviskede Minho tilbage til mig og kastede et blik på sin lange, kongeblå hale.

”Jeg vil ikke lade dem gøre dig noget, Minho,” sagde jeg imens jeg græd. Jeg opdagede, at mændene i jakkesæt kom mod mig, for at tage mig fra Minho, endnu engang. Minho tog straks fat omkring mig, da han opdagede det, og beskyttede mig.

Den uhyggelige hvæse kom fra hans mund igen, og hans røde øjne blev endnu mere røde end før. Mændene stoppede op i frygt for ham.

”Minho, jeg bliver nødt til at gå,” hviskede jeg lavt og lagde mine hænder på hans kinder. Han rettede sit blik mod mig. Han så pludselig så trist ud.

”Jeg skal nok komme tilbage, det lover jeg,” hviskede jeg lavt og kyssede hans læber. Mændene i jakkesæt virkede pludselig fuldstændigt forvirrede, da Minhos og min tunge kredsede sig omkring hinanden.

”Jeg elsker dig Minho, jeg skal nok snart komme tilbage til dig,” hviskede jeg helt lavt til ham, da vi gav slip på hinanden, og mændene fik fat i mig for at trække mig væk. Minho rakte ud efter mig med et knust blik.

”Taemin!” råbte han, før dørene blev lukket, og adskilte os. Jeg lukkede mine øjne stramt i, for ikke at græde mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...