sorte svaler

Dette er en virkelig historie som foregik for snart 3 år siden. En historie som ændrede mit liv...

15Likes
3Kommentarer
1768Visninger
AA

5. Fredag

Jeg besluttede mig for, at jeg ville i skolde idag. Folk ville nok også begynde, at undre sig over, hvorfor jeg ikke var i skole. Dagen gik virkelig langsomt i skolen. Jeg sad hele tiden og tænkte på Sine. Jeg savnede hende. Jeg troede, at hun var så lykkelig. hun grinede altid, når nogen sagde noget sjovt. Jeg savnede hendes grin, hendes små snakken med Katrine. Når jeg kiggede rundt i klassen så jeg Sine sidde og hviske med Katrine. Og hver gang nogen sagde noget sjovt, hørte jeg hendes stemme i mit hoved. Et stik af smerte for igennem mit hjerte hver gang, jeg kiggede hen på Sines tomme plads. ”Jeppe, jorden kalder Jeppe” Mia stod og viftede med armene. ”Undskyld, jeg sad vist lidt i mine egne tanker” svarede jeg. ” Vi skal lave vores dansk opgave sammen, fordi Sine er syg” sagde Mia. Jeg håbede virkelig at Mia havde ret i at Sine var syg. Da jeg kom hjem, tog jeg dagbogen. Satte mig i sengen og begyndte at læse. ”Kære Dagbog. Jeg er så ked af det. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre? Mit liv er et helvede. Jeg måtte snakke med nogen. Mor. Hun var den eneste jeg ville tale med. Jeg løb nedenunder, og begyndte at kramme hende. Jeg begyndte at fortælle om alt, hvad er var sket. Hun trak mig væk fra sig. ” Jeg orker ikke at snakke nu Sine. Jeg er træt” Sagde hun, og gik. Jeg stod lidt. Jeg råbte at det var vigtig, virkelig vigtigt. Mor kom ud fra sit værelse, og begyndte at råbe af mig. Hun gik ind på sit værelse og smækkede døren. Jeg begyndte at græde. Min mor, af alle i hele verden, havde svigtet mig. Jeg ville ikke tro det. Jeg gik ud i køknet tog et glas ”Ipren” puttede dem i tasken, sammen med den største køkken kniv vi havde. Jeg løb op og hentede min dagbog. Tog tasken på ryggen. Jeg gik stille ind på mors værelse, krammede hende, og hviskede at jeg elskede hende. Jeg løb ud af huset. Jeg løb ned mod søen. Da jeg var kommet halvvejs, gik jeg ind i skoven, satte mig ned. Tog kniven, og begyndte at skære i mine ben. Der løb blod ud over skovbunden. Smerten var rar. Efter alt hvad der var sket, var det rart. Jeg blev ved med at skære dybere og dybere i mine ben. Jeg lagde dagbogen. Tog kniven. Stak den ind lige i hjertet. Jeg begyndte at skrige. Jeg lagde dagbogen. Jeg tog pillerne, slugte dem alle. Jeg blev svimmel. Jeg så en flok sorte svaler, det var det sidste jeg så i mit korte liv...
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...