Pageboy 2: Forever or Never

Pageboy 2: Forever or Never.
Bogen, som Taemin fik af Karorin, har han altid på sig, trods han aldrig læser i den eller skriver i den. Det hele er lykkeligt hos dem, indtil en lille dreng pludselig dukker op i deres liv. Drengen, der ligner Minho på en prik, bare en yngre udgave; en treårig udgave, for at være helt præcis. Drengen kommer til at betyde en hel del i de to drenges liv, da den lille dreng holder på en hemmelighed.

201Likes
857Kommentarer
17107Visninger
AA

20. Valget

Minho P.O.V.

 

Dagene gik og det blev vinter. Key og Jonghyun havde taget Yoogeun til sig, eftersom Taemin stadig var i en depression. Han græd hver dag, det gjorde så ondt, at se ned på ham, når tårerne strømmede ned ad hans kinder. Jeg ville så gerne kramme ham. Kysse ham.

Jeg brød mig ikke om, at se klingen, der kørte over hans håndled hver dag. Den måde, han bønfaldt Gud om, at dø. Gud ville ikke gøre ham den tjeneste. Jeg ville sådan ønske, at han ville komme videre, trods jeg end ikke var. Jeg savnede ham stadig.

Så ufatteligt meget.

”Minho.”

Jeg vendte mig om og så Karorin, der kom gående mod mig. Jeg smilede svagt og bukkede for hende. Hendes chokoladebrune øjne var perfekte, samme om hendes hår, ansigt og krop. Ligesom en ærkeengel skulle være.

”Er du trist?” spurgte hun. Jeg sænkede mit blik lidt. Jeg kunne ikke lyve for hende, det havde jeg heller ikke lyst til.

”Jeg ville bare sådan ønske, at jeg stadig kunne være hos ham,” mumlede jeg. Karorin smilede varmt til mig og aede blidt min kind.

”Jeg har det også sådan med Jinki, men tiden skal nok komme. Indtil da, må vi være lykkelige på deres vegne,” sagde hun. Det var svært at være lykkelig for Taemin, når han havde det sådan. Men jeg ville prøve. Trods det flåede mit hjerte.

 

Key P.O.V.

 

Taemin kom endelig i skole igen. Han havde haft alt for mange pauser. Han smilede stort til mig, da vi mødtes igen. Hvorfor smilede han? Jeg troede, at han stadig var sønderknust?

”Hvordan går det?” spurgte jeg forsigtigt. Taemin satte sig ned på bænken ved siden af mig i skolegården og så op på himlen.

”Fint,” sagde han kort. Glad.

Hvorfor var han så glad? Der måtte lægge noget under, den facade af englesmil og engleøjne.

Han havde en langærmet trøje på, så jeg kunne ikke se alle de ar, han havde lavet på sig selv, trods jeg vidste, at de var der. Jeg havde endda taget ham i det, på et tidspunkt. Det gjorde mig så trist, at han ikke kunne komme sig over Minho.

 

Først da jeg kom hjem til Jonghyun, var der noget, der langsomt gik op for mig. Taemin var glad. Der var kun én ting, som kunne gøre ham glad. Det var Minho. Jeg gispede straks og smed min skoletaske. Jonghyun så bekymret på mig omgående.

”Key, hvad sker der?!” udbrød han.

”Taemin…” mumlede jeg lavt, idet sekund min mobil ringede. Jeg tog den hurtigt og lagde den til mit øre.

”Key umma,” lød det i den anden ende. Det var Taemin. Jeg kunne høre, at han både græd og grinte. Han lød glad. Jeg kunne ikke lide det. Jeg fik tårer i øjnene, jeg vidste, hvad han var ude på.

”Taemin, du skal ikke gøre det,” hviskede jeg stille, imens tårerne løb ned ad mine kinder.

”Jeg har allerede ringet til Onew, han er her nok snart, så det bliver kun kort, umma,” sagde han.

”Nej, Taemin,” hviskede jeg og forsøgte at holde mine tårer tilbage, imens jeg prøvede på, at få ham til at ændre mening, selvom det nok allerede var for sent.

”Nu vil jeg se Minho igen, ikke?” sagde han og grinede. Han lød så glad. Taemin var glad. Hvis han var glad, burde jeg så ikke også være glad?

”Farvel umma og appa! Jeg elsker jer! Tag jer af Yoogeun,” hviskede han, hvorefter han tabte sin mobil på jorden med et BUMP.

”NEJ! TAEMIN!” skreg jeg imens tårerne strømmede ud. Jonghyun så straks på mig.

”Hvad sker der, Key?!” spurgte han i panik.

”Kør mig til Onews hus, lige nu! Onew er ikke kommet hjem fra skole endnu!” udbrød jeg. Jonghyun nikkede straks og vi løb ud til bilen sammen. Mit hjerte hamrede løs.

Nej.

Nej, Taemin. Lad være.

Du skal ikke gøre det. Det er ikke løsningen!

På den anden side, hvis det var Taemins valg, så ville jeg kun være glad for ham. Han ville endelig være lykkelig igen, og det ville jeg være glad for. Min lille baby, ville være lykkelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...