Jacob Black and Jasmine Cullen?♥

Kærlighed mellem rivaller. Hvad vil der ske?

9Likes
38Kommentarer
5348Visninger
AA

21. Jacob: Ahvad?

Jeg sad stille og kiggede på de falme træer der bare stod og døde mere og mere hen. Men det er jo det samme, det er det der gør den så unikt og så roligt. Jeg havde altid elsket at side inde i skoven og bare lytte til naturen, falde ind i en fantastisk stilhed, stilheden der kun bliver forstyrret af fulgens sang, intet. Intet af  det overflødisk larm, ingen biler, ingen snakken. Bare side stille og lytte til fuglens sang, mit normalte åndrag. Mit normale rymte i hjerte. Men det eneste der forstyrret min normale dage, var Jasmine der bare lavede de falske åndrag, de falske som hele hendes slægtning laver, det samme skuespil, det samme hvert årti. "Jasmine, hvorfor er det du laver de lyde? Vi begge ved det  bare er et skuespil" sukkede jeg kort imens jeg lod mig stille ryste mit hår, så det bare sad lidt mere ulet. "Hvad? Nårh, det er bare en vane" smilede hun kort, imens hun lod sig selv hive sig op og vendte sig derefter mod mig og stirret med et intens blik, et blik jeg ikkr kunne finde ud af at tyde. Men alligevel havde jeg egenlig heller ikke lyst.

 

 

 

 Jeg havde intet, jeg gad virkelig ikke rejse mig så jeg lod kort vær og bare hev mine arme hen over hoved og ned bag mit hoved. Så jeg lå der og spænte hele min mavemuskler, ikke at det gjorde noget. Nej jeg havde altid elsket mit udseende. Og det sammen havde de mange piger jeg havde datet. Men ingen var særlige speciel, ikke i forhold til Jasmine. Der var noget unikt over hende, selvom hun er mit ærkerival. 

"Jacob..." hviskede hun. Jeg sukkede stille indeni, og havde lige fundet ro. Men det varet ikke særlig lang tid, ikke med hendes selvskab. Men ikke at det gjorde noget, jeg ville elske at høre hendes fantastiske stemme, bare i det hele taget Jasmine. Men det må jo ha' været en grund til at jeg ville løbe efter hende, risikker hende og min sikkerhed. "Hvad Jasmine?" mumlede jeg kort imens jeg stille åbende mine øjne og kiggede lige op på hende. Hendes skæve smil, hendes lalleglade atiude. Selvom jeg viste af det bare var en bakade, i hendes utrolig syrealiske liv.  "Jeg vil flygte, jeg vil flygte fra Edward. Hans overbeskyttet broderskab" smilede hun skævt og optimisk. "er det nu en god ide? Han ved jo hvor du ville være" mumlede jeg kort imens jeg fik sat mig op og slukket lyset i hendes håb. "Men hvis du tager med. Så kan han ikke se hvor jeg, dig er" smilede hun optimisk og kiggede håbefuldt hen mod mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...