Pageboy 2: Forever or Never

Pageboy 2: Forever or Never.
Bogen, som Taemin fik af Karorin, har han altid på sig, trods han aldrig læser i den eller skriver i den. Det hele er lykkeligt hos dem, indtil en lille dreng pludselig dukker op i deres liv. Drengen, der ligner Minho på en prik, bare en yngre udgave; en treårig udgave, for at være helt præcis. Drengen kommer til at betyde en hel del i de to drenges liv, da den lille dreng holder på en hemmelighed.

201Likes
857Kommentarer
17105Visninger
AA

18. Blod. Død.

Taemin P.O.V.

 

”Minho!” råbte jeg, da jeg løb gennem alle gaderne. Jeg havde ikke tid til, at tage en bus eller et tog. Jeg løb hele vejen. Alle de kilometer der var. Jeg lod ikke min kondition stoppe mig ét eneste sekund! Mniho måtte ikke dø! Ikke igen! Jeg kunne slet ikke klare det sidste gang. Jeg var ved at bryde sammen, men idet mindste åbnede han sine øjne igen. Det var ikke sikkert, at han gjorde det denne gang. Ikke hvis hans lever var væk.

Folk kastede mærkelige blikke efter mig, der var ved at dø af forpustelse. Tårerne løb ned ad mine kinder, men jeg stoppede ikke. Jeg måtte ikke stoppe. Jeg elskede virkelig Minho, jeg ville gerne have ham tilbage! Hvorfor afslog jeg ham dog på caféen?!

Endelig så jeg det. Hans hus. Vores hus. Det hus, vi skulle have været flyttet ind i. Det stod som da jeg havde forladt det. Den smukke have, trods Solen ikke skinnede mere. Himlen var dækket af mørke skyer.

Jeg løb straks hen til hoveddøren og åbnede den omgående.

”Minho!” råbte jeg.

Intet svar.

Jeg løb ind mod stuen, men standsede brat i døråbningen, da en stank ramte mig. En stank. En lugt. Det var Minho, men det var ikke en lugt, jeg gerne ville opleve.

Blod. Masser af blod.

”Nej! Minho!” skreg jeg imens tårerne strømmede ud. Han lå på sofaen. Hans øjne var lukkede. Blodet dryppede ned fra sofaens stof og landede på trægulvet, for at afgive sin smukke, røde farve. Som små pletter af død, landede de. Én efter en.

Mit blik sad fast på Minho. Hans hvide T-shirt var helt rød, især omkring hans mave. Hans lever var væk. Det kunne jeg gætte mig til. Han var død.

Død.

Helt død.

Jeg var ved at falde sammen i gråd, men jeg løb over ved hans side og så på ham. Måske ville han åbne sine øjne igen, ligesom sidst. Ikke?

”M-Min… M-Minho hyung,” hviskede jeg grædende. Jeg rystede over hele min krop. Mit hjerte var knust. Dræbt. Slået ihjel, ligesom Minho. Hans smukke hår var stadig perfekt, ligesom hans ansigt. Hans smukke læber, jeg sådan savnede.

”Minho!” skreg jeg så og krammede ham ind til mig.

”Minho din idiot!” skreg jeg igen. Jeg skreg mine lunger ud. Jeg skreg, så højt jeg kunne. Blodet blev blot ved med at komme. Igen og igen.

”Vågn op, Minho!” skreg jeg. Jeg blev ved med at skrige. Jeg græd så ufatteligt meget. Jeg havde det helt dårligt. Der var blod over alt, men Minho var væk. Han var død. Hans sjæl var væk. Det var alt sammen hendes skyld. Gu. Hun var ikke et menneske, hun var virkelig en gumiho. Jeg havde ikke troet, at de fandtes. Dog alligevel, var der så mange andre mærkelige ting. Karorin var heller ikke et menneske og den bog hun gav mig…

”Bogen…” hviskede jeg lavt.

”Er det den her, du leder efter?” spurgte en stemme, jeg gerne ville kvæle. Jeg rettede mit blik mod Gu, som stod med bogen i hånden. ”Pageboy”.

”Giv mig den!” udbrød jeg. Hun begyndte at grine.

”Sig farvel, til din lille bog,” sagde hun, idet bogen pludselig stod i flammer. Hun smilede ondt til mig. Jeg skreg! Jeg løb mod hende med en knytnæve.

”Du dræbte Minho! Monster!” skreg jeg og slog mod hende. Hun var for hurtig, jeg kunne ikke ramme hende. Overhovedet. Ikke én eneste gang. Jeg ville hævne mig. Hun havde dræbt Minho, og ødelagt den eneste chance jeg havde, for at få ham tilbage.

”Vi ses. Ha’ det godt i helvede,” sagde Gu og grinede, før hun smed asken fra bogen på gulvet, og roligt gik ud af huset. Mit blik var rettet på asken. Bogen kunne ikke redde Minho denne gang. Hvad skulle jeg så gøre?

”Minho…” hviskede jeg lavt, da tårerne fortsatte. Lugten fra hans blod var her stadig. Jeg gik stille over ved hans side og satte mig på kanten af sofaen. Jeg tog hans ene hånd i min og foldede vores fingre. Jeg kyssede hver finger han havde, imens tårerne blev ved med at strømme ned.

”Farvel, Minho hyung… Jeg elsker dig virkelig. Tilgiv mig,” græd jeg. Min stemme rystede. Jeg rystede.

Jeg rystede, da jeg kyssede Minhos læber farvel. De læber, der i virkeligheden tilhørte mig. Jeg kunne mærke, at han forsvandt, da en kølig brise forsvandt ud mellem hans læber. Hans sjæl. Den fløj væk.

Mine tårer dryppede ned på hans kinder, og videre ned ad siderne på hans ansigt. Det lignede næsten, at han også græd. Hans hænder var stadig varme. Hans læber var stadig varme. Jeg ville så gerne have, at han holdt omkring mig.

”Farvel,” hviskede jeg igen og lagde vores pander mod hinanden imens jeg lukkede mine øjne i. Tårerne blev ved med at falde.

 

”Jeg elsker dig, Taemin. Jeg venter på dig. Næste gang vi ses, vil vi være sammen, i al evighed.”

 

________________

 

Note: Omo.. Den er ikke færdig endnu... o_o Den er stadig lidt kort, er den ikke? xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...