Hvis du altid var en blind plet

JEG VIL MEGET GERNE HAVE RIS OG ROS FOR MIN NOVELLE! DET VIL BETYDE MEGET! | :D Jeg har altid tænkt på, hvordan det var, hvis man var blind. Vil man blive respekteret? Kan man lave alt hvad normale mennesker laver?
Jeg har lavet en kærlighedsnovelle om blindhed. Jeg skifter synsvinkel mellem to mennesker.

8Likes
30Kommentarer
3020Visninger
AA

9. Silence - Damens synsvinkel

Jeg hadede de der akavede tavsheder, men med Diane kunne man godt hold en lang pause uden at snakke og uden det blev pinligt. Jeg lyttede til hendes stille vejrtrækning som hun sad der, lænet op ad vinduet og lignede en smuk engel.

Siden det var vinter, havde mørket hurtigt gledet frem på himlen. Vi var ude i storbyen og lys fra de tårnhøje højhuse skinnede ned i alle farver på Diana. Jeg håbede ikke, at hun lagde mærke til, at jeg kiggede mere på hende end vejen. Hun så så forbandet godt ud i alle de farver som skinnede ned på hende.

Nu hvor der ikke var lang tid til, at vi var der, brød jeg tavsheden. "Skal du have de der briller på? Må jeg ikke se dine øjne?"

Hun rystede på hovedet. "Hvis mit syn er tusind gange mere forkert end dit, så må mine øjne være ligeså forkerte."

"Anderledes vil de være, men det er det, jeg bedst kan lide." Efter jeg havde sagt det, havde hun fået et smil på læben.

"Jeg føler, jeg skylder dig noget. Gør man ikke det, når en eller anden helt kommer og redder en fra et tog og bagefter giver et lift?" sagde hun. Jeg tænkte mig om et øjeblik og sagde så med et stort smil på læben: "Jo."

"Org, pis," kom det fra hende. Mit grin fyldte den tomme luft i bilen og hun kiggede forvirret med røde kinder og et smil på læben. "Hvad?"

"En engel som dig burde ikke bande." Jeg sendte hende et smil, selvom hun umuligt kunne se det, men jeg følte, at hun kunne mærke det. Jeg vidste heller ikke, om jeg flirtede for meget. Var det for meget at kalde hende en engel? "Gør mig en tjeneste som et tak for at jeg reddede dit liv." Jeg bakkede ind foran et højhus som hendes far sikkert boede i. "Lad mig hente dig i morgen og invitere dig ud."

Hun kiggede, nå nej, vendte hovedet mod mig, og smilede et svagt smil. Hun blev smukkere for hver gang jeg så hende, selvom det føltes umuligt. Og for hver gang jeg kiggede på hende, virkede hun mindre og mindre blind.

"Jeg kender dig jo ikke engang," sagde hun.

"Det er derfor jeg invitere dig ud. Jeg vil gerne lære dig at kende, og derfor tager jeg dig med ud til det sted som betyder allermest for mig." Jeg ventede nervøst på, at hun ville svare, men hun sad bare og bed sig i læben og tænkte sig om.

"Okay," sagde hun til sidst. "Det bliver sikkert sjovt." Hun sendte mig et stort smil så man kunne se hendes snehvide tænder og steg ud af bilen. Jeg kiggede på hende, fortabt i hendes skønhed. Det var først da hun vinkede til mig og gik ind af døren til lejligheden, at jeg vågnede op.

Så kom jeg til at tænke på Jane og bandede højt.

 

 

Vi sad alle ved spisebordet, mor, far, Sam og jeg. Vi havde et pokker spil spredt ud på bordet og prøvede at dræbe tid med det. Vores forældre havde gjort fjernsyn og computer forbudt her i huset, og man vidste aldrig, hvad man skulle bruge tiden på.

Da mor gik ud efter kagen og frugten i køkkenet og far gik hen og svarede på et telefonopkald, vendte Sam sig imod mig med et irriterende skævt smil på læberne.

"Hvem var det, du gav et lift til? Det kan ikke være Jane, for jeg snakkede i mobil på det tidspunkt med hende." Han smilede drillende, og jeg begyndte bare at hade ham endnu mere. Han kunne bare være så irriterende.

"Ingen," svarede jeg koldt.

"Uh, den må være slem. Hvordan er hun? For store briller? Matematiknørd? Eller har hun overskæg?" Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare ham med, så jeg trak bare på skulderne, men kunne ikke lade være med at rødme, da jeg tænkte på hendes elegante krop og søde smil. "Hvem er det du dater?"

"Dater du en ny?" spurgte mor fra køkkenet. Hun kom farende ind i spisestuen igen og stirrede på mig. "Hvem?!"

"Jeg dater forhelvede ikke nogen," mumlede jeg surt. De kendte mig for godt og vidste allerede, at jeg løj.

"Damen, måske skulle du tænke om over, at Jane har følelser. Dig og Jane er skabt til hinanden og ..." mumlede hun, kludrede rundt i ordene og tog sig håbløst til hovedet. "Lov mig, at du ikke går fra Jane." Jeg hadede når hun skulle bestemme over mine kærester. Hun opførte sig, som om Jane var hendes datter. Min mor havde også altid ønsket sig en datter, og det havde hun endelig fået, bare ikke sit helt eget barn. Min mor ville mig det bedste, og hun vidste, at Jane fyldte alle mine krav. Men for mig havde jeg brug for noget mere. Jeg elskede hende stadig, endda virkelig højt, og mit hjerte bankede højt hver gang jeg tænkte på hende, men det var lidt anderledes nu.

"Hvem er hun?" blandede min far sig som åbentbart havde fulgt med i samtalen.

"I kender hende ikke," sukkede jeg. "Hun er smuk, lyst, langt hår der minder om det fineste silke, høje kindben og en spinkel, elegant, lille krop." Jeg snakkede som en eller anden romantisk fyr i sin egen drømme verden, men sådan var jeg. Jeg kom altid til at snakke over mig. "Og så har hun tit sin blindstok i hånden," sagde jeg hurtigt, kunke bare ikke have sådan en ting hemmeligt.

De spærrede alle overrasket øjnene op. Min mor var ved at koge over, og jeg vidste allerede nu, at jeg ikke skulle have sagt det. Det var værre med min far. Han ville have, at jeg skulle have en høj, moden pige med en masse talenter og var klog til alt. Diane var klog, nok ikke høj og måske moden, men alt var lige meget med hende. Hun behøvede ikke være smuk, moden, klog, have stærke følelser eller kunne se. Jeg kunne lide hende som hun var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...