The Love of a Reborn Heart

Mennesker var kolde, onde og modbydelige, når de først fandt ud af hvad de var i stand til. Derfor hadede Millian dem. Hun har altid gjort modstand, når hun blev tvunget til at passe på dem. Altid. Men hvad sker der, når Overhovedet får nok? Kun en ting! Millian bliver tvunget til at passe på drengen med den reneste sjæl. Men kan man virkelig blande et koldt hjerte sammen med et varmt et?

50Likes
436Kommentarer
7788Visninger
AA

3. Mit nye jeg

 

”Kommer du eller hvad, Sun?” spurgte han mig, med sin flydende stemme. Nærmest som karamel. En stemme jeg kunne genkende når som helt. Hvor som helst. En behagelig stemme. Jeg rullede bare med øjnene, inden jeg vendte mit blik mod ham.

”Nej, min sidste ejer syntes ikke rigtig, at han kunne få mig til at snakke eller kommunikere med ham, så jeg regnede med at holde en lang pause. Mr. G var ikke tilfreds med min indsats. Så nu må vi se hvad han gør,” sagde jeg bare og hoppede ned fra vindueskarmen, i et elegant spring, som fik mit hår til at flyve, inden det landede perfekt. Lige nu var jeg tilbage i hovedkvarteret, i formskifternes verden. Vores rigtige verden. Daichi sukkede opgivende og rystede på hovedet.

”Du bliver nødt til at tage dig sammen Sunny. Du ved jo ikke, hvad han kan finde på. Han gav dig en chance, men det betyder ikke, at du skal misbruge den.” Jeg rullede igen med øjnene, inden jeg vendte blikket mod ham. Samme historie igen.

”Jeg fik en ny chance. Og jeg elsker mit nye jeg. Jeg kan ikke beskrive hvor glad jeg er for mit nye liv. For alle de ting han har givet mig. Men jeg hader det også. Hvis jeg bare vidste, hvor mange dårlige ting der var… Så ville jeg hellere have været død den dag… Og… Jeg er ikke nogen slave. Jeg har aldrig været en slave, Di. Jeg kan bare ikke styrres af de mennesker. De er så onde, når de først finder ud af, hvad de er i stand til,” sagde jeg og gik lige forbi ham.

Jeg hørte ham sukke og hans fodtrin kunne høres. Han gik efter mig. Di eller Daichi som han nu hed, var min bedste ven og havde været det i lang tid. ”

Hvis du ikke snart behandler menneskerne ordentligt, så vil du måske ende med at dø, og denne gang vil det være rigtigt! Jeg vil ikke miste dig Mill…” sagde han og jeg stoppede op. ”Du stopper aldrig med at give mig nye kælenavne.” ”Og du tager dig aldrig sammen, vel?”

 

Jeg rystede på hovedet og begyndte at gå ned mod stuen. Jeg blev nødt til at tænke over tingene. Jeg ønskede ikke at dø. Da jeg var inde i stuen, så jeg mig omkring. Et lille træbord, en sort sofa, nogle billeder Daichi havde hængt op. Der var hverken et tv eller internet. Det behøvede jeg ikke rigtig… Alligevel følte jeg, at jeg var gået glip af nogle ting. Menneskerne skiftede sgu da også deres ting ret hurtigt ud. Men udover det, så så det ikke ud som om nogen boede her. Eller det lignede i hvert fald ikke en stue, som en 16-årig havde indrettet. Jeg sukkede tungt, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre. Jeg forvandlede mig bare til en tiger og begyndte at løbe.

Siden Mr. G gav mig et nyt liv, var jeg i stand til at få styr på mig selv. Jeg var ikke længere den kiksede Millian Destiny. Nu var jeg Millian Sun Destiny. Dog blev mit fornavn tit forkortet til Milli eller Mill. Mr. G mente at jeg skulle beholde det, så det gjorde jeg, selvom det aldrig blev brugt. Alle kaldte mig Sun, Sunny eller Destiny. Ingen Millian. Jeg havde fået et nyt liv som en formskifter. En formskiftende skytsengel ville man nok kalde vores slags.

 

Da jeg blev ’levende’ igen, var min opgave at finde et menneske og passe på det. Passe på det med mit liv. Men de mennesker jeg havde haft, havde været grådige. Jeg gad dem ikke mere. Til sidste ønskede jeg dem bare døde. Nu var det tid til at finde mig et menneske igen. Men det ønskede jeg ikke. Jeg ville bare være en tiger for evigt. Løbe, føle mig fri, jagte, føle mig stærk. Jeg ville ikke føle mig svag. Jeg ville føle mig som en tiger. En stærk tiger. Men at være tiger krævede også stort ansvar. Og jeg kan love dig for, at det var hårdt at vænne sig til en tigerkrop. Lysterne til at jage og dræbe var svære at ignorere i starten, men Mr. G hjalp mig. Han hjalp os alle.

Jeg har bare aldrig forstået, hvorfor han reddede mig. Jeg havde været så kikset. Nu var jeg faktisk pæn. Det var for det meste en selvfølge. Alle formskiftere var pæne på deres egen måde og deres aura var også en stor del af dem. Jeg begyndte bare at løbe mod den smukke eng. Det var det første sted jeg havde set i min nye verden. Det var dér,  jeg havde fået et nyt liv. Jeg skiftede til mit menneske-jeg igen. Det var nemt at glemme alt i denne verden. Jeg smilede svagt og så mig omkring. En eng uden ende, et smukt sted, hvor blomsterne dansede og kaldte på en. Jeg kunne se dem. De ’nye’. Jeg var en af de få der startede med en tigerkrop. Alle de nye plejede at starte med et dyr der var nemmere at kontrollere, som en kat eller en hund. Dette liv lyder nok til at være meget bedre end mit gamle… Men hvis jeg bare vidste, at jeg var bundet til stedet her til den dag, hvor jeg stoppede med at eksistere… Og hvilke konsekvenser det havde… Det var forfærdeligt!

”Så det er her du gemmer dig. Det overrasker mig, at du stadig et bundet til dette sted,” sagde en bekendt stemme. Jeg vendte mig mod ham. Min redningsmand. Jeg bukkede for ham og han begyndte at grine. ”Ikke så formel.”

”Mr. G,” sagde jeg bare med ære i stemmen og så op på ham igen. Han smilede et storslået smil, som kunne charmere enhver kvinde. ”Det her sted er specielt. Det har en særlig ro over sig.”

”Alle elsker det. De fleste plejer bare at finde sig et nyt sted. Især folk som skifter til stærke dyr,” sagde han. Mr. G. Var faktisk meget ung. Et sted i de sene 20’ere, måske var han 30, men det var ikke til at vide. Ingen vidste det. Hans gyldne lange hår var samlet i en hestehale, som gik ham helt til livet. Han havde et par briller på, men kun gjorde ham kønnere. Hans øjne var også gyldne. Selv når han ikke var i sin dyreform, så var han stadig mægtig. Hans tøj var meget afslappet i dag. Hvad skyldtes det mon? Men det var stadig en ting jeg ikke forstod. Hvem kunne dog finde på at dræbe en smuk mand som ham?

”Jeg var fundet et nyt menneske til dig,” sagde han. Jeg forholdte mig tavs og trak på skulderne. Jeg viste ikke følelserne udenpå, men jeg var panisk indeni. Jeg ville stritte imod, men jeg havde ikke noget valg.

”Jeg skal nok prøve… Lidt mere denne gang,” svarede jeg, som om jeg kedede mig. Mr. G stoppede op.

”Du bliver nødt til det Millian. Ellers… Vil du dø automatisk. Det er slet ikke noget jeg kan styre. Men dette menneske burde ikke være et problem. Jeg har valgt ham nøje ud og han har brug for en som dig. Han er ikke som de andre,” sagde Mr. G i en alvorlig tone.

Jeg rystede bare på hovedet. De var alle sammen ens. Det var de. Eller det troede jeg.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...