Justin Biebers lillesøster 3

Kærlighed er stærkere end alt. Men hvad gør man, når selve ens betydning ikke er her mere det er gjorde ham til den han er?


4Likes
6Kommentarer
4072Visninger
AA

4. Kapitel 3:

Jeg kiggede stille op da jeg hurtig var blevet stoppet efter jeg var nåede bagstage. Og så selvfølgelig af hele holdet der bare stirret med forskrækket, forvirret, triste øjne hen mod mig. Nogle viste jeg ikke havde kræfteren til det, andre presset mig til det, selvom de viste det var umuligt. De ville aldrig forstå hullet der bare bredere sig i min hjælpeløse krop. at mærke hvordan smerten bliver uholdlig, at se hvordan det gør ondt på andre at jeg har det dårligt. "Justin, min skat. Hvad skete der der ude?" mumlede min elsket mor imens hun traskede hen mod mig, og lod mig falde ned i hendes arme og bare græde. Jeg ville ikke mere, verden var uretfærdig, det var uretfædig at døden tog hende med i faldet. Jeg kunne svagt høre masser af trasken fra forskellig personer, forskellig der sætter hele showet på plads. "Justin, det er kun mig, der er her nu" smilede min mor stille ned i håret på mig, jeg kunne tydelig mærkede varme strømmen ind mod mig. "Jazmyn" hulkede jeg højt og hårdt, at sige hendes navn gjorde ret ondt.  "Justin, hun er død." sukkede min mor stille og vuggede mig frem og tilbage, men det vil jeg ikke se i øjne.

 

"HUN ER IKKE DØD!" skreg jeg arrigt, og fægtede med mine arme og begyndte at sparke ud efter hende, ud efter vreden. "Rolig Justin" råbte min mor imens hun prøvede at undvige dog uden nogle nytte. "Justin!" råbte hun forskrækket da jeg ramte hende hårdt lige i maven. Men jeg kunne intet, jeg skreg, jeg råbte, jeg slog, sparket. Imens jeg prøvede forgæves at slippe væk, slippe for at se et glimt af Jazmyn, Jazmyn sidste åndedrat.  Jeg våggede stille imens jeg kiggede mig forvirret om, hvor var jeg. Hvad er der sket? "Justin. Du er på et behandlingscenter for unge der har det svært" smilede en ung sygeplejske imens hun stille nærmede sig mig. "Hvad! Fuck Jer!" råbte jeg igen arrigt imens jeg kiggede med vrede øjne hen mod hende som med det sammen var stoppet af ren forskrækkelse. At se en skrige af en er ikke det bedste blik. "Undkyld" mumlede jeg stille imens jeg stille log mig synke mere og mere ned i sengen. Jeg havde ingen anelse om hvad der overhovede var sket, hvorfor havde jeg gjort det, forbandet mig. Hvor jeg dog hadder mig selv, ligenu. At råbe af personalet, bare fordi de prøver at hjælpe. Det hele er min skyld, hvis det bare var mig der var død, istedet for dig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...