The Love of a Reborn Heart

Mennesker var kolde, onde og modbydelige, når de først fandt ud af hvad de var i stand til. Derfor hadede Millian dem. Hun har altid gjort modstand, når hun blev tvunget til at passe på dem. Altid. Men hvad sker der, når Overhovedet får nok? Kun en ting! Millian bliver tvunget til at passe på drengen med den reneste sjæl. Men kan man virkelig blande et koldt hjerte sammen med et varmt et?

50Likes
436Kommentarer
7790Visninger
AA

33. Biografturen

 

”Jeg siger dig, hvis han gør noget forkert, så river jeg hovedet af ham,” hvæste Daichi. Jeg himlede bare med øjnene og puttede mig ind til Taemin. Hans arme lå omkring mig og vi rettede begge to vores blikke mod filmen. For at være ærlig fulgte jeg ikke så meget med i filmen, men jeg vidste, at vi ville blive smidt ud, hvis Daichi ikke snart stoppede med at snakke. Daichi så på mig, inden jeg sukkede opgivende.

”Du er for svag, Millian! Du er for svag,” hvæste han surt og rejste sig op. Så måtte han da bare holde øje med Amee helt selv.

”Taemin,” hviskede jeg. Jeg så på ham og han rettede sit blik på mig. Han lignede en, der rent faktisk havde fulgt med i filmen.

”Ja?” spurgte han og så på mig med sit englesmil.

”Jeg bliver ikke ældre,” sagde jeg bare ud af det blå. Om han vidste det eller ej, var jeg ikke helt klar over, men han skulle høre det fra mig af. Hans smil forsvandt, og jeg så noget trist i hans øjne.

”Jeg er ked af det…” hviskede han og klemte min ene hånd. ”Jeg er ked af, at jeg ikke kan leve med dig til evig tid.” Hans stemme knækkede over. Om nogle år ville han være for gammel til mig. Jeg stirrede på ham med store øjne.

”Du skal da ikke være ked af noget… Det er jo ikke di-”

”Jeg elsker dig. Jeg ville ønske at… At vi kunne…” han vidste ikke hvad han skulle sige. Jeg puttede mig tæt ind til ham og lukkede øjnene. Tiden gik alt for hurtigt… Og tiden her var alt alt for kort.

 

Amee P.O.V

Filmen var fantastisk. Dog var bogen bedre, men at jeg fik muligheden for at se filmen med Joon, gjorde det bedre. Jeg skulle til at række ud efter popcornene og det samme gjorde Joon. Jeg trak hurtigt min hånd væk og lod ham tage. Han begyndte bare at grine.

”Amee?” spurgte han, i et almindeligt toneleje.

”Hmm,” sagde jeg bare. Han tog bare fat i mit ansigt, trykkede mine kinder sammen, så jeg åbnede munden og fodrede mig med popcorn. Jeg stirrede på ham med store øjne, da jeg endelig fik lukket munden. Han begyndte bare at grine højlydt. Folk begyndte at blive sure.

”Vent… Er det ikke Joon fra MBLAQ?” var der så en der spurgte. En anden så over på os, og inden jeg vidste af det, så var alle over ham. Jeg kunne høre en masse skrig og Joon sukkede.

”Må jeg ikke få en autograf?” var der en der spurgte. Han skulle til at sige dem imod, men da de blev ved med at tigge, begyndte han bare at skrive. En anden spurgte. Og endnu en. En stjerne. Jeg vidste det… Det var for godt til at være sandt. Jeg rejste mig op, tog popcornene med mig og gik. Det sved i mine øjne. Jeg prøvede på ikke at blinke… Det ville bare gøre det værre. Da jeg endelig var ude, begyndte jeg at løbe. Jeg begyndte at løbe hjemad. Jeg kunne mærke pulsen stige og knuden i maven trække sig sammen, men det gjorde mig slet ikke noget. Jeg smed bare popcornene væk. Mine fine sko var ved at dræbe mig, så jeg tog dem af og løb videre hjem i bare tær. Jeg kunne sagtens mærke sten og andet som gjorde ondt, men det eneste jeg tænkte på, var at finde mig en taxa og komme hjem. Eller komme så langt, som mine penge nu rakte til!

 

 

Ukendt P.O.V.

”Yo, Joon,” var der en mandlig stemme der sagde. Han skulle til at se hvem der snakkede til ham, men det nåede han ikke. Da Joon vendte sig om, fik han en hård knytnæve i hovedet. Hvis den havde været meget hårdere, så ville hans ansigt være dødt. Smadret. Joon blinkede forvirret og stirrede på drengen der havde slået ham. Blodet begyndte at løbe fra næsen af.

”En ting er sikker. Sårer du Amee, kommer du til at mærke hendes smerte fysisk!” hvæste han og gik. Amee... Joon havde glemt alt om det og blev overvældet af en dårlig samvittighed.

 

Amee P.O.V.

”Amee! Amee, kom nu,” hørte jeg hans stemme sige. Jeg vendte bare ryggen til døren. Tårerne strømmede ned ad mine kinder. Forbandede Joon! I en vred bevægelse, tørrede jeg mine tårer væk. Daichi kørte sin hånd rundt i mit hår.

”Skal jeg dræbe ham?” spurgte han, med en lidt humoristisk klang i stemmen. Jeg kunne høre morskaben i hans stemme, så derfor sendte jeg ham et olmt blik. Jeg rystede på hovedet.

”Jeg kunne altid køre ham ned,” sagde han. Jeg gav ham bare et surt blik, og han fattede, at det var nu, han skulle holde kæft.

”Jeg går, jeg går,” svarede han. Han gik hen mod døren og skulle til at åbne den. Dog kom jeg i tanke om, hvem der stod på den anden ende af døren. Hvis han åbnede døren, så ville den ikke længere være låst og han kunne nemt komme ind. Jeg blev pludselig panisk.

”Nej, du vover på at…!”

Døren gik op, Daichi trådte ud, stirrede på Joon og Joon trådte ind på mit værelse. Jeg gjorde det, mine impulser sagde jeg skulle. Jeg kastede en pude efter ham. Han undveg. Jeg kastede flere puder og bamser efter ham. Da det ikke ramte, tog jeg en billedramme, en føntørrer og da det heller ikke ramte, en hårbørste. Hårbørsten ramte med en lille smæld, og jeg vendte ryggen til ham. Han tog en dyb indånding og satte sig ved siden af mig.

”Amee,” sagde han og så over på mig. Jeg truede ham med endnu en hårbørste. Jeg var en pige, jeg havde mere end en!

”Rolig nu, lad mig lige forklare mig, vil du ikke?” spurgte han og så på mig, lidt surt denne gang. Jeg slog stadig hans arm med hårbørsten og rettede derefter mit blik mod terrassedøren.

”Jeg er et idol for mange mennesker. Jeg synger, jeg danser og det hele bliver filmet okay? Og så er der dig… Der ikke engang kendte til os,” sagde han, nærmest med en beklagende klang i stemmen. Jeg vendte mig nu om mod ham, rigtig sur. Jeg begyndte at slå løs på ham med hårbørsten.

”Så nu er jeg en nederen person, huh? Undskyld, at jeg aldrig har hørt om dig før, er du måske Jesus’ bror eller Gud?” skreg jeg og slog på ham. Han fik fat i børsten og kastede en væk, til den sagde knæk og knækkede midtover. Først havde han droppet mig og nu smadrede han mine ting?!

”Du er rigtig sød, og jeg kan virkelig virkelig lide dig, så lad være med at give op så hurtigt, okay? Jeg er en stjerne, men jeg er også helt almindelig… Bare giv mig en chance…” sagde han, tiggende. Jeg vendte fornærmet hovedet den anden vej… Han bad om mit venskab…Eller noget mere, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.

”Jeg vil gerne, men jeg ved ikke om jeg kan… Du kan lige så godt være endnu en der bare lader som om… Som bare gør det, for at gøre det,” svarede jeg og stirrede på terrassedøren endnu engang. Jeg kunne mærke noget tage fat i min hage. Noget varmt, noget der fik mit hjerte til at banke, noget der fik min krop til at protestere.

”Se på mig og sig mig hvad du ser,” sagde han. Jeg så på ham. Jeg så på en dreng, en mand, der bad. Jeg så på en mand, der havde dummet sig, men bad om endnu en chance. Jeg sukkede opgivende og nikkede bare.

”Fint. Du får en chance til,” mumlede jeg og så på ham.. ”Men du skylder mig en ny hårbørste og nogle popcorn!” svarede jeg. Joon begyndte at grine og krammede mig. Jeg mærkede bløde læber mod min kind. Den blussede straks.

”Jeg bliver nødt til at smutte,” sagde han og rejste sig op. Han gik hen til terrassedøren. ”Min yndlingsdel af filmen var nok, da prinsen stjal hendes hjerte, synes du ikke?” spurgte han og åbnede døren. ”Godnat.” Han lignede nærmest en ond superhelt i den vind. Men jeg vidste, at han havde et godt hjerte.

”Godnat Joon,” hviskede jeg og lukkede døren efter ham. Vinden der havde blæst mod min kind, kunne ikke slukke flammen i den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...