Hvis du altid var en blind plet

JEG VIL MEGET GERNE HAVE RIS OG ROS FOR MIN NOVELLE! DET VIL BETYDE MEGET! | :D Jeg har altid tænkt på, hvordan det var, hvis man var blind. Vil man blive respekteret? Kan man lave alt hvad normale mennesker laver?
Jeg har lavet en kærlighedsnovelle om blindhed. Jeg skifter synsvinkel mellem to mennesker.

8Likes
30Kommentarer
3002Visninger
AA

6. 'I do not believe in love at first sight' - Damens synsvinkel

Jeg kunne have taget hendes slanke, blege hånd, klemt den ind til mit bryst, men jeg fornemmede, at Diane ikke var så stærk som hun så ud. Måske var hun skrøbelig og endda bange for, at jeg tog hendes hånd. Jeg var jo kun en fremmed idiot der kom til at kigge i hendes dagbog. Jeg tror ikke på kærlighed ved første blik, læste jeg uden hun lagde mærke til det. Kærlighed ved første blik var for mig det mest vigtigeste jeg kunne komme i tanke om. Man måtte føle sig ret så håbløs som blind når det handlede om kærlighed.

Jeg betragtede hendes smukke ansigt mens jeg rakte hende hendes bog og papirer.

"Jeg har læst Black rain før." Nej, det havde jeg ikke, kun hørt om den, men jeg ville så gerne høre hendes lyse, søde stemme igen.

"Jaså," sagde hun uinteresseret.

"Det er nemt at leve sit eget liv alene," sagde jeg og prøvede at huske, hvad der mere kom.

"Men nemmest at leve to," mumlede hun og begyndte at gå ned ad gangen til udgangen. Jeg fulgte efter hende med hurtige skridt.

"Har du et citat eller sådan noget jeg kunne få brug for? Jeg skal bruge et til ... min prøve i morgen," løj jeg.

"Følg ikke blinde mennesker. De kan mere end den ekstra skygge bag dem," sagde hun.

"Det tror jeg på, men ikke på, at den er fra bogen. Du må være en god digter." Et smil voksede på hendes læber og viste en lang række hvide tænder. De små, fyldige læber strækte sig ud til hver sin side og lyste hendes kønne ansigt. op.

"Jeg er sangskriver."

"Fedt. Kan du synge?" spurgte jeg nysgerrigt. Det ville ikke overraske mig, hvis hendes smukke stemme kunne synge nogle lyse, perfekte toner.

"Nej. Min søster har talentet, og der er ikke rigtig nogle der kan slå hende." Hun åbnede døren og gik udenfor i den kolde sne. Hun tog sit gule halstørklæde op til kinderne og hendes hår gled rundt om hende som et let, langt stykke silke.

"Jeg gad godt høre dig synge."

"Du er fremmed."

"Det kan vi gøre noget ved." Jeg smilede, selvom hun ikke så det, men jeg kunne ikke rigtigt fjerne det. "Kommer du tit her?"

"Om hverdagene, ja."

"Hvad laver du i weekenderne?" Jeg stilte mig foran hende og hun stoppede op få centimeter fra mig. Varmen sivede ud af hendes krop og ind i min. Hun duftede sødt af roser og hver detalje kunne ses i hendes ansigt. Spids, lille næse, høje kindben og bløde læber.

"Jeg er i skole." Hun begyndte at gå igen og jeg gik baglæns.

"I weekenden?" Jeg fnøs. "Nederen."

"Jeg kan godt lide at være i skole." Hun gik mod en snoet sti op af en bakke med forvokset græs.

"Så burde du prøve min skole." Jeg langede ud efter hendes arm, var måske en smule for afhængig af hendes nærvær. Jeg var fuldstændig ligeglad med, hvorfor en usynlig snor blev ved med at trække mig imod hende. Et eller andet virkede rigtigt ved det her, slukkede min hjerne fuldstændig.

"Farvel, Damen." Jeg elskede den måde hun sagde mit navn; varmt og venligt med et smil som var en blanding af falsk og et rigtigt smil. Jeg havde irriteret hende, men jeg var ligeglad. Det var alligevel sidste gang jeg så hende. Jane opdagede alt, og jeg ville aldrig kunne komme sammen med en blind. Jeg passede ikke sammen med hende, havde endda ikke fortjent hende. Derfor vendte jeg ryggen til hende, mod den rigtige verden til mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...