A Real Fairytale

En historie om hvordan man uden at ønske det, kan ende et sted man ikke kender og alligevel få noget godt ud af det imens man også hjælper andre!

6Likes
11Kommentarer
1984Visninger
AA

6. Prince of Music <3

Jeg gik op til mit værelse hvor jeg skiftede til min natkjole og lagde mig i min seng. Jeg var meget bekymret efter at have fået status, men mit ønske var blevet opfyldt. Jeg kunne nu vælge hvem jeg helst ville have som mand.

Da jeg endelig faldt i søvn, var klokken 4 om morgenen. Heldigvis kunne jeg selv bestemme hvornår jeg ville vækkes og havde sagt til Caroline at hun ikke skulle vække mig før ved ti tiden og så skulle jeg nok vække drengene.

Da Caroline kom ind klokken ti, var jeg allerede vågen. Hun sagde at jeg hellere måtte skynde mig fordi der stod en budbringer fra en af de nærliggende byer. Jeg skyndte mig at tage min blå kjole på og løb ned af trapperne. Dette vækkede åbenbart drengene for nu kom de alle 4 stormende med tøjet halvt hængende over sig. Da jeg kom ned i indgangen stod der to mænd som jeg genkendte fra Glitringdal der lå 2 km borte. De så alvorligt på mig og mærkeligt på drengene, men sagde så "Prinsesse? Kan vi tale privat?" Jeg nikkede og fulgte med dem hen i et hjørne. "Prinsesse, vi kommer med et meget sørgeligt budskab fra krigen. En af vores mænd overværede tidligt imorgen din far, blive skudt af fjenden. Din far, Kongen, kommer ikke tilbage Prinsesse. Vi beklager." "Så er det altså sket! Hvad skal jeg nu? Jeg er jo helt alene!" De så sorgmodigt på mig men kunne ikke finde på noget at sige. "Tak for at i kom! I kan følge med Caroline ned i køkkenet og få lidt at spise." De bukkede og fulgte med hende. Efter lidt tid, løftede jeg i kjolen, åbnede slottets hoveddør og løb ud. Drengene så efter mig men lod mig løbe.

Jeg løb ud i skoven og satte mig ved vandfaldet og græd. Jeg havde lige mistet min far i krig og anede ikke hvem jeg skulle vælge som mand! Jeg var fuldstændig på bar bund i alt. Dyrene fra skoven kom langsomt hen til mig og et rådyr lagde sit hoved på min skulder. Jeg aede den forsigtigt og overførte mine tanker til dyrene. De blev triste da de hørte det og satte sig bare omkring mig. Men så puffede et egern til mig og fik mig til at følge med dem hen til det største vandfald i skoven, hvor jeg plejede at springe fra. Det fik mig til at smile lidt og jeg stillede mig på toppen. Lige hvad jeg havde brug for. Et spring  ud fra et vandfald ligesom Pocahontas gør det. Dyrene nikkede og jeg gjorde klar til springet ned i det dejlige friske vand som jeg jo vidste jeg ikke ville dø af.

Lige da jeg hoppede ud fra kanten, hørte jeg en velkendt stemme nede fra der råbte "NEJ! PRINSESSE!" Det var Bill der var løbet ud efter mig fordi der var gået så lang tid uden at jeg var vendt tilbage til slottet. Faldet var skønt og vandet sprøjtede forfriskende omkring mig, da jeg røg ind i bølgesprøjtende fra vandfaldet. Dyrene så mærkeligt på Bill da han ville til at løbe ud i vandet efter mig og et dådyr holdte ham tilbage.

Lidt efter trådte en skygge frem i bølgerne. Jeg gik langsomt ud gennem skummet og til sidst stod jeg ude på en sten og strakte mig rank og smuk foran vandfaldet der glitrede omkring mig. Bill så forundret på mig men løb så ud til mig imens han smilede. "Du er jo en ren Pocahontas 2! Hvordan gjorde du det?" Jeg grinede lidt af hans forundring og sagde "som sagt er jeg skovens Prinsesse. Jeg er gode venner med alle dyrene her i skoven og behersker vandfaldene som floderne. Lad os prøve sammen. Du skal bare gøre som jeg!" Jeg tog ham med op til toppen og jeg kunne se han var nervøs. "Hold fast i min hånd og gør så som jeg siger. Når vi hopper skal du strække dine arme ud mod siderne og du skal beholde dem strakte indtil jeg siger til."

Han tog min hånd og jeg talte til tre. Så var vi ude i hoppet og vi strakte vores arme. Så fik jeg os til at vende rundt i luften så vi fik fødderne ned af og jeg trak hans arm ind så vi nu havde dem inde langs siden. Det passede perfekt med at vi ramte bølgerne og røg ind under. Her landede vi på nogle sten og jeg tog ham med ud igennem bølgegardinet. Da vi kom ud på stenen, smilede Bill "WOW! Det var fantastisk, gør du tit det her?" Jeg smilede og sagde "Nej, det har jeg desværre ikke tid til fordi jeg er Prinsesse i et rige også." "Åh ja, selvfølgelig. Må jeg spørge om en ting Prinsesse?" Jeg så lidt på ham og pludselig fløj en mærkelig tanke ind i hovedet på mig. Hvis nu han ikke var kendt og først lige havde fået gang i sin karriere, skulle han være min. "Selvfølgelig må du det! Hvad vi du vide?" Han så lidt på mig og tog så modet til sig. "Hvad var det der fik dig til at løbe her ud? Hvad fik du at vide Prinsesse?" Jeg havde næsten på fornemmelsen at det var det han ville vide, men når det var ham, gjorde det faktisk ikke så meget at han spurgte. Jeg vendte ryggen imod ham og hviskede "min far er blevet dræbt i krigen og nu er jeg helt alene her på slottet og med alle opgaverne!" En tåre trillede stille ned af min kind og flere løb efterhånden. Bill kom over til mig og tog min hånd. "Prinsesse? Du er ikke alene! Jeg bliver hos dig lige meget hvad! Det er på tide for mig at finde lykken i andet end musik og sådan er det også for de andre drenge. Der er jo ingen regel der siger der ikke må være venner på slottet til at hjælpe vel?" Jeg rettede mig op og så for første gang rigtigt ind i hans dybe nøddebrune øjne der glitrede. "Bill, vil du virkelig det? Men jeg har ændret den anden regel Bill! Jeg kan selv vælge ud fra mit hjerte nu!" Han smilede og jeg smeltede væk i hans øjne og beroligende personlighed. "Jeg vil med glæde blive hos dig Prinsesse! Lige meget hvad! Men dog, har du så nogen i tankerne Prinsesse?" "Bill du skal ikke blive hos mig som en god ven. Mit hjerte har valgt. Dig Bill!"

Han så lidt på mig med sine glitrende øjne, rykkede sig så tættere på og kyssede mig. Jeg trak mig ikke væk men kyssede igen fordi mit hjerte jo havde valgt ham. Da vi slap hinanden, kom en due flyvende med et smukt diadem af diamanter der glimtede i solen. Den satte det på mit hoved og dyrene hoppede op og ned af glæde.

"Du er i sandhed Skovens Prinsesse!" "lad os gå tilbage til slottet. Hvad vil de andre sige når du sådan opgiver musikken?" "De vil gøre det samme som jeg har gjort. Søge lykken i andet end musikken og de behøver jo ikke at holde op med at spille deres forskellige instrumenter, bare fordi vi stopper med bandet. Jeg har da ikke tænkt mig at holde op med at synge. Det elsker jeg jo lige så højt som jeg elsker dig og min bror!" "jeg ville heller ikke lade dig stoppe med at synge, for du synger fantastisk! Synes da også godt du stadig kan skrive nogle sange. Måske vil de andre bo her på slottet sammen med os?" Han grinede lidt og svarede så "så skal jeg nok blive ved Prinsesse! Det kunne jo tænkes at de gerne ville bo her, ja. Synger du selv Prinsesse?" Han kyssede mig blidt på kinden og jeg smilede "det er godt. Det kunne da være meget hyggeligt hvis de også boede her. Ja, det gør jeg faktisk." "Hey! Det vil jeg hører på et tidspunkt smukke!"

Jeg fløjtede og to duer kom flyvende. Jeg overførte mine tanker til dem og begyndte straks at fløjte den melodi jeg havde sunget til, lige siden den første gang jeg sang sammen med dem.

Da jeg fik teksten frem i hovedet, begyndte jeg stille at synge og alle skovens dyr myldrede hen til mig. Jeg dansede med egernene og svævede rundt med uglen, indtil jeg endte i Bills arme og dansede med ham til min egen sang. Da sangen var færdig, holdt Bill mig tæt ind til sig og hviskede "du har en fantastisk smuk stemme Prinsesse! Man bliver fortryllet når man hører og ser dig." Jeg smilede blidt og kyssede ham.

Da vi kom op til slottet, stod de andre drenge i porten sammen med Caroline og smilede da de så os. Drengenes smil forandrede sig dog lidt, da de så vi holdt hinanden i hånden. "Er i klar til at stoppe med bandet drenge? For jeg har fundet lykken i noget andet nu, men jeg holder ikke op med at skrive sange eller synge. Jeg synes heller ikke i skal holde op med at spille. I skal bo her sammen med Prinsesse Benita og jeg!" Først så de meget mærkeligt på Bill men begyndte så at smile. "Hvor fedt! Ej, holder aldrig op med at spille guitar! Lige meget hvad! Kan Prinsessen også synge?" Vi smilede og jeg fløjtede atter en gang efter duerne. Denne gang gik det hurtigere med at huske teksten og jeg sang den samme sang som Bill havde hørt i skoven. Da sangen var slut var drengene mundlamme. Først fem minutter efter udbrød Gustav "Hold da kæft! Undskyld, men WOW! Du kan virkelig synge! Fortryllende smuk stemme!" De andre nikkede voldsomt med hovedet og kunne stadig ikke sige noget.

Caroline blev sendt ned i køkkenet for at få fat i en flaske champagne imens jeg gik op og skiftede til en af mine festlige kjoler. Jeg tog den rød gyldne kjole på og satte håret så det bølgede med fyldige krøller ned om min nakke. Da jeg kom ned stirrede alle drengene fortryllet på mig og Bill kom over. "Du er smuk som nattens klareste stjerne!" Jeg kyssede ham blidt og vi gik ind i tronsalen hvor alle tjenestefolkene ventede. De kom alle over og sagde tillykke og begyndte så at planlægge det store bryllup.

De besluttede at det skulle være aftenen efter og derfor fandt jeg den brudekjole jeg havde fået af min far frem. Han havde fortalt at det var den kjole min mor var blevet gift i, og den var virkelig smuk.

Det blev det smukkeste bryllup man nogensinde havde set i hele Lithialien og Prinsesse Benita og hendes berømthed og nu Prins Bill, levede lykkeligt til deres dages ende på slottet sammen med deres venner.

SLUT!      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...