Pageboy 2: Forever or Never

Pageboy 2: Forever or Never.
Bogen, som Taemin fik af Karorin, har han altid på sig, trods han aldrig læser i den eller skriver i den. Det hele er lykkeligt hos dem, indtil en lille dreng pludselig dukker op i deres liv. Drengen, der ligner Minho på en prik, bare en yngre udgave; en treårig udgave, for at være helt præcis. Drengen kommer til at betyde en hel del i de to drenges liv, da den lille dreng holder på en hemmelighed.

201Likes
857Kommentarer
17132Visninger
AA

10. Ringen

Da jeg endelig vågnede næste morgen, efter en urolig nattesøvn, lå Minho idet mindste ved min side. Han havde sin arm over mig, som han altid havde. Jeg beundrede hans hånd, da vores fingre var flettet sammen. Min forlovelsesring skinnede i Sollyset, der kom ind fra vinduet af. Jeg følte mig glad igen, da Minho havde puttet sig tæt ind til mig. Hans ånde ramte min hals. Det kildede, men hans ånde var varm og dejlig.

Da var der pludselig noget, der slog mig, da jeg endnu engang så på vores hænder. Jeg gispede lydløst af frygt. Tårerne pressede på. Han elskede mig faktisk ikke?!

Hvor var hans forlovelsesring?!

Han havde sikkert taget den af sidste aften, så han kunne komme til at score. Der var jo ikke mange piger, der ville have en fyr, der allerede var forlovet.

Jeg trak mig hurtigt væk fra ham, slog hans arm over til sig selv igen, det vækkede ham dog ikke. Jeg rejste mig derimod fra sengen af, fik hurtigt skiftet til normalt tøj, så gik jeg bare ud af soveværelset. Jeg var ikke ligefrem stille, trods det var tidligt om morgenen. Det vækkede alligevel ikke Minho.

Jeg gik ud i stuen, for at se det rod, jeg havde lavet aftenen før. Der var endnu ikke blevet ryddet op endnu, selvom Minho havde sagt, at han nok skulle gøre det i dag. Jeg ville i hvert fald ikke rydde op! Jeg knyttede vredt mine hænder. Jeg havde lyst til, at smadre mine knoer ind i væggen igen, men så kom jeg i tanke om forbindingen, som stadig sad på mine blodige knoer. Blodet var gået en smule igennem forbindingen, men det var stoppet med at bløde.

Jeg lod en enkelt finger, glide hen over min forlovelsesring. Jeg lukkede mine øjne stramt i.

”Hvis han virkelig ikke vil være min forlovede,” mumlede jeg lavt og trak ringen af.

”Så skal han have lov til, at være fri,” hviskede jeg og lagde min ring på stuebordet. Da hørte jeg nogle skridt, og Yoogeun kom pludselig imod mig. Ham havde jeg helt glemt.

”Taemin appa,” sagde han og rakte sine hænder op mod mig, for at jeg skulle løfte ham op. Jeg smilede svagt, og løftede ham så op i mine arme.

”Yoogeun, skal vi gå?” spurgte jeg. Yoogeun nikkede og gabte.

”Indtil vi finder dine værger, så kan du bo hos mig,” sagde jeg og rettede da mit blik mod døren til soveværelset, hvor Minho stadig lå.

”Du skal i hvert fald ikke blive her,” hvæste jeg koldt og gik mod døren ud af huset.

Jeg forlod min eneste ene, for sidste gang. Jeg ville aldrig se på ham igen, jeg ville aldrig tale med ham. Jeg ville end ikke tænke på ham. Han havde knust mit hjerte, trådt på mig, for sidste gang. Jeg ville aldrig tilgive ham for det, han havde gjort.

Farvel, Choi Minho.

 

Minho P.O.V.

 

Der var ufatteligt stille, da jeg vågnede. Taemin lå ikke ved siden af mig, han havde heller ikke vækket mig, som han plejede at gøre. Det var mystisk, måske han var ude at handle eller noget? Måske var han taget af sted til byen, sammen med Yoogeun.

Jeg gik ud af soveværelset, og sukkede dybt, da jeg så rodet inde i stuen. Det var helt uoverskueligt, men det var der ikke så meget at gøre ved. Alligevel, var der en lille ting, der glimtede mig i øjnene.

Det var en ring, men ikke bare en hvilken som helst ring. Det var Taemins forlovelsesring! Den lå på stuebordet, blandt alt rodet.

”N-Nej,” hviskede jeg lavt og tog den hurtigt op fra bordet af. Jeg så på det, der var indgraveret i ringen. ”2min”.

Da kom jeg i tanke om, at jeg ikke selv have min forlovelsesring på. Den lå stadig i min bukselomme fra i går. Det var helt sikkert derfor, at Taemin han ikke var her mere.

”Lort,” hviskede jeg og lænede mig mod muren, hvorefter jeg langsomt satte mig ned på gulvet. Jeg hadede at græde, men jeg kunne ikke holde tårerne tilbage denne gang.

Min eneste ene havde forladt mig, kun fordi jeg tvivlede på vores kærlighed. Jeg var sådan en idiot.

”Tilgiv mig, Taemin,” hviskede jeg lavt og lukkede mine øjne i, imens tårerne blev ved med at løbe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...