Hvis du altid var en blind plet

JEG VIL MEGET GERNE HAVE RIS OG ROS FOR MIN NOVELLE! DET VIL BETYDE MEGET! | :D Jeg har altid tænkt på, hvordan det var, hvis man var blind. Vil man blive respekteret? Kan man lave alt hvad normale mennesker laver?
Jeg har lavet en kærlighedsnovelle om blindhed. Jeg skifter synsvinkel mellem to mennesker.

8Likes
30Kommentarer
3018Visninger
AA

2. Blind beauty - Damens synsvinkel

Her stank af gamle bøger og støv, men alligevel trådte jeg ind med Jasmine og Andrew. Vi gik om bag en masse reoler mod computerne. De der computere, der mystiskvis var langsom på facebook og lignede nogle tredive år gamle computere. Tyggegummi var mast fast under bordet og tasterne på keyboardet sad tit fast.

"Første verdenskrig er ikke så svær," sagde Jasmine. "Find nogle bøger, så gennemtjekker jeg Google." Hendes lange, lyserøde negle slog mod bordet i en irriterende rytme, mens den langsomme computer tændte. Jeg havde altid syntes hun var køn. Langt, rødt hår, engang brunt, tynde, fine øjenbryn og en lille, buttet mund i en perfekt form, når hun smurte dem ind i sin knaldrøde læbestift. Hun havde været vild med mig siden hun så mig for første gang. Hun havde aldrig indrømmet det, kun at jeg var en dum, klam nar. Hun var genert når det handlede om forelskelse og kærlighed, men hvis jeg havde været lidt klogere, så havde vi måske noget forelskelse imellem os. Jeg mener, hun var smuk, men ikke ligefrem sød. Man var smuk inden i eller også udenpå, aldrig begge dele. Men jeg havde en kæreste.

Andrew og jeg sneg os så langt væk fra hende som muligt og kom til et hjørne med børnebøger. Han fik en bog i hoved af mig og jeg fik omkring tre af ham. Man følte sig lidt hul i hovedet efter de bogangreb, men Andrew og jeg elskede vores små slåskampe. Andrew var en stor, pumpet dreng og havde været min bedsteven siden jeg glemte at leve livet ordenligt. Det vil sige fem år eller der omkring.

Bogreolerne var uhyggelig høje og langede hele vejen op til det høje loft. Bøgerne havde nogle kedelige farver mellem mørkeblå, brun og mørkegrøn, og hold kæft, jeg anede ikke hvad jeg havde gang i i et bibliotek.

Vi kom til sexafdelingen eller hvad man nu kalder den. Jeg valgte at kalde den bolleafdelingen med de mange perverse bøger som var gode at banke ind i Andrews fjæs.

"Vi deler os," sagde han, da han samlede de bøger vi havde leget med op på reolen igen. Man skulle tro Jasmine og Andrew var søskende, for de lignede sgu pænt nok hinanden. Han havde det samme brune hår som hende inden hun farvede det rød/lilla/sort-agtig farve.

"Fair nok." Jeg vendte ham ryggen og var helt enig i, at vi skulle få dette overstået hurtigst muligt. Jeg gik efter skiltene til noget historisk-pis.

Jeg gav op efter omkring to minutter og besluttede at gå hen til Jasmine. Andrew sad sikkert og stenede en bog i det historiske hjørne om første verdenskrig. Indtil jeg fandt stedet hvor den seks meter brede og ti meter høje reol stod foran mig fuld med bøger om første verdenskrig.

"Hvorfor, Gud?" hviskede jeg lavt for mig selv. Jeg greb ud efter den tyndeste bog jeg kunne se som i virkeligheden var ligeså smal som længden på min lillefinger. Den blev kylet over min skulder ved første blik og jeg tog en stor, fed bog ud. Lyset glimtede ind fra vinduet på den anden side af reolen i det mellemrum mellem to bøger som bogen i min hånd havde efterladt. Nogle to gule kawasaki sko fangede mit blik på den anden side af reolen. Jeg troede, at mig og mine venner var de eneste her i biblioteket, men det var vi åbentbart ikke. Det var en meget lille skostørelse, men det kunne ikke være et barn, siden hun var i voksenafdelingen. Jeg bukkede mig ned og kiggede længere op af hulet. Hun havde en sort, løs og knækort nederdel på med røde roser på, hvilket slet ikke machede hendes gule sko. Hun havde spinkle, ligblege ben der var over kors og det ene ben hoppede i små hop, som om hun var totalt hypper. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg gik så meget op i hendes tøj, men det var mærkeligt sådan som hun klædte sig. Hun havde en lyserød V-udskåret bluse på som sad stramt om hendes smale mave og ærmerne var rullet op på albuerne.

Jeg rejste mig op, for det var begyndt at føles lidt pervers sådan  at stirre på en pige uden hun vidste det.  Jeg begyndte igen at lede efter bøger med lyden af hendes hoppende ben. Jeg hadede mig selv, når jeg blev nysgerrig, især når det handlede om piger. Hendes krop var som et limet billede på min hjerne og gad ikke komme væk. Det var endnu svære at holde mig væk fra hende, når tanken om at hun var lige bag reolen fik mine ben til at bevæge sig hen imod hende.

Jeg stilte mig bag reolen, og det var der jeg stivnede og hver en nerve i mig sitrede. Jeg vidste ikke, om jeg drømte eller lige var besvimet. Solens lys skinnede ind af det støvede vindue og ramte hende som et rampelys ville gøre. Hendes lyse hår som stak ud af den sjuskede knold lyste gyldent i solyset og andre små totter faldt bare slapt ned i hendes ansigt. Hun havde perfekt kindben som en model ville have, en lille, spids næse og bleg hud. Hun stirrede koncentreret ud i luften gennem hendes solbriller og hendes lange, tynde fingre kradsede på noget i hendes skød.

Jeg ville tro hun var en fe hvis man tænkte på hendes lille skikkelse, men midt i det mørke lokale, badet i bøger og skygger, lignede hun en engel i sollyset.

Jeg kiggede undrende på hendes solbriller. Det var vinter, og godt nok blev solen reflekteret i den hvide sne, men det var mærkeligt, at hun havde dem på indendørs. Indtil jeg kiggede godt efter og lagde mærke til, hvor sorte det var. Det var ikke solbrilleglas. Man kunne umuligt kigge igennem dem; de var helt igennem sorte.

Jeg skyndte mig væk da jeg så, hvad hun havde i skødet. Hun var blind. Hun kunne ikke være andet end blind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...