The Love of a Reborn Heart

Mennesker var kolde, onde og modbydelige, når de først fandt ud af hvad de var i stand til. Derfor hadede Millian dem. Hun har altid gjort modstand, når hun blev tvunget til at passe på dem. Altid. Men hvad sker der, når Overhovedet får nok? Kun en ting! Millian bliver tvunget til at passe på drengen med den reneste sjæl. Men kan man virkelig blande et koldt hjerte sammen med et varmt et?

50Likes
436Kommentarer
7790Visninger
AA

32. Sammen igen og... PISK UNDER SENGEN?!

Jeg kastede mig på sengen, som tilhørte mig i denne verden. Der var ikke flere tårer tilbage. Det sorte blod havde skræmt mine rigtige tårer væk, så nu turde jeg ikke græde… Bange for at føle mørkets smerte igen. Vi have begravet William. Det var underligt. Denne underlige følelse i min mave. Han måtte være glad. Han var sluppet ud af denne verden, han skulle ikke længere leve til evig tid. Men alligevel savnede jeg ham så meget. Jeg savnede ham lige så meget som alle mennesker savnede solen en kold vinterdag. Jeg manglede en varme ved siden af mig. Det var underligt. Det gjorde ikke så ondt længere, men tanken om ham, fik mig til at huske på det hul, jeg nu havde i hjertet.

”Dagdrømmer du?” spurgte han. Jeg åbnede mine øjne og sendte Daichi et forsigtigt smil.

”Måske. Jeg ville bare ønske, at han havde muligheden for at vokse op,” hviskede jeg med et lille smil. Daichi grinede. Han lagde sig ned ved siden af mig. Jeg rykkede lidt, så der var plads nok.

”Kan du huske, da han for første gang havde fanget en fisk, men fandt så ud af, at det faktisk var Loi. Kan du huske, hvor sur Loi blev? Og kan du huske Wills ansigtsudtryk?” spurgte Di. Jeg flækkede af grin, da jeg huskede det. Med et spyd, havde han fanget en fisk i halen. Han svingede den frem og tilbage, indtil Di fandt ud af, at det var Loi. Da han forvandlede sig tilbage, gav han os den største moralprædiken og vi flækkede alle af grin. Jeg rystede på hovedet.

”Hvad med dengang, hvor han kom sukker på bøffen i stedet for salt? G blev nødt til at spise det hele op, da han ikke ville skuffe William og så var det hele bare planlagt fra Williams side?”  

Daichi grinede. Vi fortsatte med at snakke om alle de minder vi havde. Over hundred års minder. Jeg kunne ikke stoppe med at grine igen. Tårerne trillede af mine kinder. Af savn og glæde.

”Åh, Will,” hviskede jeg og sukkede med et savn gemt i det.

”Han havde det godt Mill… Jeg er sikker på, at han ikke fortryder en eneste lille ting,” sagde Daichi. Jeg så over på ham og smilede meget svagt.

”Det håber jeg på,” sagde jeg. Daichi prikkede mig i skulderen.

”Jeg tror snart du gør alle sindssyge af bekymring,” påpegede Di. Jeg nikkede og rejste mig op.

”lad os komme af sted,” sagde jeg.

 

Taemin tabte alle de ting i hånden, da jeg krammede ham bagfra og gjorde mig synlig. Jeg indåndede hans søde duft, som jeg ikke kunne sætte ord på. Noget virkelig sødt, chokolade og honning. Der bredte sig en underlig stemning. Jeg havde været så kold overfor ham, inden jeg tog af sted, og så havde Daichi fortalt ham, at jeg havde ligget på kanten til dødsriget. Han måtte sikkert hade mig eller virkelig være sur. Eller noget helt andet.

”Minnie,” hviskede jeg bare og mærkede ham stivne, da mine iskolde læber rørte hans nakke. Han vendte sig om og trak mig tættere ind til ham. Jeg kunne ikke andet end at begrave mit ansigt i hans bryst. Hans varme krop, gav mig kuldegysninger, da jeg selv halvfrøs lidt. August var jo trods alt historie nu. Nu kom kulden og overtog. Det var et sted i slutningen af september måned.

”Mill,” hviskede han, med en alt for trist tone. Jeg så op på ham, undskyldende. Hans varme ånde ramte mig som vindens kærtegn, og jeg pressede bare mine læber mod hans. Jeg kunne smage hans sødme. Noget af hans hår kildede mit ansigt, hvilket fik mig til at smile, mens jeg kyssede ham. Han smilede ikke. Jeg var ikke engang sikker på, at han kyssede mig igen. Jeg trak ansigtet en anelse væk og betragtede ham. Jeg kunne ikke lade være med at skære en såret grimasse, men jeg forstod ham nu godt. Han så en anelse træt ud. For meget arbejde. For meget bekymring. For meget sorg. Jeg mærkede hans varme hånd på min kind. Jeg lukkede øjnene og hvilede ansigtet der.

”Sig noget. Jeg har savnet din stemme,” hviskede jeg, så lavt, at man ikke kunne høre savnet der lå i min stemme. I min halvødelagte stemme. En stemme der havde noget grødet over sig. En stemme som havde holdt hulkene inde. En stemme, som viste, at der havde været noget galt med struben og nu brugte den tid på at hele. Han fjernede hånden fra min kind og trak mig tæt ind til sig. Hans mund var meget tæt på mit øre. Var det nu, han ville sige, at han hadede mig. At han ikke kunne tilgive mig og at han ikke ville se mig længere. Var det nu, han ville bede G om at få sig en ny skytsengel.

”Mill, you’re so pretty, boys won’t leave you alone,” sang han. Jeg kunne mærke mine kinder brænde og tårerne i øjnene. Jeg skubbede ham blidt væk og så ham smile, selvom det var et trist smil. Jeg forstod ham ikke. Hvorfor hadede han mig ikke.

”Lad være med at tilgive mig!?” skreg jeg hviskende og bakkede væk fra ham. Han tog bare fat i min hånd. Jeg kunne ikke trække mig væk, uden at han fulgte med.

”Der er ikke noget at tilgive. Alle ville have reageret på samme måde… Du skal ikke undskylde, men bare fortælle mig, hvad du har lyst til,” hviskede han og trak i min hånd, så jeg igen kunne mærke hans varme arme rundt om mig. Arme, der var designet til mig. Jeg lod mine tårer falde, men han tørrede dem væk.

”F-Fint! Så vil jeg vil i biografen,” sagde jeg beordrende. Jeg havde brug for noget afslappende. Jeg havde brug for Taemin. Han smilede og slap mig. Hans smukke øjne. Min mave fejlede noget. Den var som besat af ham. Et lille smil dukkede op på hans læber, som straks rørte min svimle pande.

”Så lad os komme af sted.”

 

Amee, flashback

”Jeg kommer hjem så snart det er muligt! Men lad nu være med at lave små babyer, mens jeg er væk,” sagde Daichi. Jeg kastede en pude efter ham.

”Pabo, hvem laver babyer her, huh?” spurgte jeg ham fornærmet. Han begyndte at grine,  men så vendte hans alvorlige ansigtsudtryk tilbage. Hans grin var heller ikke ægte. Hvordan kunne han grine, når han lage havde mistet William og når Mill lå i koma. Han vendte ryggen til mig, gjorde sig usynlig og forsvandt.

 

Jeg satte mig bare ned på sofaen og sukkede tungt. Jeg vidste ikke, om jeg skulle være ked af det, fordi Daichi og Mill var taget af sted, eller om jeg skulle være glad, fordi Joon kom i dag. Han havde allerede inviteret mig i biografen og knuden, som jeg havde i maven, voksede sig større. Hvad hvis han bare gjorde nar af mig? Hvad hvis han bare… Var som alle andre. Jeg så en lille note ovre på bordet. Jeg begyndte at læse den.

Amee. Du er jo verdens største klovn og kan ikke passe på dig selv, så jeg har lavet denne liste, for at du ikke skulle gå helt galt i byen. LAD VÆRE med at tage alt for meget make-up på. Sidste gang du gjorde det, skræmte du en fyr væk… Jeg tror han er død nu. Men altså, et lille lag mascara burde gøre det. Millians hvide sommerkjole ligger på stolen på dit værelse. Du skal nok kunne holde varmen med det monster af en Joon ved din side... Om du sætter håret op eller ej… Det må du selv bestemme, bare du ikke klipper dig skaldet. Og husk… Der er kondomer inde i dine sofapude ved den hemmelige lynlås og en peberspray i din taske. Pas godt på og tag dig i agt for gorillaen! OG HVIS HAN KOMMER FOR TÆT PÅ, FINDES DER EN PISK UNDER SENGEN!!!

Di.

Jeg krøllede seddelen hårdt sammen… Den idiot… havde gemt en kondomer på mit værelse… OG EN PISK UNDER MIN SENG! Jeg skreg af frustration, men gik op på værelset. Jeg ville klippe hans hår af når han sov… Den lille abe! Og han kaldte Joon for en gorilla?! Jeg fandt bare kjolen, tog den på, redte mit hår og fokuserede på vreden mod Di. Knuden i maven var forsvundet.

 

”Amee… Du ser godt ud,” sagde han med et fortryllende smil. Jeg kunne mærke mine kinder brænde og bad til gud om, at jeg ikke lignede en tomat. Det her var min første… Min første date! Date! Med en dreng, som ikke er familie! Han rakte ud efter min hånd og flettede straks fingre. Jeg kunne mærke noget i min mave. Knuden? Nej, en underlig følelse af varme… Sommerfugle? Jeg vidste det ikke, men det var ikke ubehageligt. Det var faktisk en smule rart, selvom jeg stadig var en del anspændt. Jeg skulle ikke på date med hvem som helst, men med Joon! Joon fra MBLAQ! Joon som havde sunget til MIG! Foran en hel række piger, som overgloede mig… De havde stirret forelsket på ham men ondt på mig.

Joon begyndte at nynne, men ikke for højt. Det lød stadig godt. Hans stemme var fantastisk. Jeg havde måske hørt ham synge alt for meget siden jeg sidst så ham, men jeg vidste ca. Hvem alle i bandet var… Eller sådan da. Men jeg var stadig bange for, at nogen skulle opdage os.

”Hvilken film vil du se?” spurgte han mig. Jeg vidste ærlig talt ikke hvilke film der spillede nu… Eller jeg havde jo fuldt med i never loving heart universet, så jeg vidste at den i hvert fald spillede der.

”D-Du vælger bare,” mumlede jeg og så på mulighederne. Action… Og gyser. Ikke lige min kop te, selvom jeg nu ikke have noget imod det. Det var nu mere titlerne. Love always dies og I’ll kill you, Cheater! Det var måske ikke lige de mest oplagte film at se på en date.

”Hvad med… Den der?” spurgte han. JA, skreg min hjerne, men det lykkedes mig at holde det inde. Jeg ville ikke virke kikset eller… Noget som han ikke kunne lide. Der var så mange, der ikke kunne lide mig. Og så havde Joon af alle valgt at invitere mig ud. Jeg nikkede bare og sendte ham et lille smil. Jeg blev dog nødt til at se på noget andet end hans ansigt. Synet af ham fik noget i min mave til at lave koldbytter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...