The Love of a Reborn Heart

Mennesker var kolde, onde og modbydelige, når de først fandt ud af hvad de var i stand til. Derfor hadede Millian dem. Hun har altid gjort modstand, når hun blev tvunget til at passe på dem. Altid. Men hvad sker der, når Overhovedet får nok? Kun en ting! Millian bliver tvunget til at passe på drengen med den reneste sjæl. Men kan man virkelig blande et koldt hjerte sammen med et varmt et?

50Likes
436Kommentarer
7785Visninger
AA

6. Hendes navn

 

Nu da Taemin vidste, at det bare var hende pigen, der havde set efter ham, så var han mere tryg ved det. Men han forstod ikke helt skytsengel-delen. Den forvirrede ham lidt… Meget. De andre kunne heller ikke forklare det, og da Onew så, at hun havde købt kyllige-nuggets, så kunne han straks lide hende. Jonghyun fandt hende ret creepy. Især fordi han aldrig lagde mærke til når hun var der… Man kunne så heller ikke vide om hun var der. Hun ville hverken spise med og eller snakke med os. Hun var der, men hun holdte sig væk.

Var det meningen at en skytsengel skulle være så… skræmmende. Key var heller ikke vild med hende. Hun havde jo svinet huset til ifølge ham. Minho havde ikke rigtig dannet en mening om hende endnu. Det var nu nærmest som om hun ikke var… Levende. Jeg fandt det rigtig skræmmende.

Vi var lige færdige med en optræden. Små sveddråber begyndte at trille og jeg skulle til at tørre dem væk, da jeg hørte nogen råbe.

”TAEMIN!” var der en stemme der skreg. Flere stemmer skreg. Jeg så op og opdagede at en af lamperne var på vej mod mig. Jeg stivnede straks. Jeg kunne ikke bevæge mine ben… Pludselig var jeg bare væk. Jeg ramte gulvet hårdt, men jeg kunne sagtens høre lampen blive knust.

Da jeg åbnede mine øjne igen, mødte jeg hendes mørke øjne. Hun havde reddet mig. Min skytsengel. Inden jeg kunne nå at rejse mig, var hun gået. Jeg havde noget blod på hånden. Key, der så blodet, begyndte straks at overreagere. Men jeg nåede aldrig at fortælle ham, at blodet ikke var mit eget. Jeg var ikke kommet til skade. Jeg havde ikke fået ét eneste mærke på min krop. Og jeg nåede ikke engang at sige tak…

 

Hun holdte sig for sig selv. Men denne gang vidste jeg, at hun var der. Hun beskyttede mig. Også i skolen. Hun vågede over mig, men var aldrig synlig overfor de andre. De vidste ikke, at hun var der. Jeg kunne endelig gå uden at være bange. Men jeg var bange for, at hun skulle se dem. Se dem slå til mig og skubbe mig. Det ville være så pinligt, hvis hun så det. Men jeg klarede mig i dag… Og resten af denne uge gik også fint.

Men det var nu lidt trist, at hun ikke ville vise sig. Hun havde ellers meget smukke øjne. En dag ved middagsbordet blev hun dog ved med at stirre på min mad.

”Er du sulten?” spurgte jeg. Hun så på mig og rystede på hovedet. Key havde endda indrettet gæsteværelset til hende, men hun brugte det ikke. Minho havde set hende sidde i et træ. Sov hun udenfor? Frøs hun da slet ikke?

”Så sig dog noget!” sagde Key, der var blevet irriteret over hendes tavshed. Hun kiggede bare på ham.

”Din mad… Den har en mistænksom duft,” var det eneste hun sagde, inden hun så væk fra ham igen. En sort aura bredte sig over Key. Minho holdte ham for munden, da han begyndte at råbe. Når han råbte, kom der ikke pæne ting ud. Det havde jeg selv hørt… ”Kan du i det mindste ikke fortælle os hvad du hedder?” spurgte Jonghyun. Hun svarede ham ikke med så bare ud af vinduet. ”Det her kommer jo aldrig til at gå! Hvis du ikke vil snakke med os, så kan du lige så godt lade være med at være her,” sagde han surt, og hun rejste sig op og var på vej ud af køkkenet.

De andre kunne ikke lide hende. Men hun havde heller ikke reddet deres liv. Hun havde reddet mit liv. Jeg rejste mig op og tog fat i hendes håndled. Hele rummet blev elektrisk af bevægelsen, og hun vendte sit hoved og stirrede på mig. De chokoladebrune øjne, blev en anelse mørkere, og jeg stivnede, mens jeg slap hendes hånd. Hvad havde jeg gang i?

”T-Tak,” mumlede jeg bare. Hun trak på skulderne.

”Du har intet at takke mig for. Det er mit job, indtil den dag du dør… Eller af andre årsager,” sagde hun bare og stirrede længe på mig. Jeg kunne ikke lide, når hun stirrede sådan på mig.

”Vil du ikke nok fortælle mig hvad du hedder?” spurgte jeg så.

”Mill. Millian Sun Destiny. Men kald mig noget af det og flår jeg hovedet af dig. Eller… Det kommer nok til at gå ud over dine venner, da jeg ikke må skade dig,” sagde hun. Key råbte igen.

”Hvad… Skal jeg så kalde dig?” spurgte jeg forsigtigt. Et lille smil dukkede op på hendes læber. ”Du må kalde mig hvad du vil."

”Jamen… Ville du ikke lige rive hovedet af mig?” Hun sukkede irriteret.

”Hør her. Jeg kan gøre næsten alt det du ønsker dig. Jeg kan ikke lide mit navn, så jeg vil ikke have det brugt. Det vil altså sige, at jeg ikke bryder mig om det. Men eftersom du er den JEG skal beskytte, kan JEG ikke gøre dig noget, forstået? Så uanset hvad du kalder mig, ville jeg finde mig i det. Men jeg ville sætte pris på Mill eller Sunny. Og nu vil jeg gå, da mit selvskab ikke er ønsket,” sagde hun og forsvandt.

Jeg stod bare der og blinkede forvirret. Hun opførte sig nærmest, som om hun var en slave… Hun virkede så trist og vred. Hvorfor mon?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...